Det mest interessante i Nick Broomfields dokumentar om sangerinden Whitney Houston, der døde af en overdosis i 2012, er hendes indre splittelse. Den usandsynligt smukke og talentfulde sangerinde fra New Jerseys ghetto blev formet som et pop-ikon for den hvide majoritet.
Whitney selv var også overbevist om, at hendes umiskendelige talent var en gave fra Gud. Derfor led hun, i korte stunder af klarsyn, under, at hun ofrede sit talent for crack, kokain, heroin, hash og alkohol. Historien om Whitney, splittet mellem det sorte og hvide Amerika og mellem hendes kristne opdragelse og livsfornægtende livsstil, er tragisk – både for et individ og for det samfund, der skabte hende.
Whitneys karriere tog fart, da hun som 18-årig blev opdaget og ganske tidligt opnåede flere ”nummer-et-hits” på den amerikanske hitliste, end The Beatles havde opnået før hende. Men fordi hun var så ung og usikker, blev hun skabt som en salgsmaskine rettet mod hvide amerikanere. Det gjorde hende uønsket i det sorte musikmiljø. Filmen postulerer, at hun netop derfor giftede sig med den notoriske bad boy Bobby Brown, der misundte hende talentet og berømmelsen og derfor forsøgte at hive hende ned i mørket.
Og her er det mest smertelige i historien om Whitney Houston og andre superstjerner. For hvor familien og de nærmeste burde beskytte hende mod masserne og medierne, presser de hende i stedet. Som ansatte i ”virksomheden Whitney” er de afhængige af hits, turneer og tv-optrædener. Det er ulækkert. Og det er umanerligt trist, når Whitney tager sin femårige datter med på scenen som en yndig lille statist. Familien er degenereret – og berømmelsen bærer tilsyneladende skylden.
”Whitney: Can I Be Me” bliver mest et portræt af menneskerne omkring hovedpersonen. For selvom Whitney var et ikon i den billedbårne internetkulturs vorden, er der ikke oprindeligt kildemateriale nok til at gøre portrættet levende og empatisk. Filmens såkaldte scoop er hidtil usete optagelser fra en verdensturne i 1999. Klippene er dog hverken eksistentielt kildne eller sigende nok til at bære dokumentaren, der skæmmes af gætværk og alt for mange interviews med perifere personer.
Se traileren til "Whitney: Can I Be Me" herunder
Nick Broomfield forsøger at sige, at Whitney var meget mere end hendes misbrug, men ærer ikke hendes talent. Der er iøjnefaldende få optagelser af hende syngende, så hun får ikke lov til at tindre. Hvor Asif Kapadias mesterlige ”Amy” fra 2015 om den på mange måder ligesindede sangerinde Amy Winehouse var et indlevende og fintfølende portræt af en kunstner, bliver ”Whitney: Can I Be Me” mest et udstillende ”freak show”, der ikke bringer publikum tættere på mennesket Whitney. Dokumentaren bliver oppe på den enten polerede eller depraverede overflade, hvor talkshowværter og paparazzierne huserer.
Madonna-dokumentaren ”In Bed with Madonna” fra 1990 havde langt mere karismatisk ægthed over sig, og forrige års ”Janis – Girl in Blue” om Janis Joplin ramte en både poetisk og sart nerve. Whitney var en meget større kunstner, end dokumentaren om hende viser. Heldigvis lever hendes musik endnu.