Hvem er den rigtige danske familie?

I dag indleder DR søgningen efter en familie, der skal foreviges i en bronzeskulptur. Ifølge idémanden bag, kunstfaglig direktør på Kunsthal Aarhus Jacob Fabricius, kan den valgte familie blive alt fra ”den enlige mand med hund” til ”far og mor med 12 børn”

Jacob Fabricius med sit private bud på en rigtig dansk familie: Fra venstre er det kæresten Nanna Grunnet, datteren Esther på to et halvt år, sønnen Niels på seks år og far Jacob Fabricius selv.
Jacob Fabricius med sit private bud på en rigtig dansk familie: Fra venstre er det kæresten Nanna Grunnet, datteren Esther på to et halvt år, sønnen Niels på seks år og far Jacob Fabricius selv. . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Familien er menneskers måde at være i verden på. Vi har forældre og bedsteforældre, og måske har vi også søskende, onkler og tanter, kusiner og fætre, en hustru eller en ægtemand. Mange af os har ekskoner, eksmænd og delebørn. I nogle familier er der én forælder, i andre to af samme køn, og endelig er der dem, der biologisk set slet ikke er i familie med hinanden, men blot vælger at leve sammen som en – ja, familie.

Der er ifølge Danmarks Statistik 37 måder at være familie på i Danmark, så hvilken er den rigtige?

Spørger man Jacob Fabricius, er hans egen rigtige familie kæresten Nanna og deres to børn, Niels og Esther. Men som kunstfaglig direktør på Kunsthal Aarhus og initiativtager til projekt ”En rigtig dansk familie”, der skydes i gang i dag, er han klar til at udvide begrebet betragteligt.

”Familie er også noget, man kan vælge og fravælge, og noget, som den enkelte selv er med til at definere. Jeg aner ikke, om den rigtige danske familie er en enlig mand med hund, den sammenbragte familie med 12 hjemmeboende børn, regnbuefamilien med hver sit barn eller noget helt fjerde. Opfordringen lyder på at lade danskerne definere deres egen familie, og jeg er virkelig spændt på, hvilken familie, der vinder,” siger han.

En vinder bliver der, for der er tale om en konkurrence. En slags X-faktor møder klassisk bronzeskulptur-tradition. Præmien er nemlig hverken et års forbrug af Matadormix, en tur til Gran Canaria eller noget andet, der kan give tilfredsstillelse på den korte bane. Familien, der ender med at blive udpeget som vinder, skal foreviges i en bronzeskulptur i fuld størrelse. Skulpturen kommer til at stå på et offentligt tilgængeligt sted i København. Præcist hvor er endnu ikke afgjort. Alle familier kan melde sig, og udvælgelsen samt kåringen af vinderen bliver vist i tre DR-programmer til næste sommer.

Er det ikke provokerende at tale om ”en rigtig dansk familie”, når nu der er så mange måder at være familie på i det her land?

”En rigtig dansk familie”, synes jeg, er en smuk titel. Den sætning vil for de fleste danne billeder i hovedet. Det interessante er, hvilke billeder, den danner. Er det den pænt udseende familie med mor, far, to børn og en hund, der står foran villaen og bilen? Er det en storfamilie med delebørn, eller er det en single kvinde- eller mand i en 2-værelses lejlighed? Jeg har ikke taget stilling til, hvad der er en rigtig dansk familie, men jeg glæder mig til at se, hvem der melder sig,” siger Jacob Fabricius.

Skulpturen skal udføres af den britiske kunstner Gillan Wearing, og Jacob Fabricius fik ideen, da han for nogle år siden var i Birmingham og mødte kunstneren, da hun var i gang med værket ”A Real Birmingham Family”.

Her meldte 400 familier sig med et bud på en rigtig familie, og Gillian Wearing udvalgte sammen med en dommerkomité de to søstre Roma og Emma og deres to sønner. De fire står nu med hinanden i hænderne i fuld størrelse, støbt i bronze foran Birminghams bibliotek.

