Prøv avisen
Kronik

Hvem tilhører Auschwitz?

”Holocaust er uforståeligt, men ikke ubeskriveligt. Vidnesbyrdlitteraturen holder såret åbent og er en moralsk ressource. Alle typer vidnesbyrd er med til at forhindre historieforfalskning,” siger Morten Lassen. Foto: Line Hjorth.

Erindringer om holocaust er meget forskellige. De mest kendte skrives med fiktive greb, men det gør ikke vidnesbyrdlitteraturen mindre sand, mener litteraturforsker Morten Lassen, der står bag en ny bog om tre vigtige og forskellige vidner

Hvem tilhører Auschwitz?, spurgte den ungarske forfatter Imre Kertész, der selv var overlevende fra kz-lejren. Han svarede, at vi ikke bliver klogere af de mange Hollywood-film og de mange mindesmærker. De fører til en slags holocaust-konformisme, der reducerer det mørkeste kapitel i historien til et forudsigeligt skuespil. Andre mener, at sproget slet ikke rækker til at beskrive ondskaben i lejrene. Det er ligefrem barbarisk overhovedet at skrive efter Auschwitz, lyder den tyske filosof Theodor W. Adornos diktum.

Vidnesbyrdlitteratur har været diskuteret, siden den italienske jøde Primo Levi som en af de første nedskrev sine erindringer fra tiden som fange i Auschwitz-Birkenau. For hvem har ret til at nedfælde ord om det uforståelige, der skete i nazisternes udryddelseslejre under Anden Verdenskrig? Og hvordan bør det beskrives?

Heldigvis gjorde Levi og mange andre og med stor succes forsøget, og siden 1980erne har forskning i vidnesbyrdlitteratur fokuseret på, hvordan holocaust er blevet skildret gennem tiden, og ikke, om det overhovedet kan skildres.

Vidnesbyrdlitteratur er sin helt egen genre, der trækker på både fiktion og fakta, påpeger cand.mag. i litteraturvidenskab Morten Lassen, der på Museum Tusculanums Forlag netop har udgivet bogen At skrive Holocaust. En introduktion til vidnesbyrdlitteraturen med analyser af de mest kendte, indflydelsesrige og læste holocaustforfattere: Primo Levi, Elie Wiesel og Jorge Semprún.

Vidnesbyrdlitteratur minder om diskussionen, vi har haft herhjemme, om dobbeltkontrakten i biografiske romaner. Alt skulle være virkeligt, men skildret med fiktionsgreb, og det gør så læseren i tvivl om det faktuelle. Det problem forventer man ikke at møde i vidnesbyrdlitteraturen. Her hører det fiktive ikke hjemme, mener mange, siger Morten Lassen.

Primo Levi, der som videnskabsmand forsøgte at forholde sig helt nøgternt og så objektivt som muligt til erfaringer fra lejren, kunne for eksempel ikke lade være med at bruge skønlitterære kneb i sine erindringer, herunder narrative plotmodeller og typificeringer af rollerne i lejren.

Semprún og Kertész gjorde ligefrem en dyd ud af at opfinde personer. Men alt dette kommer der nødvendigvis ikke et mere falsk vidnesbyrd ud af, mener Morten Lassen.

Alle tre vidnesbyrdforfattere reflekterer meget over deres sprog og er uhyre bevidste om deres repræsentationsproblem. Semprún og Kertész holder hele tiden fast i, at man via fiktionen kommer nærmere virkeligheden, siger Morten Lassen og forsætter:

Nogle mener, at det er problematisk, og at selvbiografien som genre ikke handler om det levede liv, men om livet lige nu. Og den spænding gælder også for holocaustlitteraturen. Mindet skrives jo uden for lejren, og her er vi allerede ude i noget fortolkning, en rekonstruktion af fortiden, som på mange måder er en konstruktion.

Den rumænskfødte jøde Elie Wiesel, der i dag bor i USA, er en helt anden type vidnesbyrdforfatter end Primo Levi, der så det som sin pligt at aflægge vidnesbyrd, så holocaust aldrig vil gå i glemslen.

Wiesel mener, at holocaust er helligt, og stiller spørgsmål ved sprogets evne til at formidle erfaringerne: Der hverken kan eller vil eksistere en Holocaust-litteratur. Alene udtrykket er en selvmodsigelse. Auschwitz modsætter sig enhver litterær form, lader hånt om alle systemer og begreber ..., har han skrevet.

Alligevel skrev Wiesel og er berømt især i USA for sine bøger, navnlig erindringerne Natten fra 1958, som senere blev revideret flere gange. Morten Lassen finder Wiesels tavshedsmetafysik, som han lægger ned over holocaust, problematisk og kalder det aldeles ufrugtbart for forståelsen af holocaust.

