Interessen for Vilhelm Hammershøi (1864-1916) vil ingen ende tage.
Egentlig var den symbolistiske danske maler ved at blive glemt, og havde der i modernismens glansperiode eksisteret en mulighed for at udskille gammeldags, figurativt fortællende kunstværker fra de offentlige samlinger, var nogle af Hammershøis fine metafysiske gråtonebilleder med koldt blod sendt helt ud i mørket.
I stedet blev han genopdaget af litterater som forfatteren Poul Vad (1927-2003) og Henrik Wivel, der har skrevet adskillige bøger om Hammershøi, senest i 2017 om Hammershøis billeder i Davids Samling. Efterfølgende har kunsthistorikerne Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsner i 2018 skrevet om Hammershøis brug af fotografiet, og teologen Lisbeth Smedegaard Andersen har – i 2019 – ligeledes begået en interessant og åndrig bog om Hammershøi set i lyset af Søren Kierkegaard.
Og nu udkommer en roman om Hammershøi og kærligheden skrevet af Jesper Wung-Sung, hvis seneste roman, ”En anden gren”, i 2017 blev kaldt et mesterværk i denne avis.
Noget tilsvarende er på spil her. Der er drømmeagtige sekvenser med talende dyr og blomster, der kan forekomme litterært ulogiske og forstyrrende. Men ellers er der tale om en bevægende roman holdt i en realistisk tone, der navnlig i det store midterparti virkelig kan fastholde læseren.
Hammershøi opnåede berømmelse langt ud over landets grænser i sin levetid og var beundret af beslægtede europæiske skønånder som for eksempel Rainer Maria Rilke.
En afvisning i 1888 fra Charlottenborgudstillingen af et maleri forestillende søsteren vakte forargelse blandt hans kunstnerkammerater og var sammen med endnu en refusering medvirkende årsag til stiftelsen i 1891 af Den Frie Udstilling.
I 1879 bliver firkløverbarnet Hammershøi optaget på Kunstakademiet og møder her kunstnerkammeraten Peter Ilsted (1861-1933), der i 1890 inviterer sin ven med på besøg i barndomshjemmet i Stubbekøbing. Hammershøi ser søsteren Ida og synes om, hvad han ser. Som forholdene nu var dengang, indtog Ida en tjenende og lindrende rolle i hjemmet med en tidligt død bror, som hendes på samme tid forfærdelige og stakkels, psykisk syg mor ville have foretrukket levende frem for Ida. Ida er en stille eksistens, som vi i dansk litteratur kender fra for eksempel Herman Bang og Christian Kampmann. Og Hammershøi ser et potentiale. ”Ida Ilsted,” spørger han, ”vil du være min forlovede?”.
Fire sider senere i fortællingen falder ordene så:
”Ida Ilsted, siger han. Må jeg male dig?”.
Det blev ikke sidste gang, Vilhelm malede sin nu ægteviede Ida – og i hvert fald en plausibel tolkning af de smukke gråtonebilleder med støvkornenes dans i solstrålerne i de stille stuer er, at Ida er en del af interiøret. Gengivet som hensunken i tanker eller optaget af huslige sysler.
Men som en del af kompositionen ligesom bordet, stolen og den dekorative porcelænsbowle.
Ida (hvem?) Ida. Hvad tænker egentlig Ida? Klemt mellem barndomshjemmets sorger og en svigermor, der ikke lægger skjul på, at det med valg af hustru – det kunne hendes genibarn have gjort bedre. Med Jesper Wung-Sungs roman har Ida fået en mulig stemme. Modellen, Hammershøi forelskede sig i, bliver levende og afslører varme, udtalt humor og sanselighed.
Det er en ny verden, Vilhelm gennem ægteskabet fører Ida ind i.
Hendes svigermor hører som antydet ikke til ægteskabets fordele, og når hun giver Ida lektier for, så hun kan blive klogere på, hvad det med billedkunst er for noget, orker hun ikke de tunge bøger.
Noget andet er Wilhelms kammerater, og allerede tidligt møder hun nogle af initiativtagerne til Den Frie Udstilling som for eksempel Agnes Slott-Møller:
”Ida skæver til hende og det knæk, hun har på næsen, som har hun nikket jætter skaller på stribe for at komme frem i denne verden.”
Jesper Wung-Sung tager også læseren med til Den Fries første udstilling i Kleis’ Kunsthandel, der lå på Vesterbrogade i København. Udstillingen blev en skandalesucces, fordi der var medtaget en radering, ”Frugtbarhed”, forestillende Willumsens gravide kone og et gudbenådet citat, der kunne stå som indgangsbøn til en hvilken som helst udstilling af moderne kunst:
”Den gamle kunst har sit gamle sprog, som verden lidt efter lidt har lært at forstå. En ny kunst har et nyskabt sprog, som man må lære, før man kan forstå det.”
Det er omkring dette omdrejningspunkt, der sker en slags opvågning af Ida Ilsteds opfattelse af verden:
Tilbage for en stund i Stubbekøbing ser hun, hvordan plovfurerne glinser fede og chokoladebrune, og et hus nærmest lyser som marmor. Hun noterer farver: Blyhvid, Knaprød. Messinggul.
Jesper Wung-Sung folder roligt og autoritativt fortællingen ud. Vi følger ægteparret under bryllupsrejsen til blandt andet Paris og senere en italiensrejse, tiden med boligen i Bakkehuset på Frederiksberg og selskabelighed med kunstnere og kunder. Ida som model, kunstnerhustru og rejsekammerat med skarpe og morsomme betragtninger af verden omkring sig. Som nu disse kunstnere, hvis rastløshed anses som talent, og hvis mangel på konventionelle manerer udspringer af kunstnerrollen:
Det er da nu, jeg skal male. Eller måske ikke? Det regner. Jeg bliver på kroen.
Selv drukture, noterer hun, foregår i embedes medfør.
Som vi lærer Ida at kende under parrets ophold i London og på de skiftende adresser i København, Vilhelm valgte, for det var hans værelser, hans stille stuer, hans motiv, vokser hun som hovedpersonen. Nogle af bifigurerne forbliver litterært set skitser. Skønt giganter i sam- og eftertiden, J.F. Willumsen eksempelvis, er de statister. Ida er den egentlige hovedfortælling.
En potentielt ekstrovert kvinde levende sammen med en dedikeret, introvert mand. Men Ida har en evne til at bringe magi og glædesfylde ind i dagligdagen. Den kunne gerne være nemmere, den hverdag, men Ida gør sit, for at de skal lykkes.
”Kvinde set fra ryggen” er også en fortælling om at blive voksne, vokse sammen som ægtepar og ældes sammen.
Mod slutningen af Vilhelm Hammershøis liv bliver begge ramt af skavanker og sygdom.
Med både krig og kubisme som uheldsvangert bagtæppe begynder romanen på foruroligende vis at gå i opløsning. Drømmeagtige eventyrsekvenser dukker op, fortællingen ændrer sig til en mere staccatoagtig sprogrytme fra en roligt fremadskridende beretning om ungdommens og de modne års hårde arbejde ved staffeliet; han bag det, hun foran, presset til det yderste.
Det var næppe gået i dag, og – måske lidt utroværdigt? – erkender Hammershøi undskyldende, at han har brugt hende. ”Jeg har holdt dig nede. Du har ikke kunnet folde dig ud.”
Men med den bevægende fortælling om Hammershøis død og begravelse er det, som om romanen samler sig igen, og netop der forlader vi Ida og hendes mere end 30 år lange enkestand, der falder sammen med, at Hammershøis billeder er på vej ud i glemslen.