Valget af de to søstre har givet anledning til debat i byen, for hvorfor netop dem? Hvorfor er mændene fraværende? Og kan man overhovedet være en rigtig familie uden en far?

Værket ”A Real Birmingham Family” (2014) af den britiske kunstner Gillian Wearing. Bronzeskulpturen foreviger to søstre, der lever alene med hver deres søn. Den ene er gravid. Skulpturen er opstillet i Birmingham.
Værket ”A Real Birmingham Family” (2014) af den britiske kunstner Gillian Wearing. Bronzeskulpturen foreviger to søstre, der lever alene med hver deres søn. Den ene er gravid. Skulpturen er opstillet i Birmingham. Foto: Pressefoto

”Kunst er et frirum, der stiller spørgsmål og sætter ting til debat, og jeg synes, at debatten om, hvad der er en familie, er vigtig og væsentlig. Der er nok ikke særligt mange, der ved, at der er 37 forskellige måder at være familie på i Danmark. Jeg vil da heller ikke selv på stående fod kunne nævne dem alle. Men med sådan et projekt her kan vi gøre hinanden bevidste om, at der er forskellige normer. Nogle er indskrevet i vores religion, andre er ikke. Men vi er allesammen født ind i en verden, som vi ikke selv vælger. Det, der så kendetegner netop vores tid, er vores flytten rundt i verden og en stor mangfoldighed i livsformer,” siger Jacob Fabricius og tilføjer: ”Vi fastfryser et billede på en familie anno 2016, og det er klart, at det billede ville have set helt anderledes ud, hvis vi havde gjort det i 1950 eller ventede til 2050.”

Portrætskulpturer støbt i bronze og opstillet i det offentlige rum, forbinder de fleste med kongelige til hest eller politikere og kulturpersoner, der er afbilledet i særlige forskønnende positurer. Men her er det altså en dansk hverdagsfamilie, der vises i et realistisk portræt.

”I kunsthistorien har der altid været arbejdet med familien som motiv, for det har været væsentligt at kunne præsentere familien som en enhed eller forestillingen om en enhed. Men der er ikke mange hverdagsfamilier som bronzeskulpturer, og på en måde er det lige nu noget af det mest utrendy, man kan forestille sig. I forhold til tidens hurtige delinger af familiebilleder på sociale internet-medier som Facebook og Instagram, så er den her fastfrysning jo det stik modsatte. Men jeg kan godt lide, at vi i en tid hvor det meste er flygtigt og fragmenteret, stopper op og diskuterer et grundprincip som: Hvad er en familie i dag? Og derefter skaber et værk, som kan stå for altid, og som forhåbentlig vil få forbipasserende til at stoppe op og sætte ord på, hvad de tænker om det,” siger Jacob Fabricius.

Han afviser, at han har en agenda om en bestemt familiekonstellation, og indrømmer, at det sandsynligvis ikke bliver let at udpege den endelige vinder.

Hans håb er, at rigtig mange vil melde sig til konkurrencen. Jo flere, jo bedre, mener han.

”En rigtig dansk familie” er et samarbejde mellem Kunsthal Aarhus, Statens Museum for Kunst og Danmarks Radio. Det er støttet af Københavns Kommune, Bikubenfonden og Statens Kunstfond. Udvælgelsesprocessen er en vigtig del af ideen, og de familier der melder sig, skal altså være indstillet på at medvirke i DR-programmerne, der bliver optaget her i løbet af efteråret.

Interesserede kan melde sig, når DR fra i dag drager rundt til 14 forskellige danske byer eller man kan sende en beskrivelse og et foto af sin familie pr. mail. Kunstneren Gillian Wearing vil gerne have, at familierne kan fortælle nogle anekdoter om deres liv som familie, og at de forholder sig til, hvordan de ser familiers fremtid i Danmark. Hun har også udstukket nogle retningslinjer for, hvem hun godt kunne tænke sig at se i dommerpanelet.

Dommerne er endnu ikke udpeget.