Prøv avisen

Hvem dræbte drengen?

"Det første jeg tænker på" foregår i et dansk landsogn, hvor der en sensommerdag sker en alvorlig ulykke. Romanen bringer mindelser om Tage Skou-Hansen og bør sikre Ida Jessen et folkeligt gennembrud. -- Foto: Kirsten Klein.

ROMAN: Ida Jessen har skrevet en suveræn fortælling om skyld, soning og tilgivelse

Kan man tilgive sit barns morder? De fleste ville nok have vanskeligt ved det, men måske kan det faktisk lade sig gøre. Det indtryk får man i hvert fald af Ida Jessens nye roman, "Det første jeg tænker på", som finder sit afsæt i en tragisk begivenhed. En lille dreng har på sin syvårs fødselsdag fået en ny, funklende blå cykel. På sin første tur på vej hjem fra en kammerat sker det, der ikke må ske: Han bliver kørt ned af en flugtbilist og dør nogen tid efter på hospitalet uden at være kommet til bevidsthed.

Drengens mor, Lisa, er præst og insisterer på selv at afholde begravelsen, hvad hun ifølge sin barndomsveninde Birgitte, der fortæller historien og i udgangspunktet ikke har sympati for hverken præstestanden eller kristendommen, ikke burde have gjort. Lisa er efter hendes vurdering alt for involveret til at kunne håndtere situationen professionelt. Det er kun et ud af de mange etiske spørgsmål, som romanen rejser på en behagelig uanstrengt facon.

Det, der driver fortællingen frem og afslører både skønne og dystre sider af de involverede personer, er spørgsmålet om skyld. Politiet mener, at det er en lokal, måske et medlem af menigheden, der har kørt drengen ned, men ingen ved noget med sikkerhed. Det skaber en mærkelig anspændt atmosfære i det lille landsbysamfund, hvor alle vogter på alle.

Lisa, der føler, at hun som præst har lagt alle kræfter i menigheden omkring sig, forstår ikke, at den skyldige ikke melder sig, så hun kan tilgive vedkommende. Samtidig kæmper hun med sin egen opædende skyldsfølelse, fordi hun, tror hun, kunne have forhindret drengens død ved at have handlet anderledes. Derfor bliver skyld, tilgivelse og nåde de centrale kategorier i fortællingens univers, der altså tydeligt fortolker et nutidigt, hæsblæsende liv i en kristen forståelsesramme.

Det er sjældent, at en ny dansk roman reelt tåler at blive sammenlignet med klassikerne i dansk litteratur uden at blegne totalt i lyset fra fortidens store værker. Ida Jessens "Det første jeg tænker på" hører til blandt de få undtagelser. Hun behersker ubesværet den tekniske side af sagen og skaber derfor en lydefri fiktion. For eksempel er dialogerne både præcise og troværdige. De er, som man siger i forfatterjargonen, lyttet frem. Det er svært nok i sig selv. Det virkeligt opsigtsvækkende er imidlertid, at hun med sin fortælling er i stand til at belyse centrale spørgsmål i vores nutid og samtidig fastholde et historisk perspektiv.

Det første fordi fortælleren er en kvinde på 38 år, der i sin endeløse jagt på en mand at realisere et familieliv med demonstrerer en desperat side af singlekulturen. Det andet fordi Jessen med et lille antal snapshot diskret stiller skarpt på udviklingen i præstegårdskulturen fra 1800-tallet og frem til i dag.

Det betyder, at "Det første jeg tænker på" i lighed med for eksempel Tage Skou-Hansens romaner vil kunne læses af et bredt publikum. Hvis kataloget af rosende anmelderfraser ikke var så hæsligt nedslidt, ville jeg kalde romanen for "gribende", "rystende", "besættende", "tankevækkende" og så videre. Jeg vil imidlertid nøjes med et enkelt adjektiv. "Det første jeg tænker på" er en suveræn roman. Den vil formentlig også blive læst om 50 år. Ida Jessen, der allerede læses af mange, fortjener med sin nye roman det, man engang kaldte et folkeligt gennembrud.

I morgen bringer

Kristeligt Dagblad et interview

med Ida Jessen

Ida Jessen: Det første jeg tænker på. 229 sider. 249 kr. Gyldendal. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk