Det, der er bevaret af Mariaevangeliet, er en ganske lille tekst. Skriftets funktion er måske i højere grad at stille gode spørgsmål til den overleverede kristendom end at give alternative svar på, hvad meningen var med Frelserens komme. Den blotte eksistens af apokryfe skrifter som for eksempel Thomas- og Mariaevangeliet minder os imidlertid om, at teologien i oldkirken ikke altid fulgte en rød tråd (kanon = rettesnor). Det er interessant af flere grunde.
For det første står det klart, hvor meget der stod på spil for de teologer, der bekæmpede afvigende lærdomme af mere eller mindre gnostisk tilsnit. Det kan i dag være svært at forestille sig, hvor mange varianter af Kristus-tro, der tog livtag med hinanden inden den nytestamentlige kanon blev fastlagt. Der stod en alvorlig strid om ”sandheden”.
For det andet afdækker ”Mariaevangeliet”, der her udgives med en fin kommentar og glimrende perspektiveringer ind i Det Nye Testamente, spændende spor i det bibelske vidnesbyrd. Hvorfor har Maria Magdalene den store rolle i Johannesevangeliets opstandelses-kapitel? Hvorfor skriver evangelisten om Maria først – og senere så udførligt om hendes møde med Frelseren – og om Peter og den elskede discipel, der løb om kap, mens Peter, der kom sidst, gik ”lige ind i graven”?
Marianne Aagaard Skovmands bog beskriver sobert spændingerne omkring kvindens rolle i antikken – og dermed i urmenigheden. Maria Magdalene har været en skikkelse af uomgængelig betydning og står i kontrast til de paulinske udsagn om kvinders plads i forsamlingen.
Det sporadiske grundlag for forestillingen om hendes fortid som prostitueret gennemgås. Billedet af hende i Det Nye Testamente stritter i alle retninger og traditionens forsøg på harmonisering er vist mere udtryk for en ikke altid lige from fantasi. Hvorfor? En figur bliver ikke så myteomspunden uden at have haft en central – men problematiseret – plads.
Skriftet er med god grund en apokryf tekst, for den er kryptisk (græsk for skjult). Mystikken er esoterisk, sproget svævende, og appellen til forstanden (græsk: nous) giver mindelser om gnosticismen. Skriftets ærinde er formodentlig at forsvare Maria Magdalenes myndighed i kraft af en særlig skjult åbenbaring. Den gives til de udvalgte, der ”har øren at høre med” (jævnfør Mark. 4, 9).
Det feministiske synspunkt er ikke det mest interessante og fylder ikke meget i bogen. Men vi får et kig ind i et flydende landskab mellem ortodoksi og hæresi i kirkens første århundreder, der afspejler de magtkampe, der var. Både mellem køn og teologier! Lisbeth Smedegaard Andersen afrunder bogen med en lille perle af bibelsk og kunsthistorisk fortolkning ud fra et gennemgående motiv i Johannesevangeliet om at ”lede efter Jesus”.