Hvem er man, når man både er grønlandsk og dansk?

53-årige Nauja Lynge har som grønlandsdansker brugt en stor del af livet på at fornægte sit grønlandske ophav. Nu har hun skrevet en bog, hvor hun står ved, at hun føler sig som grønlænder og kæmper for et rigsfællesskab med plads til alle

 Nauja Lynge er barnebarn af den kendte grønlandske maler Hans Lynge, hvis billeder hun nyder at have omkring sig i sin danske hverdag.
Nauja Lynge er barnebarn af den kendte grønlandske maler Hans Lynge, hvis billeder hun nyder at have omkring sig i sin danske hverdag. . Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Himlen er blå og temperaturen på vej et godt stykke op over 20 grader, selvom vi kun er midt i april. På sådan en dag får mange af os en stærk trang til tage en tur til skov og strand eller blot lægge os på en græsplæne og lytte til fuglenes forårskoncert. I Grønland ville det være helt okay at tilrettelægge sin dag efter vejr og vind, men i Danmark gør vi det, der står i vores kalender, at vi skal – uanset vejret.

Nauja Lynge har et ben i begge lejre, men hælder mest til den grønlandske model.

”Jeg kan sagtens arbejde meget og hårdt, men jeg duer ikke til at sidde på et kontor fra otte til fire. Naturen trækker i mig, og hvis jeg ikke kommer ud i den dagligt, får jeg det fysisk dårligt,” siger hun og tilføjer, at hun også slægter sin grønlandske familie på, når det indimellem kniber med at komme rettidigt til aftaler.

Det med Grønland har hun ellers brugt rigtig mange år af sit liv på at forsøge at fortrænge. Hun er ældste datter af en dansk mor og en grønlandsk far, der i 1960’erne mødte hinanden på lærerseminariet i Jelling. Da hun var et år, flyttede den lille familie til den grønlandske by Maniitsoq, der dengang blev kaldt Sukkertoppen, og sine første barndomsår husker Nauja Lynge som meget lykkelige.

I sin netop udkomne bog ”Jeg er Nauja. En grønlandsdanskers bekendelser” beskriver hun barndommens ubekymrede leg på fjeldet som selve symbolet på alt det i hende, som er grønlandsk, og som hun nu igen denne forårsdag i Aarhus-bydelen Langenæs, næsten 50 år senere, lader skinne helt igennem.

”Jeg er i gang med at rydde op i mit liv en gang for alle, der er ikke råd til flere overspringshandlinger,” siger hun.

Overspringene og fortrængningerne begyndte, da hun, efter forældrenes skilsmisse, som otteårig flyttede med sin mor og lillesøster Aviaja fra Grønland til Horsens. Afskeden i lufthavnen med faderen, den grønlandske politiker Emil Lynge, rev hende midt over. I et forsøg på at lappe det hele sammen begyndte hun at fornægte alt, hvad der havde med Grønland at gøre. Håret farvede hun lysere, og når nogen spurgte til hendes ophav, sagde Nauja Lynge, at hun var pæredansk og kom fra Horsens. Da hun senere blev gift og fik tre børn, var hun mere end tilfreds med, at de alle sammen var lyse og ikke så spor grønlandske ud. Det var for hende deres adgangskort til frie valg i stedet for stigmatisering.

”For mange danskere er en grønlænder lig med et menneske, der drikker for meget og er socialt udsat,” som hun siger.

Da Nauja Lynge var 37 år og netop havde født sit tredje barn, skete der noget i hende, som hun har svært ved at forklare med andet end en pludselig trang til at finde sin grønlandske identitet frem.

”Man kan næsten sige, at jeg sprang ud som grønlænder,” siger hun og sender et af sine varme smil ud i rummet.

”Indtil da havde jeg været skuespiller i mit eget liv.”

Nauja Lynge grundlagde sit eget firma, hvor hun udviklede tøj fremstillet af grønlandske naturprodukter som sælskind og skind fra havkalen, der også kaldes grønlandshajen. Men først og fremmest så trådte hun ind i debatten om Grønlands forhold til sine egne landsmænd og til Danmark. Siden hun som otteårig forlod Grønland, fik landet først sin hjemmestyreordning i 1979 og siden sin selvstyrelov i 2009. Det har gjort Grønland mere grønlandiseret, som hun kalder det, og har haft den konsekvens, at hun ikke længere føler sig velkommen i Grønland. Ligesom mange andre grønlandsdanskere taler hun kun ganske lidt grønlandsk, for i 1960’erne og 1970’erne foregik det meste af undervisningen i Grønland på dansk. Den situation deler hun med 10 til 15 procent af grønlænderne. Dertil kommer, at det er faldet mange mennesker i Grønland for brystet, at hun ivrigt taler imod Grønlands selvstyre og i stedet hylder Rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne som tre ligeværdige lande.

”Da jeg endelig blev grønlænder, så kunne jeg ikke være i Grønland. Det er en stor sorg og får mig til at føle mig som et halvt menneske, fordi det danske og det grønlandske trækker i hver sin retning. Sådan burde det ikke være, for vi er jo alle danske statsborgere, men jeg er langtfra den eneste, der har det sådan, og derfor har det været vigtigt for mig at skrive den her bog. De første reaktioner viser da også, at mange kan spejle sig i min historie,” siger Nauja Lynge.

Hun har været formand for Foreningen Rigsfællesskabet, og i 2012 udgav hun den interaktive debatbog ”Rigsfællesskabet til debat”. Forpligtelsen til at debattere og påpege uretfærdigheder ligger i generne, mener Nauja Lynge. Hendes farfar, maleren Hans Lynge, gjorde det, og hendes far, Emil Lynge, der i mange år var grønlandsk politiker, gjorde det. Han tilhørte et af de ældste partier i Grønland, Atassut, der traditionelt har været et parti, der ville bevare rigsfælleskabet med Danmark. Men han forlod partiet, da det skiftede kurs til at ønske en løsrivelse.

Tidligere minister og medlem af Folketingets grønlandsudvalg Bertel Haarder (V) har skrevet forord til Nauja Lynges bog, der er højaktuel, fordi Grønlands 56.000 indbyggere på tirsdag skal stemme til Landstinget. I forordet skriver han blandt andet, at den grønlandsk-danske forfatter giver Rigsfællesskabet kød og blod, og at Nauja Lynge simpelthen er Rigsfællesskabet.

”Nauja Lynge ønsker brændende, som jeg, at Rigsfællesskabet kan fortsætte. Det er begrundet i et historisk skæbnefælleskab og omfattende familiebånd. Tænk bare på hendes eget liv,” skriver Bertel Haarder blandt andet.

Selv siger Nauja Lynge, at hendes kamp også er hendes efterkommeres kamp.

”Vi kan ikke tillade os at give det betændte forhold videre til næste generation,” fastslår hun.