I det samfund, jeg voksede op i, betød Jerntæppets deling af øst og vest, at der, uanset hvad man mente om Sovjet, fandtes et andet paradigme. I det mindste en vis usikkerhed. Holder kapitalismen? Men vigtigere var det, at ungdomsoprøret med sin flagrende dagsorden fik åbnet et rum, i det mindste for en stund, hvor man kunne forestille sig en anden måde at leve på. Eller bare forsøge sig med formuleringen af andre værdier end den rå berigelse, den vulgære ophobning af materielle symboler på ”det gode liv”.
Alt dét fremstår komisk i dag. En anden måde at leve på, var det ikke noget med mikrofonhår, bongopatter og bollerum? Jeg kan heller ikke selv forstå, at jeg engang stod i Fælledparken første maj med en håndbajer og en romantisk forestilling om revolution, forandring og frigjorthed. Endnu mindre forstår jeg, at der var et år i gymnasiet, hvor jeg opmærksomt fulgte processen i Stammheim-fængslet og i referaterne af Baader-Meinhof-gruppens udsagn, ja, selv i deres fysiske fremtoning, så et relevant spørgsmål til den herskende samfundsorden.
Men under vildfarelserne og vrøvlet og det misforståede opgør med kønsforskellen og al æstetisk sans var der i 1970'erne en åbenhed og tvivl, selv i ”det borgerlige samfund”, som siden er forduftet til fordel for den blinde fundamentalisme på markedskræfternes vegne.
Der er ikke rigtig noget argument imod de kræfter, vel? Selv når mine børn ser fjernsyn, handler det om at konkurrere, vinde eller blive skilt ud. Hvor meget tv for børn og unge er ikke skåret til efter X Factor-modellen, hvor vi hver gang skal tage afsked med nogen? Publikum opgejles til hyklet sympati for taberne, før de bliver sendt ud i mørket, og vinderen kniber sågar en tåre over de andres skæbne og sin egen ubegribelige succes.
Man fristes til at se de programmer som en afspejling af stemningen i et barskere, mere ”kompetitivt” samfund, men den venstreorienterede samfundskritik overser til gengæld, at markedet er folkemagt i fri dressur. Det er jo seerne, der stemmer om, hvem der skal ”gå videre”, og sådan er det hele vejen igennem. Lige siden PH og kulturradikalismen har elitens kritik af pop og fordummelse diskvalificeret sig selv med sin højrøvede arrogance over, at et demokratisk samfund skulle komme og fortælle folk, hvad de har godt af.
Det skal ingen, og alle tankerne om et alternativ til det bestående har da også lidt samme skæbne som den klassiske dannelse, der i 68 fik sådan et gevaldigt los i røven. Efter at de store prospekter om kollektiv og barfodet lighed er røget i arkivet for vildskud, er der kun kulturlivets marginaliserede reservater tilbage for forestillingen om, at livet er andet og mere end karriere og vækst. Men det er med kunsten, som det er med folkekirken, man subventionerer den gerne, bare man selv kan slippe. Det er også svært at nå det hele, når der skal være tid til karrieren, børnene, den flade mave, de fede rejser og slow food med vennerne omkring det provencalske langbord.
Min farmor havde tidligt lært at klare sig med lidt, og sparsommeligheden var en livsform. Hun havde aldrig været længere væk end Gardasøen, men hun læste bøger hele livet. I romanerne kunne hun være alle vegne og leve sig ind i hvem som helst, mens hun sad i aftensolen på sin lille altan ved Svanemøllen. Hun tilhørte en generation, der ikke havde lært at foragte litteraturen, bare fordi den sjældent smisker og byder sig til.
Læsningen var med til at skabe en stemning, en bund i tilværelsen, endda en form for værdighed, selvom forholdene var små. Og der er stadig mange, der læser som hun. Går på biblioteket og finder noget. De gode læsere er et skyggesamfund bag mediernes larm og fagter, bag den evindelige stræben efter mere vækst og velstand. De vil også helst sidde for sig selv i deres krog med den bog, de er i gang med.
Er der efterhånden noget taberagtigt ved litteraturen som kulturform, som forbrug? Somme tider spørger jeg mig selv, om man kun læser - andet end krimier og bøger om management - hvis man har fået et knæk eller endnu ikke er robust nok til ikke at deltage i ræset. Hvis man enten er blevet spyttet ud igen eller endnu ikke har fået adgang? Knækket kan være sygdom, ufrivillig ensomhed eller blot, at man er ved at være gammel og derfor næsten per definition hægtet af i et samfund, der kunstigt forlænger ungdommen ad absurdum. Men i den anden ende af spektret er der børn, der opdager bøgernes selvforglemmende eventyr, og unge, der i den rette bog finder en ven, der gider tale med dem om de store livsspørgsmål, som omgivelserne har for travlt eller er for blaserte til at tage alvorligt.