Han finder også Wiesel problematisk som vidnesbyrdforfatter, fordi han slår en flammekreds om sit vidnesbyrd, samtidig med at han foretager voldsomme omskrivninger senere hen og redigerer voldsomt i sine erindringer. Modsat Levis videnskabelige tilgang til holocaust, der førte til hans berømte konklusion, at det, der skete, var menneskeligt og derfor kan ske igen, ser Wiesel holocaust som en del af jødernes lange lidelseshistorie. Det er et syn på holocaust, som blandt andre den amerikanske historiker Norman Finkelstein ser meget kritisk på, fordi han mener, at folk som Wiesel tjener formuer på det, han kalder en holocaust-industri. Morten Lassen forsøger at se mere tekstanalytisk på Wiesels erindringer:

For Jorge Semprún tilhører Auschwitz alle, fordi ideologierne, der førte til holocaust og gulag, er et moderne fænomen og bestemt af moderne bureaukrati. Levi så ondskaben som et udtryk for moralsk svaghed. Wiesel ser derimod holocaust som Guds vrede og tilskriver det en moralsk størrelsesorden, som overskrider alt, hvad vi tidligere har set. Det er en fortsættelse af jødernes traume og underbygger jødernes status som det udvalgte folk. Wiesel var fortvivlet over Guds fravær i Auschwitz, men erkender efter krigen, at han ikke kan leve uden Gud. Wiesels forfatterskab er en lang refleksion over Guds fravær, siger Morten Lassen.

Han finder det tragisk, at Wiesels religiøse logik netop var en fortælling, som nazisterne bevidst udnyttede. De pakkede deres massemord ind i denne illusion med en række tiltag, der netop havde til opgave at skabe en analogi til jødernes lidelseshistorie: renæssancens ghettoer, 1700-tallets jøderåd, middelalderens gule stjerne, store aktioner, der fulgte de jødiske helligdage. Der var stærkt troende jøder, som skyndte sig til stationen for ikke at komme for sent til toget med eneste stop ved Auschwitz gaskamre. Det var jo Guds vilje. Sådan så Wiesel det.

Jeg savner mere fokus på det almengyldige. Det er problematisk, at Wiesel er så stor i USA, fordi han tager patent på holocaust. Hans ærinde er ikke at drage en lære af erfaringerne. Han siger netop, at ingen ord kan beskrive det, hvorimod Levi skriver, at hvis vi ikke læser hans minder, må vore huse brænde og så videre. Natten er helt klart en fantastisk bog, som er litterær kraftfuld. Men Wiesel modsiger sig selv senere i livet, hvor han ændrer i sine erindringer for eksempel afsnit om seksuelle udskejelser undervejs til lejren, og hanbliver mere sentimental i nogle omskrivninger af passager om sin far.

Morten Lassen mener ikke, at holocaust skal sættes på museum eller ritualiseres, hvilket Imre Kertész også advarede imod. Han er uenig i Wiesels holdning til, at man ikke kan nærme sig holocaust med ord.

Måske kan man aldrig trænge til bunds i holocaust og forstå, men man kan forsøge med de midler, vi har til rådighed. Holocaust er uforståeligt, men ikke ubeskriveligt, siger Morten Lassen.

Han mener dog, at holocaust er tjent med så mange perspektiver som muligt. Wiesels vidnesbyrd er lige så vigtigt som Primo Levis og Jorge Semprúns.

Den personlige fortælling vejer langt tungere end tal. Vi føres ind i lejren lige så uvidende, som de var dengang. Selvom vi kender historien, er det med til at forhindre, at falske myter styrer os, og at vi bliver færdige med Auschwitz for tidligt. Vi ser lejrene på nye måder og lader os for eksempel provokere over, at man kan vænne sig til at kede sig i lejren. Vidnesbyrdlitteraturen holder såret åbent og er en moralsk ressource. Alle typer vidnesbyrd er med til at forhindre historieforfalskning. Og så gør det ikke noget, at det samtidig er stor litteratur og god underholdning, som faglitteratur ikke kan give, siger Morten Lassen.

Han mener ikke, at alle bare kan skrive om holocaust, så længe det er godt skrevet. Der bliver i stigende grad skrevet romaner om holocaust, sideløbende med at antallet af holocaust-overlevende svinder ind. De forfattere skal være varsomme, mener Morten Lassen.

Det er en naturlig udvikling, når vidnerne forsvinder, men der er romaner, som bevæger sig på grænsen af det tilladelige. Det kommer meget an på tonen. Der må ikke være det mindste af en misforståelig tone, så falder det straks tilbage på forfatteren. På den måde er holocaust stadig et ømt emne, der kan støde mange, så man skal passe på, hvad man skriver.

Forfatter Elie Wiesel, New York, 8. november 2011. Foto: Henry S. Dziekan III/Getty Images/AFP
Den italienske forfatter Primo Levi (1919-1987), 1982