Hvad skal man læse i sin ferie? Måske en roman om en helt almindelig familie fra New York, far, mor og to børn, som tager i sommerhus på Long Island og ser frem til en uges idyllisk afslapning, men som bliver forstyrret af et stort strømsvigt og et par mystiske fremmede, som hævder at eje det hus, de har lejet?
Hvis det lyder fristende med en sådan fiktiv fredsforstyrrer, så kan man roligt gå i gang med amerikanske Rumaan Alams ”Læg verden bag jer”, som var med i opløbet til den prestigefyldte pris National Book Award, mens filmrettighederne er blevet solgt til Netflix, hvor blandt andre Denzel Washington og Julia Roberts efter sigende skulle figurere på rollelisten.
Uden at spolere hverken den gode stemning eller den velopbyggede suspense skal det siges, at Rumaan Alam forstår at bygge en sitrende spænding op, der et langt stykke hen ad vejen gør, at siderne vender sig selv, og hans vekslen mellem det hjemlige og det uhyggelige leder tankerne hen på mesteren over dem alle i den disciplin, nemlig Stephen King. Hvorvidt den spænding, der bliver bygget op, også forløses, skal være op til den enkelte at vurdere, intet skal afsløres her, blot at jeg måske nok finder, at Rumaan Alam er stærkest i sædeskildringen og civilisationskritikken. Familiedynamikker er som bekendt altid godt romanstof, og et lidt træt ægteskab og et par teenagere spæder godt til – og da strømmen så også svigter, trænger et af de helt store spørgsmål sig på: spørgsmålet om kommunikation. Ikke mindst den digitale. For hvad sker der, når verden går i sort, og vi ikke længere kan gå på nettet, når vi bliver koblet helt af og hverken kan se tv, køre efter gps eller tale i telefon, når vi bliver afskåret fra verden omkring os og må nøjes med vores nærmeste? Og i dette tilfælde også et par mystiske fremmede på en ø, hvor farer lurer overalt – fra små flåter til store flokke af hjorte og lyserøde flamingoer, der invaderer swimmingpoolen ...
”Læg verden bag jer” er en roman, der arbejder systematisk og ganske synligt med modsætninger: mellem lyse og mørke amerikanere, mellem land og by, mellem natur og kultur, mellem den almindelige middelklasses lønmodtagere og de privilegerede med lejligheder på Park Avenue og aktiehandler i millionklassen, mellem børn og voksne og ikke mindst mellem det velkendte og det fremmede. Og detaljeringsgraden er høj. For eksempel opremses indkøbene på feriens første dag minutiøst over en side, og det forsømmes ikke at nævne to gange forholdsvis hurtigt efter hinanden, at sønnen Archie ikke er begejstret for koriander.
Den slags kunne sagtens være strammet op, men det ændrer ikke ved, at det er helt elementært spændende at følge en ganske almindelig families ganske almindelige og genkendelige sommerferie, som bliver slået godt og grundigt ud af kurs af et strømsvigt i New York.