Og så er der de ensomme timer, hvor nogle er nødt til at holde sig vågne, mens alle andre sover. Natsygeplejersken, der sidder ved en enlig lampe på Rigshospitalet og læser ”Anna Karenina” eller ”Ludvigsbakke”, mens patienterne ligger og drømmer mellem liv og død. Jeg kommer til at tænke på de to sygeplejersker, som Herman Bang beskriver i sit forord til romanen om Ida Brandt, siddende ved deres bord ude i vagtstuen. Fra sin seng ser forfatteren dem løfte ansigterne mod lampen med ”øjne, der søgte fjernt, så fjernt bort, langt bort mod deres livs ukendte erindringer”. Det øjeblik beslutter han at skrive om dem.
Selvom jeg også er ambitiøs og smittet med den almindelige higen efter social prestige, så er den største succesoplevelse i mit forfatterliv alligevel, når en ukendt læser kommer hen og fortæller mig, at det er, som om min bog handler om ham eller hende. Jeg bliver helt genert, men håber samtidig, at alle læsere vil kunne have det sådan, selvom de ikke kender hinanden. Det mærkelige ved læsningens fællesskab er, at den forbinder de læsende i deres afsondrethed. Det endnu mærkeligere er, at magien bedst opstår, hvis de bliver siddende hver for sig. Kun i den helt personlige tilegnelse, hvor man vender ryggen til de andre, bliver indlevelsen universel.
Med deres indlevelse er læserne, måske uden at vide det, med til at holde dét levende og smidigt, som mere end noget andet er samfundets bindemiddel: sproget, det danske sprog. Ikke det, der bruges ude i den sociale tummel, når nogen skal overtale andre, sælge noget eller retfærdiggøre sig. Et mere inderligt sprog, der ikke kan bruges eller misbruges, fordi det er for nuanceret og for gammelt til at lade sig reducere i overensstemmelse med budskaber, geskæftig snusfornuft eller fikse idéer. Et sprog, som vi ikke kan gøre til vores uden samtidig at mærke, hvordan vi tilhører det. Hvordan Brorson og Grundtvig og H.C. Andersen og Herman Bang mumler i os og får os i tale, når vi selv taler og læser det modersmål, som de hver især var med til at berige. Sammen med Hans Hartvig Seedorff og Halfdan Rasmussen, Tove Ditlevsen og Benny Andersen. Efter Benny er det vist slut med at være folkeeje, medmindre man hedder Sebastian eller Kim Larsen.
Når en forfatter begynder at tale om sproget, er der sikkert nogle, der synes, at man bør spise brød til. Har jeg måske ikke aktier i det? Er det ikke min egeninteresse, jeg plejer, når jeg synger læsningens pris? Det er i hvert fald typisk at reagere sådan i en tid, hvor pensionerede spindoktorer hver anden aften underholder på tv om politikernes eneste sande bevæggrund, der selvfølgelig er at blive genvalgt. Meget tyder på, at det virkelig er, hvad der inderst inde driver dem, og jeg nævner det også kun, fordi mistænksomheden har bredt sig til hele samfundet.
Alt er blevet politik, sådan som venstrefløjens guruer prædikede dengang i 1970'erne. Alle har en grund til at sige, hvad de siger, og den er selvisk. Alle har noget, de gerne vil opnå, og alle andre er instrumenter til opfyldelsen af deres mål, uanset hvor pænt man pakker det ind. Jeg kan derfor kun forsvare mig og hævde min troskyldighed ved at minde om, at sproget, der ganske rigtigt er min metier, ikke er mit, mere end det er alle andres. I modsætning til musikeren, der skal lære at flytte fingrene og kende sin musikteori, begrænser mine målelige færdigheder sig til, hvad man burde kunne forvente af enhver voksen med hensyn til retskrivning og grammatik. Resten er stil, måske nok en personlig evne, men ikke som sådan en opøvet, eksklusiv færdighed, en indviet disciplin, medmindre man skriver sonetter.
Hvis jeg er skeptisk over for tanken om, at man skulle kunne lære at skrive, er det ikke, fordi jeg vil forskanse mig i elfenbenstårnets romantiske myte om beåndet radiokontakt med inspirationens orakel. Og vel kan man øve sig og blive dygtigere, det er ikke dét. Men jeg finder det kun meningsfuldt at skrive, fordi jeg også er læser. Meningen med det ensomme skribleri bliver kun mulig, fordi læseren og jeg har sproget til fælles. Derfor kan jeg heller ikke holde ud bare at skulle være et farverigt dyr i reservatet.
Jeg skriver ikke ”for mig selv”, det tror jeg ikke, der er nogen, der gør. Tværtimod tror jeg, at litteraturen, fordi den nægter at lade sig politisere, er mere ”samfundsrelevant” end al mulig debat og palaver. Relevant for, hvad et samfund egentlig er, eller i det mindste burde være. Den holder sproget levende som andet og mere end den arena, hvor man er hinandens modstander, målgruppe eller forbundsfælle. Sproget som den luft, det vejr, det kulturelle klima, hvor vi kan trække vejret, møde hinanden og mærke, at vi stadig lever i et fællesskab, som vi ikke selv har valgt.