I disse dage lyder der skud i de københavnske gader. Fire episoder på fire dage med tre døde. Bandeopgør trækker blodige spor. Den samme problematik gælder i ”West Side Story”. Bandeopgør med døden til følge.
De fleste af os kender handlingen og sangene fra musicalen ”West Side Story”. Den var i 1957 en nytænkning af genren, der begejstrede alt og alle. Med musik af Leonard Bernstein og tekster af Stephen Sondheim lagde musicalen Broadway og hele teaterverdenen ned. Handlingen havde de lånt fra Shakespeares ”Romeo og Julie” og lagt ind i New Yorks omfattende bandemiljø i 1950’erne. West Side refererer til den vestlige side af Manhattan.
I 1961 blev den lavet til film, og den blev nomineret til ikke mindre end 11 Oscars og vandt de 10. Den gik sin sejrsgang over hele verden – også i Danmark, hvor unge slugte den råt.
Det var ikke mindst dansen i filmen, der var betagende, og så selvfølgelig moderniteten i stykket. Det var nutid med smarte unge ”anderumper” i rollerne. James Dean skulle have spillet hovedrollen, men han døde desværre i en ulykke, men i filmversionen var det smukke Natalie Wood, der havde spillet sammen med James Dean i ”Vildt blod”, der spillede Maria, og det gav succes.
I Shakespeares gamle stykke fra 1595 er Romeo og Julie fra to stridende familier. De forelsker sig i hinanden, men desværre ender deres kærlighed tragisk. Det samme sker i ”West Side Story”, hvor familierne er blevet til bander, The Jets og The Sharks. Den første gruppe har rod i det irsk-katolske, og den anden er puertoricanere. De kæmper om magten i deres fælles bydel, og æresbegreberne er ganske kontante og styrende. Der er ikke plads til dialog.
Problemet opstår, da Tony fra The Jets forelsker sig i Maria, hvis bror er leder af The Sharks. Opgøret udspiller sig i New Yorks slum, der er under hastig forvandling. Inden længe er den gamle elendighed væk, og kriminaliteten vil gå samme vej, siger man fra politiets side, men banderne er ikke med på den. De er båret af de gamle fordomme og øjeblikkets magtstruktur.
Slutningen i den moderne udgave af ”Romeo og Julie” adskiller sig selvfølgelig fra den gamle i sin moderne handling, men resultatet er det samme: tragedie.
Spielbergs nye version adskiller sig ikke meget fra 1961-versionen. Det er samme tidsperiode, handlingen foregår i. Der er amerikanerbiler, strutskørter til kvinderne og pomadehår til mændene. Det er samme bandeidealer og kønsroller. Hvor mændene hænger i det gamle, og kvinderne ser muligheder i fremtiden og synger gladeligt:
”I like to be in America.”
Undervejs kan man godt tænke, hvorfor filmen egentlig er lavet igen, når der ikke er nyfortolkninger lagt ind i en mere væsentlig grad. Hvad vil Spielberg egentlig med at bruge trekvart milliard kroner på denne film?
Måske tænker han, at der ikke er sket nok i USA på de 60 år. Der er stadig kriminalitet med samme æresbegreber. Der er bander og skoleskyderier. Der er tragedier og dumme modsætninger hele vejen rundt. Når man ser slutningen af hans flotte film, så tænker man på absurditeten i tabet af menneskeliv. Den absurditet er sandelig ikke blevet mindre i 2021.
Musikken og dansen i filmen er fejende flot, men fænger den i den yngre generations opfattelse? Men vi gamle nyder gensynet – dog med lidt rynker i panden.