De fleste mennesker vil gerne det gode, men kommer ofte til at gøre det onde. Alligevel skal vi lade være med at skamme os, når vi gang på gang oplever, at gode intentioner bliver ved ordene, og kun alt for sjældent udmøntes i handlinger.
Det mener Christian Tafdrup, der de seneste måneder er blevet særligt konfronteret med sin egen utilstrækkelighed, når det gælder gode gerninger. Gennem sit instruktørarbejde på forestillingen ”Biedermann og brandstifterne”, der havde premiere på Aarhus Teater fredag, er han dykket dybt ned i begrebet politisk korrekthed og har erkendt, at han selv, og mange, mange andre, er spændt for den vogn.
”Skam er den værste følelse, så den skal vi lade være med at dyrke. Jeg skammer mig ikke, men arbejdet med stykket har fået mig til at turde kigge ind i mig selv og blandt andet stille spørgsmålet: Er det o.k. at være hyklerisk?”, siger Christian Tafdrup. Det er dagen før premieren på den schweiziske forfatter Max Frischs ”Biedermann og brandstifterne”, og den debuterende teaterinstruktør er ikke bleg for at indrømme, at han er træt. Forløbet har været intenst, og Max Frischs tekst er af en kaliber, der godt kan være udmattende.
Det er en grum komedie om en mand, Biedermann, der tror på det bedste i alle mennesker og derfor lader to sære personer flytte ind på sit loft. Selv da de begynder at fylde loftet med benzindunke, nægter han at tænke ilde om sine to logerende, men hvad gør han, da de beder ham om en tændstik?
”For mig er stykket først og fremmest en fortælling om noget alment menneskeligt, nemlig det at lukke øjnene for problemerne og forsøge at blive venner med det, vi frygter,” siger Christian Tafdrup og fortsætter:
”Biedermann minder vildt meget om mig selv. Jeg er sådan en, der for eksempel synes, at vi skal kunne rumme alle mennesker, og samtidig har jeg ikke lyst til at sætte mine børn i en folkeskole, hvor der er flere indvandrere end etniske danskere. Hvis jeg er på Nørrebro, går jeg sjældent en tur omkring Mjønerparken, og når jeg passerer mørklødede mennesker på gaden, så smiler jeg i håb om, at de smiler tilbage, og jeg derved kan føle mig tryg. Der er altså ikke overensstemmelse mellem det, jeg siger, og mine reelle handlinger. Hvad er jeg så for et menneske?”.
Biedermann, der i Aarhus Teaters opsætning spilles af Nicolaj Kopernikus, er sådan en mand, og Christian Tafdrup kan godt lide ham.
”Biedermanns grundsætning er: Det sker heldigvis ikke her hos os. Det er jo ren overlevelse, for hvad skal vi ellers gøre?”, spørger instruktøren.
Men Biedermanns handlinger – eller mangel på samme, minder også Christian Tafdrup om Sveriges håndtering af indvandrerproblematikken.
”Sveriges ambition om at være et politisk korrekt land ender jo med at føre til undergang, fordi de ignorerer fakta og realiteter. I vores privilegerede del af verden er det moderne at møde andre med tillid. Når vi nu har det så godt, så føler vi også et ansvar for at se det gode i alle mennesker. Men vi lever i hykleri, for i virkeligheden er det vores egen angst, der driver os.”
I ”Biedermann og brandstifterne” får det, som titlen antyder, fatale konsekvenser. Stykket blev opført første gang i 1958 og blev set som et forsøg på at gøre op med nazismens grusomheder og belyse menneskers ansvar og frihed i spændet mellem individ og fællesskab. Derfor er det Djævelen og det onde selv, der træder ind ad døren hos Biedermann.
”Frisch stiller spørgsmålet: Findes det onde, og hvis det gør, hvad skal vi så stille op med det? Det første svarer han selv på: Ja, det onde findes. Den anden del er straks noget mere kompliceret. Før Anden Verdenskrig anede man ikke, hvordan man skulle forholde sig til nazismen. Det er væsentligt at kigge på nu, hvor vi diskuterer, om Europa og vestlige værdier er under pres. Stykkets pointe er, at brandstifterne ikke repræsenterer nogen politisk ideologi, men er den rene og skære ondskab. Han er solidarisk med os alle sammen, fordi han har fat i noget urmenneskeligt, nemlig: Hvad sker der med os, når det, vi frygter, ringer på vores dør, og vi ikke vil indrømme, at vi frygter, fordi vi gerne vil være gode mennesker?”, siger Christian Tafdrup og roser Frisch for at have skabt det, som et kunstnerisk produkt skal, nemlig at stille de store spørgsmål.
”Så kan folk bagefter gå ud og snakke om masseindvandring, hvis de vil, men de kan også tale om, hvad det vil sige at være menneske.”
Stykket er skrevet som en politisk satire, men ifølge Christian Tafdrup er det også en slags fabel med mange religiøse symboler som eksempelvis kirkeklokker og halleluja-kor. Det sidste er skrevet som talekor, men i den debuterende teaterinstruktørs version er det gjort til et operakor, der skal forstærke de store følelsesmæssige dilemmaer.
”Det skal blandt andet understrege, hvordan der går totalt kludder i det gode og det onde. Alle, der burde være gode, ledere som Hitler og Stalin, ender i himlen, mens folk med middelklasseproblemer, som Biedermann og hans kone, ender i Helvede. Men så strejker Helvede, for de vil have de rigtige forbrydere og ikke bare de politisk korrekte hyklere,” fortæller Christian Tafdrup.
Det leder ham hen mod sin egen situation som politisk korrekt tænkende menneske.
”Det er klart, at alt det, jeg siger og tænker, er gratis, så længe alting er godt, der hvor jeg er. Det interessante er: Hvis ulykken rammer, hvem er jeg så? Jeg håber ikke, at jeg bliver en Biedermann, men sandsynligheden for det er stor,” siger han.
Men skamme sig vil han ikke. I stedet opfordrer han til taknemmelighed:
”I stedet for at gå op i småting burde vi glæde os mere over alt det, vi har”.