Prøv avisen
Portræt

Hvem er Michel Houellebecq egentlig?

Det er Michel Houellebecqs tilsyneladende stabile had til islam, som især har skabt polemik. ”Frankrig er ikke Houellebecq”, som premierminister Manuel Valls sagde efter udgivelsen af hans seneste roman, ”Underkastelse”, der foregår i 2022, hvor den muslimske kandidat slår Marine Le Pen ved præsidentvalget. – Foto: Eduardo Munoz Alvarez/AFP/Ritzau Scanpix

Den mest læste nulevende franske forfatter har gjort sig selv til en romanfigur, og han optræder i sine egne bøger og udvisker grænsen mellem fiktion og virkelighed. Selv hans fødselsdag er der usikkerhed om. Vi tegner et portræt af Houellebecq, der påstår, at han fylder 60 år i næste uge

Der bliver næppe mange fødselsdagsinterviews med Michel Houellebecq i næste uge i anledning af hans 60-årsdag.

For det første fordi han slet ikke bliver 60 år på mandag, som mange ellers tror – for stik imod sin egen påstand gennem mange år er han ikke født i 1958 (han er i virkeligheden født i 1956, men har hævdet, at hans mor forfalskede fødselsattesten).

For det andet fordi han har tænkt sig at forsvinde ud af offentlighedens søgelys. Ligesom en rockmusiker, der organiserer sin sidste koncert-turné, har den succesrige og kontroversielle franske forfatter givet sit sidste interview.

Det var det tyske magasin Der Spiegel, som fik æren af at nedfælde Michel Houellebecqs sidste guldkorn under bogmessen i Frankfurt sidste år. Tyskerne, sagde Houellebecq, havde måske nemmere end franskmændene ved at se sig selv i spejlet.

”Når man ikke kan lide mig i Frankrig, er det måske, fordi man ikke bryder sig om det samfund og den virkelighed, modernitetens afmagrede elendighed, som jeg beskriver. Men man skal ikke holde røntgenlægen ansvarlig for den kræftsvulst, han finder. Franskmændene kan ikke lide den tid, de lever i,” funderede han.

Det kan han for den sags skyld heller ikke selv. I 20 år har Michel Houellebecq udstillet moderniteten og sin egen generation i et forfatterskab, der har gjort ham til et litterært fænomen. Han har skabt sin egen legende og formet denne misantropiske evindeligt rygende personage, der holder cigaretten mellem lange- og ringfinger og ligner en 80-årig med sin tandløse mund og sit lange, strittende hår.

Med en næsten euforisk kynisme har radiologen gennemlyst sine landsmænd i bøger som ”Elementarpartikler”, ”Platform” og ”Muligheden af en ø” og aldeles hensynsløst klasket fotografierne op på lystavlen.

Og snarere end en kræftsvulst er det den meningsløse tomhed mellem ribbenene, han har affotograferet. Det er ikke dødens, men smålighedens uafvendelighed, Michel Houellebecq holder frem som et postmoderne memento mori: Husk, at du er middelmådig.

Hans forfatterskab er en parafrase af Kingo: ”Hvad er det dog alt, som verden opsminker med fager gestalt? (...) forfængelighed!”.

Som han sagde til en spansk journalist, der spurgte ham, hvorfor han skriver:

”Fordi jeg er indbildsk og elsker, når folk ser på mig og klapper ad mig.”

Michel Thomas blev født på den franske ø La Réunion i Det Indiske Ocean, hvor hans far var bjergguide og hans mor læge. Da de blev skilt, voksede han op hos bedstemoderen i Frankrig, og han tog senere hendes pigenavn, Houellebecq.

Han blev uddannet agronom, men har aldrig benyttet sin uddannelse. I stedet blev han noget så farveløst som edb-tekniker ved det franske parlament, Assemblée Nationale. Det var her, han arbejdede, da han efter at have skrevet et par digtsamlinger fik udgivet sin debutroman i 1994, ”Udvidelse af kampzonen”. Fortælleren er edb-programmør og forsøger at begå sig på det frie seksuelle marked, udvidelsen af markedskræfternes kampzone.

Bogen blev ikke nogen salgssucces, men vakte en del opmærksomhed i litterære kredse og er siden blevet en kultroman, der blandt andet er blevet dramatiseret af Jens Albinus.

Fire år senere hudflettede ”Elementarpartikler” den franske 68’er-generations seksuelle omflakken og samfundets almindelige forfald. Den moderne kunst og den selvsmagende medie-elite, men også folkelighedens hjernetomme tv-udsendelser fik med grovfilen i ”Kortet og landskabet”, og de europæiske mænds sexturisme i ”Platform”.

