Ruben Östlund er en fremragende filmisk kronikør. Med sit altid ublu og ofte overraskende blik for velfærdsmenneskets mønstre og samfundets strukturer leverer Östlund, der er født i 1974, fortællinger om den moderne nordeuropæeres moralske mangler.
I en selvoptaget og selviscenesættende tid udstiller Östlunds film det indre kompas, der flintrer rundt uden at kunne finde hvile.
I ”Force Majeure” (2014) var det den bløde svenske familiefar, der valgte at redde sig selv og sin iPhone i stedet for sin familie. En lavine væltede ned over tagterrassen på et skisportssted. Løvemoderen reddede instinktivt de to børn. Faderen løb væk, alene, med telefonen trykket ind til brystet. Da valget kom, valgte han sig selv, men lavinen ramte ikke, og han blev ramt. På sin stolthed, sit selvbillede. For bag den feminine fader-facade var der hult.
Nu er Östlund tilbage med den vidunderlige guldpalmevindende ”The Square”, hvor vores egen Claes Bang stråler som andet end et flot ansigt i rollen som Christian, kunstnerisk leder af Stockholms mest prestigefyldte museum for samtidskunst. En perfekt klædt mand med perfekte holdninger på det perfekte sted i livet.
Men når det er Östlund, der kradser lidt i overfladen, forsvinder det perfekte op i den tynde luft. Og forstillelsen og det fejlbarlige står tilbage.
Christian bliver udsat for et tricktyveri. I jagten på den skyldige anklager han en hel boligblok i en socialt belastet forstad, og så tårner de selvskabte problemer sig ellers op for manden, som vi aldrig rigtigt mærker, men alligevel kender ud og ind fra medierne.
Christian ender i sengen med den amerikanske journalist Anne (uudgrundelige Elisabeth Moss fra ”The Handmaid’s Tale”). Den mekaniske sex ender med et slagsmål over det brugte kondom, fordi Christian i sin selvagtelse tror, at Anne vil bruge hans sæd til at inseminere sig selv.
På museet svinger det heller ikke i takt. Den store hal er prydet med bunker af grus, et kunstværk, der på et kort øjeblik bliver ødelagt af en ivrig rengøringskone siddende på en kæmpe støvsuger.
Imens planlægger Christian den næste store udstilling, ”The Square”; for Christian et billede på næstekærlighed; for Östlund et billede på velfærdssamfundets stringente kasser, hvor den sociale kontrakts uudtalte koder kan brydes. Og hvad sker der så?
Til en fornem middag på museet optræder en mand som en abe – en performance, der går galt. For ingen tør stoppe manden, da han udvikler sig til et vilddyr. Mennesket er handlingslammet, men ikke på de sociale medier.
Filmens absolut sjoveste øjeblikke er udviklingen af en kampagne, der skal sikre museets næste udstilling gennemslagskraft på synlighedens højalter, Facebook.
”The Square” er bidsk, men aldrig rigtig farlig. Den er grov, men aldrig rigtig ond. Den overordentligt nydelige fotografering og tilpas tilbagetrukne musik fastholder elegant spillet mellem konstruktion og oprigtighed. Hvad ligger der under den sociale fernis? Og kan vi tåle, hvad vi ser?
”The Square” er vanvittigt vellykket samfundssatire, men den foranlediger ikke så megen selvrefleksion som den fortættede ”Force Majeure”. Alligevel er den med sine 142 minutter næsten for kort. For hver en scene er en glæde.