Prøv avisen
Essay

”Hvad skal vi lave bagefter?”

Litteraturkritiker Lars Handesten har denne sommer haft feriedreng i huset: barnebarnet på to år, der er fuld af gåpåmod, men også sætter uvante krav til bedsteforældrenes ferieskema

”Hvad skal vi nu lave?”, spørger mit barnebarn på to år og otte måneder. For første gang er han på en lille sommerferie hos os i sommerhuset. Han skal være her i tre dage og overnatte to gange. Det er stort for både ham, forældrene – og bedsteforældrene.

”Vi skal til hestene og give dem gulerødder,” svarer jeg.

”Farfar skal ikke med. Kun farmor,” insisterer han.

For få måneder siden, var jeg den eneste, der duede, og han værdigede ikke farmor et blik. Nu er det omvendt. Han er vild med farmor. Men han får besked på, at det kun er ham og mig, der skal af sted. Farmor skal lige en tur i Kvickly her til formiddag.

”Hvad skal vi lave bagefter?”, spørger han, og jeg fortæller ham, at så skal vi have frokost, og så skal han sove til middag.

Hvad skal vi lave bagefter det, vil han så vide. Der er en del muligheder. Han kan gå med farmor over til naboen og se på deres høns og kyllinger. Han kan gå med mig til søen og fiske med det store sænkenet. Vi kan også læse en bog; det kan han godt lide. Vi bestemmer ingenting nu, men drager af sted til hestene og de to føl – jeg med gulerødderne i en pose og han på sin løbecykel. I forhold til hans størrelse er der et pænt stykke vej, men han klarer det fint på cyklen og med et par gode ord om, at vi er der lige om lidt.

Vi giver hestene gulerødder og spiser selv et par stykker. Han er ikke bange for de store dyr, heller ikke hingsten, der sparker bagud mod de andre, fordi den vil have alle gulerødderne selv. Han er heller ikke bange for det elektriske hegn – endnu. Jeg beder ham om at holde afstand til ledningerne, men det vil han ikke. Det ender med, at han demonstrativ rører ved ledningen med en hånd – uden at få stød. Så lærte han det ikke på den hårde måde denne gang.

Om eftermiddagen kører vi til stranden, bader og får en is. Han er lykkelig for den og spiser med dyb, nydende koncentration sin vaffel og chokoladeis. Han tilhører en generation, som bliver holdt i stram snor af forældrene, hvad angår søde sager. Men hos farmor og farfar er der lidt andre regler.

Han tilhører også en generation, for hvem tiden er mere skemalagt, end jeg husker det fra mine egne børn og fra min egen barndom. Al ting skal passe med transport til arbejde og vuggestue. Arbejdstider skal overholdes for to forældre. På grund af skilsmisser skal han nå at holde kontakt med fire sæt bedsteforældre, der bor forskellige steder i landet. Det er ikke let at få det hele til at hænge sammen. Derfor er han også vant til, at mange ting bliver planlagt. Prisen er, at han hele tiden er et eller to skridt foran.

”Hvad skal vi lave, når vi kommer hjem?”, spørger han på stranden. ”Så skal vi bare kede os,” siger min kone og jeg for sjov. Den godtager han, men spørger også:

”Hvad skal vi lave, når vi har kedet os?”.

Vi går til søen og kaster sten i vandet og ser en hejre. Den kender han godt fra en bog, han har. Selvom han taler næsten hele tiden, er han opmærksom på alle lyde omkring sig og spørger til dem. Og jeg svarer: blishøns, en flyvemaskine, krage, solsort og fasan. Han er stærkt optaget af fasaner, der holder til i vores have. Hvor er fasankokken, hvor sover den om natten, hvorfor sidder den oppe på bordet? Han spørger om alt. Er nysgerrig og vil vide det hele, hellere i dag end i morgen. Han er en dreng lige efter mit hoved.

Mens vi laver mad, ser han film på iPad’en. Det er reglen her: kun iPad på det tidspunkt. Vi hører også lidt musik, han kan lide. Han elsker at høre den gamle Ingerslev- og McEwan-sang ”Fy-fy-skamme-skamme, slut forbudt, men hvad må vi så?”.

Han er med på, at det er humoristisk og er i fuld gang med at lære at beherske den særlige omgangstone, hvor ironi spiller en afgørende rolle. Vi pjatter og siger det modsatte af, hvad vi mener. Vi kalder tingene de forkerte navne til hans ublandede fornøjelse.

Han spiser som en voksen, men har også et aktivitets- niveau, der overgår de fleste voksnes. Han kan godt lege med biler en halv times tid alene, mens farmor og farfar laver lidt andet end at være der for ham, men så er han også klar igen til, at der skal ske noget.

”Hvad skal vi nu?”.

Vi skal læse godnathistorie. Jeg læser ”Aben Osvald” for ham. Og vi finder ud af, at den store bavian, der vil have alle de røde æbler og vil bestemme det hele, ligner hingsten på marken. Sådan nogle er irriterende. Vi tager også lige en enkelt ”Peter Pedal”-historie, som han kan udenad. Den er god at falde til ro på. Så får han sin sut, vælter omkring i dynerne og falder omgående i søvn.

Hvad skal vi nu?

Min kone og jeg sidder i stuen og er udmattede. Man glemmer helt, hvordan det er at have små børn – hele dagen og natten med. Man er på hele tiden. Der skal skiftes ble, han skal have noget at drikke og spise, han vil lege, og der skal ske noget. Man får ikke lov til at trisse rundt i langsomt tempo og tage forsmag på pensionisttilværelsen. Til gengæld får man del i en smittende nysgerrighed og glæde over verden. I morgen tidlig er han frisk igen, vågner og vil have historie på sengen inden morgenmaden.

Og hvad skal vi, når vi har spist morgenmad?

Man trænger mest til ferie efter at have haft sådan en feriedreng i huset i et par dage.