”Han har diagnosticeret vores epokes åndelige sammenbrud,” har filosoffen Michel Onfray sagt om ham.

Hver udgivelse udløser både fascination og fordømmelse. Houellebecq er både blevet beskyldt for at promovere pædofili og for at foragte kvinder. Han bryder sig hverken om feminister eller om deres modsætninger, der læser dameblade, og betragter klart sin skødehund som en mere pålidelig livsledsager end kvinder.

Men det er hans tilsyneladende stabile had til islam, som især har skabt polemik. ”Frankrig er ikke Houellebecq,” som premierminister Manuel Valls sagde efter udgivelsen af hans seneste roman, ”Underkastelse”, der foregår i 2022, hvor den muslimske kandidat slår Marine Le Pen ved præsidentvalget.

Bogen udkom den 7. januar 2015, og Michel Houellebecq var midt i et interview om sin nye roman, da brødrene Kouachi trængte ind på Charlie Hebdo og dræbte det meste af redaktionen.

Men det var hans udtalelser til det litterære magasin Lire, der skaffede ham et sagsanlæg fra en række muslimske organisationer på halsen i 2001.

”Alle religioner er stupide, men den mest idiotiske er islam,” sagde Houellebecq i et interview, hvor journalisten havde ladet diktafonen køre til langt ud på natten, mens forfatteren blev mere og mere beruset og foruden sit syn på islam også udtrykte sin beundring for Pétains kollaboratørregime under Anden Verdenskrig og sin foragt for de Gaulle.

Han vandt retssagen, men fik også den faste overbevisning, at han er hadet af sine landsmænd trods bøgernes voksende salgssucceser.

”Det er ikke overdrevet at tale om en total udryddelseskrig mod mig. Jeg er et historisk tilfælde. Ikke siden Rousseau har man set så stort et had mod nogen,” siger han til filosoffen Bernard-Henri Levy, med hvem han har udgivet samtalebogen ”Ennemis publics” (udpeget til samfundsfjender).

Ordvalget er, som altid hos Houellebecq, presset til det yderste. Manden er kontroversiel men så sandelig også en mediestjerne. Nogle betragter ham som dybt reaktionær, men som den nationalkonservative skribent og litterat Alain Finkielkraut har observeret, er han også yndet på dele af venstrefløjen.

Men især er han er en uhåndgibelig blanding af åndshovmod og selvhad. Han gik ned med depression, da han ikke fik Frankrigs fornemste litteraturpris, Prix Goncourt, for ”Muligheden af en ø” i 2005, men var blasert, da han fik den i 2010 for ”Kortet og landskabet”. Og ingen ved helt, om det er manden Houellebecq, der taler gennem sine romanfigurer, eller omvendt.

Han, der interesserede sig for kloning i ”Muligheden af en ø”, har klonet sig selv i litterær forstand. Hans bøger vrimler med alter egoer, der kan hedde Michel som i ”Platform” eller Jed i ”Kortet og landskabet”, der handler i de samme butikker i Paris som Houellebecq selv.

Han optræder under sin sande identitet som en biperson i ”Kortet og landskabet” og spiller rollen som sig selv i filmen ”Kidnapningen af Michel Houellebecq”. Og i det virkelige liv har han løjet om sin fødselsdato og længe hævdet, at hans mor var død, mens hun stadig levede i bedste velgående.

Han er blevet et litterært fænomen, en romanfigur i sit eget liv. Og man ved næppe, om han gik i kloster for at researche på sin nye hovedperson i ”Underkastelse” eller i romanen fortæller om sin egen religiøse søgen.

”Som barn elskede jeg gudstjenester, og hver søndag troede jeg på Gud. Men det forsvandt, så snart jeg gik ud af kirken,” har han sagt.

Og nu har han så meddelt, at han er færdig med at træde offentligt frem. Om det holder, vil vise sig. Måske har han bare trukket sig tilbage til en ny udgave af den afsides hytte i Irland, hvor han levede i flere år for at pleje sin livslede.

Som han siger i en tekstsamling fra 2009, hvor han blandt andet forklarer, hvorfor han ikke kan lide at feste: ”Målet med en fest er at få os til at glemme, at vi er ensomme, sølle og på vej til at dø, med andre ord at forvandle os til dyr.”

Eller, endnu mere ærligt, til Bernard-Henri Levy:

”Jeg er nødt til at leve med mig selv.”