Prøv avisen

Hvad stiller man op med sin hemmelige lyst?

3 stjerner
Det er som om Morten Ramsland ikke har kunnet beslutte sig for, hvilken slags roman han vil skrive. – Foto: Martin Dam Kristensen

Morten Ramsland har skrevet en udviklingsroman om en mands rejse mod at vedkende sig sin seksualitet. Men historien er for langstrakt og for ubeslutsom

Magisk realisme, grotesk realisme, beskidt realisme, vildskab og frodighed. Det er nogle af de etiketter, man kan sætte på Morten Ramslands forfatterskab, hvor den fabulerende slægtsroman ”Hundehoved” fra 2005 er det storsælgende og prisbelønnede hovedværk.

Nu har Ramsland (født i 1971) skrevet romanen ”Lyskabinettet”, og det er en lidt anden historie. Ifølge forlagets pressemeddelelse har han arbejdet på den i mange år.

Det er en udviklingsroman om en mand (og jegfortæller) ved navn Thomas, som deler alder og måske også en del biografiske data med forfatteren. Han er omkring de 40 år og fanget i den moderne familiemaskine med tre børn, der kræver deres, og en kone, der ikke er lykkelig for hans udfald og depressioner.

Fra begyndelsen får læseren at vide, at Thomas har seksuelle lyster, han ikke kan forfølge med sin kone, og romanen opruller derefter med spring frem og tilbage i kronologien hele hans liv gennem drengeår og ungdom til voksenlivet. Med det notabene, at den røde tråd hele tiden er Thomas’ meget langsomme opdagelse af og kamp med sine egne seksuelle lyster og vanskeligheder med at finde sig til rette i den traditionelle maskuline kønsrolle og den heteroseksuelle norm.

Historien er indsat i en ramme, der også har givet romanen dens navn. Thomas har for at få styr på sit liv og sin lyst opsøgt en excentrisk og falleret psykolog og terapeut ved navn Overbeck, der bedriver narrativ terapi ved hjælp af et lyskabinet. Han og apparatet har en særlig evne til at få de underbelyste eller fortrængte sider af livshistorien frem.

Dette set up virker som en underlig forlegenhedskonstruktion. Reelt hører vi aldrig særlig meget om denne Overbeck og hans teknikker og hans apparat. Med jævne mellemrum og en træt rutine af gentagne formuleringer får vi dog at vide, at Overbeck ikke er helt tilfreds med det, han hører, og derfor må han nu skrue lidt på lamperne.

Overbeck skal repræsentere det forhold, at fortælleren kun under en vis modstand lægger sit liv frem. For hvordan kan man fortælle sin historie, når man er en gåde for sig selv, som der står et sted. Men det er altså ikke godt. Forfatteren virker svigtet af sin redaktør, hvad rammen angår.

Thomas føler ikke, at han passer ind. Han drages imod andre mænd, imod at lege med at være kvinde (lægge makeup og gå i dametøj) og ikke mindst imod positioner af passivitet, ydmygelse og masochisme. Han har det derfor tilsvarende svært med de maskuline fællesskaber og maskuline roller, han tilbydes gennem sit liv.

Han genfortæller det hele for Overbeck med særligt blik for alle de situationer, hvor de mærkelige længsler og følelser har meldt sig. Scener fra barndom og ungdom veksler med scener fra voksenlivet. Det skal illustrere, at det samme liv hele tiden kan fortælles på andre måder, og at vi ikke må lade os tyrannisere af den bestemte fortælling, vi er blevet låst fast i, en tanke Peter Høeg også dyrkede i sin nyligt udkomne roman.

Men det får desværre ”Lyskabinettet” til at virke leddeløs. Mangen en gang tænkte jeg: Hvorfor skal jeg læse det her nu? Hvorfor ikke for 300 sider siden?

Romanen er langsom, grundig, bred. Den tager sig utrolig god tid. Det fungerer godt, måske især i beskrivelserne af særlige fællesskaber, en svømmeklub, en fisketur, et hotelkøkken i Odense. De kollektive scener er gennemgående gode. Det er ironisk nok, som om romanen løfter sig, når hovedpersonen får tildelt en birolle.

Da Thomas i en lidt umotiveret sidehistorie fortæller om en vens håbløse forelskelse i en bestemt pige, stiger intensiteten også betragteligt. Måske er Ramsland simpelthen bedre som fiktionsforfatter end som forklædt selvbiograf (hvis det da er det, han er).

Romanen bliver utroligt kedelig og omstændelig, når vi skal have alenlange mistrøstige kæreste-historier, når Thomas som dreng lærer at onanere, når han leder efter forældrenes pornoblade i barndomshjemmet.

Det hele er så detaljeret fortalt, at det er, som om teksten 1:1 vil gengive den betydning, de forskellige seksuelle gennembrud har haft for personen selv. Men sådan kan litteratur ikke fungere. Der må gerne udelades – og sættes projektør på.

Det er, som om Ramsland ikke har kunnet beslutte sig for, hvilken slags roman han vil skrive. På den ene side er det en meget traditionel udviklingsroman med særdeles brede miljø- og slægtsbeskrivelser, på den anden side skal det hele tiden være seksualiteten, lysten, der er handlingens bankende hjerte og tikkende bombe, og som næsten kun viser sig i sprækker og momenter.

For vi har ikke med en erotisk roman at gøre. Der er ikke meget kalkuleret pirringsværdi i de seksuelle scener. Det er mere Thomas’ stærke længselsblandede modstand mod lysten, der fylder, end det er lysten selv. Det er der selvfølgelig også en pointe i. Men det er alligevel, som om vi hele tiden helst skal kigge væk fra det, det hele hævdes at handle om.

Måske skulle forfatteren have haft stærkere indslag af psykologi og filosofi om menneskelig udvikling. Overbeck som en klogeåge. Der er små tilløb, når han snakker om det, gestaltterapien åbenbart kalder ”forandringsparadokset”: At man i visse tilfælde kan være nødt til at forandre sig for at blive den, man er. Det er jo interessant. Og hvor kommer lysterne fra? Er de genetisk indskrevet i personen? Eller er de skabt af miljøfaktorer, små tilfældigheder? Det kan virke, som om romanen gerne vil undersøge dette, siden den nu afsøger livshistorien så grundigt. Men i så fald får vi ikke resultatet at vide.

Intentionerne bag ”Lyskabinettet” er på mange måder sympatiske. Men det virker slet ikke, som om forfatteren har været klar til at skrive den roman allerede nu.