Men det kan man da ikke! Man lukker da ikke Hvem Hvad Hvor.
Den slags reaktioner har der været mange af, siden det blev kendt, at årbogen for sidste gang har beskrevet danskernes liv fra dag til dag. Og reaktionen er ikke så mærkelig. Bogen er blandt de mest vedholdende og brugte kulturinstitutioner i Danmark med op til 140.000 solgte eksemplarer om året. Lige siden 1933 har professionelle folk indsamlet og udvalgt dagens vigtigste tal og begivenheder for at beskrive essensen af nuet med henblik på eftertiden. Og resultatet har været et af de primære fælles referencepunkter for danskerne gennem 80 år.
LÆS OGSÅ: Hver femte dansker læser slet ikke bøger
På den måde afspejler årbogen i vidt omfang den måde, verden blev opfattet på indtil for ganske nylig, forklarer dens sidste redaktør, Hasse Hilstrøm. Inden Danmarks Radios monopol blev brudt i 1980erne, og internettet blev udbredt fra slutningen af 1990erne, orienterede vi os nemlig mest horisontalt. Det var den almene dannelse, det brede snit, som prægede folkeskolen og den almindelige tankegang. Og det var i den ånd, Hvem Hvad Hvor blev skabt og voksede sig stor.
Bogen var en spejling af sin tid, og det blev også dens død, fordi tiden i dag er en anden. Særligt med internettet er vi begyndt at orientere os mere vertikalt med dybe snit ned i specialviden frem for det overordnede overblik. Det er nicheaviser, nichekanaler og nettets enorme detailrigdom, som er tidens trend, og her kan Hvem Hvad Hvor ikke overleve. Desværre, siger Hasse Hilstrøm, som gennem 22 år har været en del af årbogens redaktion, de seneste fire år som redaktør.
Det er således en epoke, der slutter med udgivelsen af Hvem Hvad Hvor 2013. En epoke, der blev skabt en forårsdag i 1933 i Dagbladet Politikens Salgs- og Propagandaafdeling. Den slesvig-holstenske blad- og bogmand Harald Gyllstoff var på besøg, og på mindre end en time fremlagde han med direkte inspiration fra det tyske opslagsværk Schlag Nach idéen til en årbog i Danmark. Propagandachef S.H. Christiansen så straks potentialet og tegnede på stedet en hurtig skitse til en forside med titlen Hvem Hvad Hvor?.En titel, der aldrig siden blev anfægtet.
Det potentiale, han helt rigtigt så, byggede ikke mindst på en samtid, hvor vidensquizzer var enormt populære. Man dyrkede i det hele taget viden, hvilket sendefladen på DR også vidnede om. På de mange søndage, hvor alt var lukket og intetplanlagt, blev det derfor mange steder den nye illustrerede årbog, man tog frem. Allerede i 1939 var oplaget derfor fordoblet til 60.000 eksemplarer. Og de var udsolgt inden jul. Befrielsesudgaven i 1946 med alle de censurerede oplysninger fra krigens år nåede helt op på 140.000 eksemplarer, og årbogen holdt sig gennem en årrække i de luftlag. Båret frem af tidens hobby- og samlerånd og en række markante redaktører som Bo Bramsen, Helge Larsen og Hjalmar Petersen.
Men i midten af 1960erne begyndte fjernsynet at ændremåden, vi orienterede os på. Fokus rykkede væk fra det trykte ord, og det horisontale blik blev stadig mere vertikalt. Det blev rykket yderligere i slutningen af 1980erne med tvs monopolbrud og i 1990 erne med internettets udbredelse. Hvem Hvad Hvor var presset, men som kulturfakkel for hele Politiken-koncernen blev den holdt i live, forklarer Hasse Hilstrøm.
Skriften på væggen var dog tydelig, og i 2009 sagde forlagsdirektøren det ligeud: Det var et spørgsmål om tid. Oplaget var nu under 10.000. 80-års-jubilæet blev en oplagt anledning til at sige ordentligt farvel.Teknologien har helt ændret vores måde at agere på. For bare fem år siden, inden der fandtes smartphones, var der stadig ikke den store forskel på bogen og computeren. Ville man slå noget op, skulle man stadig hjem for at gøre det. Nu har man al viden tilgængeligt, hvor man står. For nylig så jeg eksempelvis to mænd stå og kigge op i luften, og den ene sagde: Gad vide, hvor den flyver skal hen? Det ved jeg, sagde den anden og fandt den app på sin telefon, som kunne fortælle, hvor alle fly i verden var på vej hen lige i det øjeblik. Og i den sammenhæng er Hvem Hvad Hvors undergang jo helt naturlig og desværre bare en brik i det generelle billede, hvor aviser og magasiner jo lider samme skæbne, siger han.
Det er dog samtidig et farvel til noget, der ikke kommer igen. Og som vi formentlig kommer til at savne, påpeger Hasse Hilstrøm. For den professionelle dag til dag-beskrivelse af livet i Danmark findes ikke andre steder. Og den måde at skabe overblik på dør med Hvem Hvad Hvor, fordi ingen længere vil betale for den viden. Vidensformidling er i stedet overladt til amatører på Wikipedia.
Det lyder måske lidt flot at sige, at en epoke nu slutter, men det er det, som sker. De, der formidler viden i dag, brænder typisk for et meget specifikt område og skriver så om det gratis i deres fritid. Meget få har det brede overblik. Der er masser af dybde, men ingen bredde, og det kan vise sig at blive et problem. Jeg ved eksempelvis ikke, hvad de nu har tænkt sig at gøre med den traditionelle årskavalkade på DR. Den bygger direkte på Hvem Hvad Hvor vi har længe haft en aftale med dem. I det store billede er linjen fra årbogen til omnibusaviserne til radioen før monopolbruddet nu brudt, og det bliver spændende at se, hvilke følger det får.
