I sin aktuelle film ”Parallelle mødre” sætter den spanske instruktør Pedro Almodóvar – som i så mange af sine andre film – fokus på moderskabet. Hvad vil det sige at blive mor, være mor – og miste. ”Parallelle mødre” har en tragisk dimension, der gør filmen til et drama med følelserne helt fremme i frontlinjen.
”Parallelle mødre” bærer Pedro Almodóvars signatur. Den er let, springende og impressionistisk afviklet i instruktørens karakteristiske kulørte stil med stærke farver, flygtige dialoger, humor og med elementer fra de populærkulturelle tv-serier, som de kendes fra Spanien, Portugal og Latinamerika. Men altid med dette lille tvist, der gør Almodóvars film eksistentielt vedkommende.
Pedro Almodóvar er rundet af Den Madrilenske Bevægelse fra 1970'erne, der med radikal intellektuel og kritisk frigørelse opstod i ruinerne efter general Francos diktatoriske fallitbo. Almodóvars film kan ses som en slags arkæologiske snit, der skræller lag af for at komme ind til sandheden i menneskets sind. Men som også graver i Spaniens historie, så fortrængte og tildækkede lag dukker op af diktaturets mørke og kaldes frem i lyset. Spanien har generationer af mødre, der mistede deres sønner under borgerkrigen og de efterfølgende udrensninger.
”Parallelle mødre” skildrer således mødre af den ældre generation over for mødre fra den yngre, der er vokset op i frihed og med mulighed for at træffe egne valg. Filmen forsøger at række hånden ud fra den ene generation til den anden og skabe et bånd, der forpligter og danne en solidarisk slægtsfølge fra kvinde til kvinde, fra mor til mor. Filmens ene hovedperson bærer en T-Shirt, hvorpå der står: ”Vi bør alle være feminister”; det samlede udsagn i Almodóvars film synes at være det samme.
”Parallelle mødre” følger de to kvinder Janis – spillet af Almodóvars fiksstjerne Penélope Cruz – og Ana – spillet fuldkommen hudløst nærværende af Milena Smit. De har det tilfælles, at de begge er singler og bliver gravide uden at ville det. Men deres børn vil de have og selv tage vare på. Deres tilfældige møde på fødegangen bliver skæbnesvangert. Deres liv vikles ind i hinanden på en måde, der ikke skal røbes her, for filmen lever af sine overraskelser. Janis er i 40'erne, mens Ana er helt ung. Den ene med et liv, den anden midt i et forsøg på at få sig et. Men begge med ar på sjælen og dunkle huller i sindet.
Både Janis og Ana bliver nødt til at lukke op mod fortiden, og hvad den skjuler, ligesom de ganske overraskende viser sig at have behov for hinanden med følelsesmæssige bånd af utæmmelig, instinktiv styrke. Og begge med forsvundne fædre, der skal identificeres, og mødre, der skal kaldes tilbage. Almodóvar afvikler plottet i den raffinerede blanding af lethed og patos, der er hans kendetegn, ligesom han med vanlig empati skildrer intimiteten og fortroligheden mellem kvinder, så den bliver vedkommende.
Snarere end at være en film om kvinder på randen af et nervøst sammenbrud er ”Parallelle mødre” en film om kvinder på kanten til et sublimt gennembrud. Et gennembrud til generationen af formødre i Spanien og til de mænd, der mistede livet i kampen for et bedre samfund og endte i massegrave med munden fuld af jord. Og et gennembrud til det egentlige slægtskab mellem kvinder og børn i en solidarisk givende gestus. Absolut seværdig.
Parallelle mødre (Madres Paralelas). Manuskript og instruktion: Pedro Almodóvar. Fotograf: José Luis Iglesias. 123 minutter. Spanien 2021. Premiere i dag i et stort antal biografier landet over.