Hvad skal vi egentlig med dansk dramatik i en global Netflix-æra? Ganske meget, blev det endnu en gang bevist.
En DR-dramaserie skal vise os karakterer, vi kan spejle os i, handlinger, vi kan forsage eller forstå, skæbner, vi kan beundre eller lige så kildrende forkaste som mindre mennesker end os selv. Men det sidste altid kun et øjeblik, for det opbyggelige er altid kernen. Det er den kontrakt, DR har lavet med os seere. Der er ingen gennemgribende ondskab i dansken.
Selv Alban (Besir Zeciri), hjernen bag terroraktionen, var engang en lille, sød dreng på et lidt kornet skolebillede. Inderst inde, når støvet har lagt sig, er vi alle medborgere.
Hvem er vi så, når hverdagen smuldrer, når ulykken rammer? Det er kernen i ”Når støvet har lagt sig”, der fermt byggede op til midter-afsnittets voldsudgydelse for derefter at forsage opklaring og politiske motiver og i stedet gnave sig ind i overfladen på karaktererne.
Serien lagde ellers ud med at være et katalog over politiske temaer og dernæst en efterforskning af terror. Men både kritikken af kolde og varme hænder og blikket på PET’s arbejde forstummede stille og roligt.
Med- og mellemmenneskelighed var det, der interesserede forfatterne – og det, der gjorde, at man kunne tilgive det omstændelige edderkoppespind af forbindelser mellem alle karaktererne.
Forståelsen mellem den svenske popstjerne Lisa (Malin Crépin) og den hjemstavnsløse kok Nikolaj (Peter Christoffersen) var smuk. Fornuftsægteskabet mellem samfundets to udskud, den hjemløse Ginger (Katinka Lærke Petersen) og folkepensionisten Holger (Henning Jensen) ægte rørende.
Og selv Gud blev efterspurgt, men fællesskabet blandt de dødelige måtte tage over, da hospitalets kirkerum var rungende tomt. Og det var netop denne uheldssvangre udvikling som søndagssandsigerske og corona-allegori, der reddede ”Når støvet har lagt sig”.
I takt med at vi blev mere og mere isolerede i vores små hjem, fulgte serien med. Den blev et konkret billede på, hvordan vi træder sammen. Og hvordan vi skilles. Og når vores aktuelle virkelighed er indhyllet i et skin af sci-fi og fiktion, fremstod plottets krumbøjede strukturer helt rimelige, nærmest virkelige. For den nærmest absurde kunstighed, den konstante kalden på sig selv som en skrivebordskonstruktion, gjorde mindre. Hvorfor? Fordi vi i denne undtagelsestilstand alle er brikker på et tegnebræt, som ingen kender.
Og jeg ved ikke, men der er noget i luften, som er værd at holde ved. Et liv i en dramaserie er netop nu ikke længere bare et fiktivt liv, vi zapper videre fra og væk. For døden er omkring os, er mere nærværende.
”Det er sådan, man gør. Man rækker ud efter hinanden. Det skulle alle gøre,” siger Lisa. Efter at hendes elsker Philip kun rakte ud efter sig selv under terroraktionen. Og alle burde jo så meget, og instinktet kan være stærkere end Løgstrups etiske fordring om, at vi alle holder bidder af hinandens liv i hænderne. Men det er jo netop det, vi gør i dag, når vi skal holde nallerne for os selv.
I ”Når støvet har lagt sig” bliver alle bipersoner, fordi de er noget for hinanden i stedet for noget i sig selv. Det går dramaturgisk imod DR-dramaets gængse præmisser. Her er ingen Sara Lund, ingen Birgitte Nyborg, ingen Mads Skjern. Og det udtrykker det mod, den lyst til at gå egne veje, som de sidste par sæsoner har præget søndagsserierne.
Moralen rækker derimod tilbage, men ikke bagstræberisk. For det at være noget for hinanden, at det nære er det vigtigste, at gammel kærlighed ikke ruster. Det kan vi godt tåle gentaget. Søndag efter søndag.