Prøv avisen

Hvem er vi bag masken?

Eva-Marie Liffners roman "Lacrimosa" er oversat til dansk af Anne Marie Têtvide. Foto: Batzer & Co.

Eva-Marie Liffners roman er en fascinerende, men tågefyldt rejse ind i den labyrint, det maskespil, det mangestrengede teater, vi kalder den menneskelige identitet

I 1902 blev den berømte svenske forfatter Carl Johan Love Almqvists (1793-1866) grav i Bremen åbnet, så man kunne fragte hans jordiske rester tilbage til Sverige.

Men i kisten lå kun tre ting: en grøn fløjlskjole, en lille perle og et manuskript med titlen Lacrimosa, der betyder tårer. Alt fuldkommen uberørt af de mere end tredive år, der var gået, siden digterens død.

Dette mysterium, angiveligt afsløret i et brev fra en tysk professor i 1902, er åbningsscenen i den svenske forfatter Eva-Marie Liffners roman Lacrimosa, der sidste år var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Med stor patos og i et utal af irgange skrevet helt i Almqvists ånd, i øvrigt foldes herfra stadig nye mysterier ud, der til sidst forklarer både kjolen og perlen.

LÆS OGSÅ: Den gode barndom

Hovedpersonen og vores fortæller er en besynderligt dragende eksistens. En tvekønnet skabning, hverken menneske eller dyr, dreng eller pige, der vokser op på godset Fagervik i Finland, bevæger sig rundt på fire sammen med dyrene i stalden og kaldes Ros. Senere bliver det til Mr. Ross og til sidst Rosa. For det er kvinde, hun er født som.

Den morgen, kandidat Almqvist ankommer til Fagerholm, er første gang vores lille fortæller som et umælende dyr træder ud i menneskets verden. Nu bliver jeg født, fortæller hun.

Eller rettere, det er Alm-qvist, der føder hende. Som figur, som maske, som spejl. Og som hankøn. I sin helt egen udgave af dr. Higgins bliver forfatteren, der er dybt påvirket af Rousseaus tanker, nemlig grebet af idéen om at dyrke og omskabe dette naturvæsen, denne finske troldunge til sin egen blanding af ånd og materie ja, til et himmelsk dyr. At være kunstner er at skyde med pil mod månen, betror han senere sin elev.

År efter rejser de sammen til Stockholm, og mr. Ross, som Almqvists måne nu kaldes, viser sig at være overordentlig lærenem. Også klog nok til at afsløre, at hans ven og mester i bund og grund kun bruger ham som kunstnerisk eksperiment.

Og som det sker med væsener, man giver indsigt, går de en dag deres egne veje. Mr. Ross forelsker sig dybt og livslangt i den unge Emilia (Rousseaus ånd bliver ved med at spøge!), der med sit altid hvidkalkede ansigt optages på teatret. Som et dyr følger Ross hende ind i denne på samme tid magiske og dæmoniske verden, ind i et nyt fængsel, kunne man sige.

Og den unge kærlighed? Også her viser det sig i romanens vel nok ømmeste scene, hvor de to endelig mødes i et fysisk favntag har Almqvist affyret sin livsødelæggende pil.

Ved hjælp af magiske kræfter, gud Eros, pulver fra en mumie, gift og en tåreperle gemt i Emilias kjolefolder søger den unge skifting fra nu af hævn over sin mester.

Romanen springer frem og tilbage i tid. Fra åbningen af Almqvists tomme grav til den voksne Mr. Ross rejser med en teatertrup rundt om i Europa. Og som læsere flyder vi euforiserede ind i en verden, der overalt er tvetydig, hemmelighedsfuld, dobbeltbundet, mystisk. Drøm blandes med virkelighed som bevidsthedsudvidende stoffer med blodet.

Således er Lacrimosa, som man kan forstå, absolut ikke en roman, man skal læse logisk. Indimellem mister man orienteringen. Ligesom man mister fornemmelsen af køn og identitet hos vores kryptiske hovedperson.

Og det er det, der er meningen. Vi skal forstyrres. Vi skal vildledes. Et menneske bliver den, det udgiver sig for at være, står der i romanens indledning. Og Simone de Beauvoirs grænseoverskridende ord om, at kvinde ikke er noget, man er, men noget, man bliver, ekkoer i det indre øre.

Spørgsmålet er så, om de pudrede ansigter, de støvtunge gardiner, de mange masker og kvaster og irgange i sidste ende er med til at sløre eller afsløre budskabet i Eva-Marie Liffners roman. Med andre ord om det sære kommer til at stå i vejen for det særlige.

Også dét svar er tvetydigt.

kultur@k.dk