Kristeligt Dagblads anmeldere: Disse kulturoplevelser var de bedste i 2019

Fra en sensationel præstation fra en ung danser på Det Kongelige Teater til en blokfløjtevirtuos, der frembragte et rent kildevæld af nydelse. Kristeligt Dagblads anmeldere ser tilbage på de oplevelser, der begejstrede dem mest i 2019

"Med fintunet fornemmelse for stykkets dramatiske stringens og tragiske essens har Katrine Wiedemann skabt et fortættet poetisk bud på den gamle kærlighedskomedie," skrev anmelder Kathrine Amann om Det Kongelige Teaters opsætning af "Cyrano de Bergerac", som hun tildelte fem stjerner i oktober.
"Med fintunet fornemmelse for stykkets dramatiske stringens og tragiske essens har Katrine Wiedemann skabt et fortættet poetisk bud på den gamle kærlighedskomedie," skrev anmelder Kathrine Amann om Det Kongelige Teaters opsætning af "Cyrano de Bergerac", som hun tildelte fem stjerner i oktober. . Foto: Miklos Szabo.

Peter Dürrfeld, musikanmelder ved Kristeligt Dagblad:

”Händels ’Messias’ af Mogens Dahls Kammerkor i Viborg Domkirke var betagende. Det var et møde mellem Händels vældige orato-rium under de mægtige hvælvinger i Viborg Domkirke, hvor man kan se Joakim Skovgaards fresker. Både oratoriet og freskerne behandler Det Gamle og Det Nye Testamente, og det var intet mindre end vidunderligt at få både billedsiden og lydsiden med. Kunstarterne indgik i en smuk symbiose med hinanden. Jeg gav den derfor seks stjerner.

En anden fantastisk oplevelse var, da DR Symfoniorkestret i maj under ledelse af Fabio Luisi opførte Berlioz’ ’Symphonie Fantastique’. DR Symfoniorkestret er ren verdensklasse. Min anmeldelse kom derfor til at hedde ’I den symfoniske himmel’. Folk var simpelthen ellevilde. Den gav jeg også seks stjerner.

Den tredje gode oplevelse var Johann Sebastian Bachs fløjtesonater i Garnisonskirken i juni. Det var blokfløjtevirtuosen Michala Petri, som spillede sammen med to andre dygtige musikere. Selvom det var seks sonater på stribe, blev det ikke ensformigt, for de var varierede, og Michala Petri spillede på flere forskellige fløjter undervejs. Det var et rent kildevæld af nydelse. Det var mere intimt end de to førnævnte, men ikke en mindre oplevelse. Den fik fem stjerner.”

Trine Dyrholm spiller hovedrollen i ”Dronningen”, der for filmanmelder Karen Dyssel var et af 2019’s højdepunkter. – Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Trine Dyrholm spiller hovedrollen i ”Dronningen”, der for filmanmelder Karen Dyssel var et af 2019’s højdepunkter. – Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Karen Dyssel, filmanmelder ved Kristeligt Dagblad:

”2019 har været et sandt jubelår for kvinder i film. Ikke på grund af skandalesager eller identitetspolitik, men på grund af fremragende film om og af og med kvinder. May el-Toukhys eksistentielle hverdagsepos ’Dronningen’ er ikke entydig sort eller hvid. Trine Dyrholm forfører sin stedsøn, og overgrebet folder sig ud med et tilsyneladende samtykke, der dirrer under den voldshandling, som relationen er. ’Dronningen’ er moralsk mudret, udfordrende og antitesen til politisk korrekthed. Ligesom en anden af årets absolut bedste oplevelser falder den langt uden for kønsstereotyperne.

”Spar Dame” var den største sceneoplevelse i 2019 for balletanmelder Alexander Meinertz. – Foto: Henrik Stenberg.
”Spar Dame” var den største sceneoplevelse i 2019 for balletanmelder Alexander Meinertz. – Foto: Henrik Stenberg.

For i græske Yorgos Lanthimos’ periodedrama ’The Favourite’ er det kvinderne, der styrer slagets gang. Og hvilket slag. Og hvilke kvinder. Olivia Colman, der lige nu løfter ’The Crown’ til skuespilkunst, er dronning Anne i de spæde år af 1700-tallet. Kvinderne regerer i denne overdådige komedietragedie, og intet er, som vi ellers er blevet skolet i, at det skal være. Kvinder kan være overgrebsmænd, og dronninger kan være konger. Heldigvis stråler filmene langt mere komplekst, end historierne om filmbranchen gør. Jeg gav begge film fem stjerner.”

Alexander Meinertz, balletanmelder ved Kristeligt Dagblad:

”Årets oplevelse var helaftensballetten ’Spar Dame’ af koreografen Liam Scarlett, som bygger på Aleksandr Pusjkins novelle af samme navn. Balletten havde verdenspremiere på Det Kongelige Teater i 2018, og dengang gav jeg den fem stjerner. Jeg var meget begejstret for værket. Det var virkelig lykkedes at lave en overbevisende fortolkning af teksten og karaktererne, og det var et helstøbt værk i koreografien, musikken og den utrolig flotte scenografi.

Forestillingen var derfor også længe ventet, da den i sommer åbnede sæsonen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Denne gang gav jeg den seks stjerner. Den var modnet, og det store potentiale, som den hele tiden havde haft, blev dybere: Der var endnu flere nuancer i den koreografiske tekst, en større dybde i fortolkningerne. Det var fedt at se hele kompagniet blive løftet af værket – og værket blive løftet af kunstnerne. Det peger fremad.

Ikke mindst var danseren Tobias Praetorius sensationel i hovedrollen som Hermann. Det var fantastisk at opleve en så ung og relativt uprøvet danser fuldstændig gribe scenen og dominere værket med en nærmest dæmonisk indlevelse og en så intens identifikation med rollen, at den blev virkelig. Der kommer det til at handle om livets store spørgsmål på en måde, hvor det mærker dig som menneske. Det var faktisk uforglemmeligt.”

Kathrine Maria Amann, teateranmelder ved Kristeligt Dagblad:

”Jeg vil fremhæve nogle af de klassikerfortolkninger, vi har set i år, og det skyldes, at klassikerfortolkning er en svær disciplin. Nogle af dem, der er lykkedes, er ’Brødrene Løvehjerte’, ’Penthesilea’ og ’Cyrano de Bergerac’ på Det Kongelige Teater. Her har man haft en passende respekt for forlæggets eviggyldighed, men samtidig givet det en visuel ansigtsløftning, som løfter stykket ind i vores tid. I ’Penthesilea’ har man kombineret moderne dans og elektronisk musik med Heinrich von Kleists klassiske tekst og stadig fanget og formidlet essensen.

Derudover husker jeg genopsætningen af ’Hvis dette var et menneske’ på Husets Teater om den italienske forfatter Primo Levis egne erfaringer fra Auschwitz, som jeg gav seks stjerner. Det kan gå grueligt galt med så voldsom en historie som denne, men Jens Albinus leverede den fabelagtigt som en ren monolog fra forscenen på en helt sort scene.

Men når det er sagt, så synes jeg, at det har været et lidt tamt teaterår, og jeg savner den danske nyskrevne dramatik. Sidste år så vi ’White Nigger/Black Madonna’ på Teater Sort/Hvid, som talte akkurat ind i vores tid med fokus på krænkelses-kultur, og året før så vi ’Rocky’ på Husets Teater om polariseringen mellem by og land.”8