Prøv avisen

Hvad skete der med zionismen som kulturel idé?

Det israelske flag vajer endnu stolt, men er landets grundlæggende idé ved at ligge i ruiner som her brokker i Caserea? Udviklingen i det snart forgangne år tyder på det. - Foto: Alberto Biscaro.

Den israelske pionerånd og det høje ambitionsniveau er under pres forud for et nyt år i det jødiske hjemland. Langsomt, men sikkert er Israel ved at give afkald på hævdvundne kulturelle idealer for at blive et helt normalt og middelmådigt land

Når mistanken om, at naboernes inderligste ønske er at smide dig i havet, er lige så udbredt som ligusterhække i midtjyske forstadshaver.

Når den næste krig stadig lurer lige om hjørnet mere end 60 år efter landets opståen i askerne fra Europas holocaust og en meget dedikeret og hårdtarbejdende nationalbevægelses målrettede anstrengelser.

Når dét er hverdagen, ja, så er det ikke mærkeligt, at "normalitet" efterhånden er blevet en ønsketilstand for store dele af den israelske befolkning.

I et krisepræget og især ungt, samfund som Israel, er der et oprigtigt ønske om at få lov til at leve en stille og rolig tilværelse uden konflikter og terror. Derfor spørger israelerne næsten altid med dyb selvironi: "Hvis du er fra Danmark, hvad i alverden laver du så her?"

Forstået på den måde, at hvis man er født og opvokset i et "normalt" land, hvor trafikradio bryder ind for at advare om en and med ællinger, der er blevet set i vejkanten mellem Fredericia og Vejle, så skal man i den almene israelers øjne være temmelig forstyrret for at opsøge de ekstremer, Israel byder på. Mange israelere har hæftet sig ved den undersøgelse, der på et tidspunkt i det forgangne år viste, at danskerne er verdens lykkeligste folk. De

hæfter sig i mindre grad ved, at årsagen tilsyneladende er, at danskerne er lykkelige, fordi de ikke har store ambitioner og forventninger. Og endnu mindre hæfter israelerne sig ved, at en anden undersøgelse faktisk viser, at israelerne selv er blandt de lykkeligste folkefærd i verden, trods selvmordsbomber, krig og konflikt.

Men Israel ændrer sig og undergår en normaliseringsproces. Noget, der med forsigtighed måske også kan betegnes som Israels – og den jødiske verdens – entré i middelmådighedens univers.

En verden, hvor det helt exceptionelle antal nobelpriser givet til jøder gennem historien nu overskygges af et middelmådigt israelsk skolesystem, der er hægtet bagud på så vigtige områder som matematik, fysik og computervidenskab. Det Hebraiske Universitet, der for 15 år siden lå meget højt på verdens rangliste over de bedste universiteter, er dalet helt ned på plads nr. 71, som det eneste israelske universitet blandt de førende 100.

Betegnelsen "bogens folk", som jøder kalder sig selv og er blevet kaldt af andre på grund af fremragende forfattere, filosoffer, tænkere og videnskabsmænd, har en anden betydning i nutidens Israel. I dag er det de ortodokse jøder, der er bogens folk – eller rettere: den ene bogs folk, for de læser kun én bog, Toraen. Mens den ene regering efter den anden dynger de ortodokse til med penge for på den ene side at bevare regeringen og på den anden side at opfylde et diffust ønske om at bevare Israels religiøse jødiske identitet, tørrer budgetterne, der skal producere fremtidens nobelprismodtagere, ud.

I Israel er sportsministerposten slået sammen med kulturministerposten, da ingen af posterne tages særlig alvorligt. Israels teaterscene og skuespillere lider af konstant budgetmangel, og mange af de store jødiske manuskriptforfattere ville uden tvivl vende sig i graven, hvis de vidste, hvor lavt Israel prioriterer jødisk kulturliv.

Yair Lapid, en israelsk klummeskribent, tv-vært og måske kommende politiker er blandt dem, der hver uge skriver lange holdningsartikler om, hvor frygtelig Israel vil se ud, hvis den

nuværende strudse-opførsel med at stikke hovedet i jorden og vente på Messias får lov til at fortsætte. Med tørre tal viser han, hvordan Israel sylter alt det, der har fået landet til at blomstre indtil nu. Israel er en stærk it-nation, og for 10-15 år siden var det israelske studenter, der vandt internationale priser i matematik og fysik. It-branchen er stadig nævneværdig, men studenterne er overhalet af de iranske studenter, og med de nuværende budgetter, skal it-branchen også være ualmindelig dygtig for at kunne bevare sin prestigeplads i fremtiden.

En uundgåelig udvikling, siger mange israelere. Normalitet og middelmådighed er en del af pris, vi betaler for en selvstændig stat, lyder argumentet.

En virkelighed, der står i stærk kontrast til de ludfattige diaspora-jøder fra Østeuropa, der efter ankomsten til New York på tre generationer forvandlede sig selv fra at være de uuddannede nyankomne til at være byens rigeste og bedst uddannede elite. De havde en pionerånd, mange israelske jøder har mistet på to generationer.

Det samme havde og har mange andre af Europas, Asiens og USA?s jøder i form af den drivkraft og de ambitioner, det åbenbart skaber grobund for, når man er et til tider forfulgt, men altid religiøst mindretal, der ikke kan tillade sig at sove i timen.

Derfor er den klichemættede forklaring om, at vi alle drømmer om det, vi ikke umiddelbart har, ikke svar nok på, at israelske forfattere nærmest med stolthed i stemmen fortæller, at den litterære debat er død, fordi Israel endelig er ved at blive et normalt land som alle de andre.

Den samme normalitet har også kastet sig over israelsk populærmusik, der efter flere årtiers halvhjertede plagiater af vestlig rock nu er landet på en skinger hebraisk udgave af den arabiske popmusik, resten af regionen byder på. Og dommedagsadvarslerne om, at Israel i fremtiden vil blive overhalet af lande som Indien, Tyrkiet og måske arabiske lande på alle de tekniske og videnskabelige områder, man stadig kan bryste sig af, lyder som hule skrig i den sovepude, Israel er blevet for mange af landets borgere. Lige som hos forfatterne er det ikke nødvendigvis skidt, for endelig er der noget, der både er israelsk og "normalt" på samme tid.

Jewish Agency er ansvarlig for jøders immigration til Israel og har et erklæret mål om at få alle verdens jøder til at emigrere til landet.

Idéen er naturligvis at lokke de pengestærke og de veluddannede hertil for at få dem til at sætte mere gang i hjulene og dermed sikre Israel en stærk økonomi, et stort lager af lyn-intelligente tænkere og et kulturliv, der kan måle sig med de bedste af de bedste. Men alene tanken om at tømme verden for jødiske mindretal og samfund er skræmmende set i forhold til Israels nuværende status og fremtidige retning.

Israels falafel-pop-lige-ud-ad-landevejen-kultur med hyggelige Skandinavien som forbillede, tilsat lidt af den ene bogs identitet, er fint. Men uden et stadig ambitiøst diaspora-samfund, hvis hjerte både banker for Israels ret til eksistens, men også for deres egne hjemlande og ambitioner, er Israel dømt til en fremtid i middelmådighedens navn.

For Israel sender 62 år efter landets oprettelse utvetydige signaler om, at det ikke tager mere end to-tre generationer at tage luften ud af den ballon, der engang var ved at eksplodere af ambitioner, visioner, pionerånd og handlingsstærke politikere, for igen at fylde den med middelmådighed, kompromiser og mangel på ambitioner.

allan@k.dk