En af de glæder, som coronapandemiens rejserestriktioner har sat en midlertidig stopper for, er den frydefulde oplevelse af at daske rundt på må og få en i en velassorteret engelsk boghandel. Enhver, der i øjeblikket savner fordums tids endeløse eftermiddage blandt bogstakke og reoler, kender ø-folkets umættelige interesse for egen historie. Bestandigt finder historikere og forfattere nye vinkler på afgørende begivenheder i Storbritanniens historie og originale perspektiver på fortidens store personligheder. Af alle betydningsfulde englændere er den største måske den på en gang navnkundige og gådefulde William Shakespeare, om hvem museumsinspektør og teaterhistoriker Geoffrey Marsh netop har udgivet en både lærd og underholdende bog.
Alle, der interesserer sig bare en smule for renæssance-barden vil vide, at forfatterskabet i hele den moderne epoke har været særdeles omstridt. Kan disse skuespil, hvoraf en håndfuld i genialitet og betydning sagtens kan tåle sammenligning med både Bibelen og Homers digte, virkelig være skrevet af noget så simpelt som en skuespiller? Det har mange med slet skjult nedladenhed afvist blankt, og spekulationerne om, hvem der i virkeligheden gemmer sig bag navnet William Shakespeare, har været endeløse.
I de senere år har forskningen imidlertid været mindre optaget af individet Shakespeare end af de sammenhænge og kollektiver, som digteren var en del af. Det være sig både skuespillertrupper og blandt andre dramatikere, der huserede i England på tærsklen til den moderne verden.
Marshs fokus er dog langt mere håndfast og dagligdags: Han har slet og ret foretaget en grundig socialhistorisk undersøgelse af det sogn, som Shakespeare boede i fra 1593 til 1598. Det korte tidsspand, som undersøgelsen strækker sig over, viser noget om bogens detaljegrad, for værkets omfang er af godt 500 sider. Lyder det en smule tørt? Det er det ingenlunde. Saint Helen’s sogn i Londons Bishopsgate-kvarter var nemlig i 1500-tallets sidste årti en sprudlende lilleverden beboet af rige forrretningsfolk, akademikere, fusentaster, adelige, politikere, skuespillere og kunstnere. Kort sagt et kvarter, som en moderne ejendomsmægler ville kalde ”et levende, kreativt miljø”. Og hvilket miljø for en skildrer af menneskenes veje og vildveje, der i de år, han boede i sognet, har fået inspiration til ”Romeo og Julie”, ”En skærsommernatsdrøm” og ”Købmanden i Venedig”.
Ved hjælp af skatteopkrævningslister rekonstruerer Marsh på medrivende vis kvarteret med udgangspunkt i spørgsmålet, hvem Shakespeares naboer var. Både i helt konkret forstand og forstået som sognets 550 til 650 indbyggere. Ud af skatteopkrævningslisterne, lejekontrakter, kirkebøger og hundredvis af andre små og indimellem besynderlige kilder træder et menneskemylder, som ret beset kunne være taget ud af Shakespeares stykker.
Vi hører om Londons borgmester John Spencer, Shakespeares genbo, der kidnappede sin egen datter, da hun nægtede at indgå i et af ham arrangeret ægteskab. Vi hører om en nabo, en af sognets mange læger, som specialiserede sig i kvinders ”hysteri” (ofte af seksuel karakter), der medvirkede som medicinsk ekspert ved nogle af tidens hekseprocesser – og vi hører frem for alt om et sogn og en verden i opbrud.
Ligesom i Danmark havde kronen ved Reformationen overtaget den katolske kirkes ejendomme, og i Saint Helen’s blev en del af sognets kloster solgt videre til lædersælgernes forbund. Templet var blevet til røverkule, og handlen blomstrede, for folk havde aldrig før haft så mange penge mellem hænderne. Verden var kort sagt af lave.
Ligesom Shakespeare selv kom mange af Saint Helen’s-indbyggerne fra provinsen i håb om at slå igennem i London og opnå rigdom og berømmelse. Mange kom desuden fra det europæiske fastland, og digteren har i sin dagligdag i Saint Helen’s været omgivet af et kaudervælsk foruden engelsk bestående af hollandsk og fransk. Byen summede af liv, og det liv fanger Marsh i sin pragtfuldt originale mikrohistoriske skildring. Sådan kan historieskrivning udføres, så detaljerigt og underholdende.
Når nu man ikke selv kan tage turen og gå i Shakespeares fodspor, må dette være det næstbedste. For som en af bardens yngre landsmænd sagde: Er man træt af London, må man være træt af livet selv.
I ”læst udefra” skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.