Hvad skal man med denne bog? Komplet mislykket slægtshistorie undrer anmelderen

Slægtshistorie fra den franske besættelse har et sympatisk ærinde, men er komplet mislykket

Hvad skal man med denne bog? Komplet mislykket slægtshistorie undrer anmelderen

I de tidlige morgentimer den 12. december 1941 bliver det jødiske ægtepar Léonce og Marguerite Schwarz vækket af parisisk politi, der er ledsaget af repræsentanter fra den tyske besættelsesmagt. De tager Léonce Schwarz med, men han er langtfra den eneste, der bliver tilbageholdt under razziaen. Nazisterne tilbageholder i alt 743 fremtrædende jøder.

Den 63-årige virksomhedsleder Léonce Schwarz er således i fint selskab, og hans barnebarn har i moden alder fået lyst til at rekonstruere de dramatiske begivenheder for 80 år siden. Barnebarnet hedder Anne Sinclair, og i Frankrig er hun en kendt journalist, mens danske læsere måske kender hende som ekskone til den skandaliserede tidligere minister, Dominique Strauss-Kahn, der i 2011 blev sigtet for voldtægt i USA, hvor det dog endte med tiltalefrafald.

Bogen hedder ”Notabiliteternes razzia”, idet der blandt de arresterede var både kendte erhvervsfolk, velrenommerede forfattere og agtede jurister. Disse midaldrende mænd blev deporteret til en lejr i Compiègne i den nordlige del af Frankrig. Mange af de deporterede førte dagbog eller skrev breve, og disse tekster trækker Sinclair så udførligt på i sin bog, at den mere er en kompilation af dagsbogsoptegnelser og korrespondancer, end den er en selvstændig præsentation af jødeforfølgelser i Frankrig. De vigtigste dokumenter, Sinclair benytter sig af, er i forvejen offentligt tilgængelige, og de viser, at tyskerne terroriserede de jødiske notabiliteter ved at udsulte dem.

Hovedparten af fangerne – 550 – blev den 27. marts deporteret til Auschwitz. Men ikke Sinclairs farfar. Han blev allerede sat fri 10 dage tidligere, og indtil for nylig troede Sinclair på skrønen om, at det var takket være hendes farmor, der havde smuglet ham ud af lejren i en ambulance for næsen af de tyske vagter.

Men forklaringen er langt mere prosaisk. Léonce blev syg, kom på hospitalet, og undslap dermed en grum skæbne. Ellers ved Sinclair stort set intet at berette om ham: ”Jeg har altså ikke haft mulighed for at puste nyt liv i familiesagaen, sådan som jeg havde forestillet mig.”

Men så må læseren jo spørge sig selv, hvad vi skal med denne bog, der vidner om, at forfatteren hverken er fortrolig med litterære virkemidler eller behersker fortællingens økonomi. Det er sympatisk, at Sinclair minder offentligheden om en af de mørkeste kapitler i fransk historie, men der skal jo være nyt at fortælle, eller også skal det veldokumenterede underkastes en ny og overraskende formidlingsform.

Det sker ingenlunde i dette strejftog i helvedes forgård, selvom det i Frankrig næppe har skadet bogens gang over disken, at bogen om ”Notabiliteternes razzia” er forfattet af en notabilitet som Anne Sinclair.