Hver dag sin aprilsnar - året rundt

Den 1. april. Der lyves i tykt og tyndt, særligt på internettet, men falske nyheder kan ofte betale sig økonomisk såvel som politisk. For demokratiet er de dog en trussel, som er svær at dæmme op imod uden at forgribe sig på ytringsfriheden, lyder det fra eksperter og politikere

Illustration: Ole Munk
Illustration: Ole Munk

”Pave Frans chokerer verden. Støtter Donald Trump som præsident for USA

– udsender en erklæring.”

Den historie blev ikke lanceret en 1. april men midt i juli sidste år under den amerikanske præsidentvalgkamp på hjemmesiden WTOE5News.com.

Efterfølgende blev den delt og kommenteret over 100.000 gange på det sociale medie Facebook.

Det internationale underholdnings- og nyhedsmedie BuzzFeed News skrev i december, at nyheden senere havde spredt sig til en internetside med navnet Ending the Fed (Luk den amerikanske nationalbank), og sammenlagt var historien nu blevet delt tæt på en million gange på Facebook. Dermed blev det den mest delte, enkeltstående falske nyhed i hele valgkampen.

Men hvor kom den fra? Det satte BuzzFeed News-medarbejderne sig for at undersøge. Og fandt frem til, at WTOE5News.com var en hjemmeside i et netværk, som bestod af mindst 43 forskellige internetsider. De kolporterede alle falske nyheder, stort set sat op på samme måde, og mange med overskrifter af typen ”Clint Eastwood forklarer, hvorfor han flytter til Hot Springs, Arkansas.”

Det var nyheder, der blev delt voldsomt meget på sociale medier af beboere i netop de byer og stater, som de kendte skuespillere og musikere angiveligt var ved at flytte ind i. At der faktisk var tale om et netværk, fik BuzzFeed News vished for ved at kigge i den såkaldte kildekode, som alle hjemmesider har.

Her kunne eksperterne se, at siderne alle havde samme såkaldte Google AdSense-nummer. Det er det nummer, der identificerer, hvem der skal have udbetalt penge fra reklamerne på en hjemmeside.

Ifølge BuzzFeed News samledes trådene hos en pilot ved navn Justin Smithson fra Californien, som oprindeligt har registreret AdSense-kontoen hos Google. Han benægtede imidlertid selv kategorisk over for netmediet at have noget med de falske netsider at gøre.

Uanset hvem der var ophav til de mange falske sider, står en ting dog klart: Der er mange, mange reklamepenge i at lyve på nettet.

Kan man få en falsk, men spændende, historie til at sprede sig, kaster den profit af sig fra de annoncører, der reklamerer på siderne.

It-ekspert Peter Kruse fra sikkerhedsfirmaet CSIS har over for Morgenavisen Jyllands-Posten tidligere anslået, at man forholdsvis enkelt kan tjene penge på nettet – op mod 50.000 kr. om måneden alene ved at producere falske nyheder.

At der nok var økonomiske snarere end politiske motiver til nyheden om pavens støtte til Trump understreges af, at en anden hjemmeside få dage senere kom ud med den stik modsatte historie: At paven nu støttede Hillary Clinton. Også denne side blev delt flere hundredtusinde gange, og har formentlig givet et stort økonomisk afkast til ophavsmanden eller -kvinden.

Det rigtig interessante var, at den side indeholdt den præcis samme AdSense-kode som ”paven-støtter-Trump”-historen, anfører BuzzFeed. Gevinsten på de to historier må altså formodes at være havnet hos den samme person.

Det rejser spørgsmålet om, hvorfor store sociale medier som Facebook og Google ikke bare stopper de falske sider. Falske nyheder er jo ødelæggende for tilliden til medier generelt, især fordi de spredes langt hurtigere og mere ukontrollabelt i dag, end de gjorde før internettets tid.

De er også ødelæggende for demokratiet, da de falske nyheder underminerer tilliden til medierne og det politiske system.

Det påpeger i hvert fald medieanalytiker, forfatter og stifter af virksomheden Medietrends Jan Birkemose.

”Den hurtige udbredelse af falske nyheder er ekstremt skadelig for demokratiet. I gamle dage kunne man parkere falske nyheder på enkelte medier som det sovjetiske dagblad Pravda (Sandhed, red.) eller det kulørte blad En skør, skør verden. I dag står de falske nyheder side om side med de sande og billeder af ens egne børn i havebassinet, og derfor er det blevet meget svært at se forskel på sandt og falsk. Når man så finder ud af, at en af historierne på ens Facebook-side er falsk, får det generelt tilliden til medier til at falde,” siger Jan Birkemose.

Han nævner, at en Gallup-undersøgelse i USA har vist, at tilliden til medierne før årtusindeskiftet var over 50 procent, men i september op til præsidentvalget havde blot 32 procent af vælgerne fortsat tillid til medierne. Blandt republikanske vælgere var den helt i bund med blot 14 procent.

Billedet er det samme herhjemme. Politikere og mediefolk har i årevis stået lavt i diverse troværdighedsmålinger, men i dag ser det endnu værre ud med tilliden. Netmediet Altinget.dk offentliggjorde midt i marts en meningsmåling fra Norstat, som viste, at 61 procent af vælgerne mener, at ”de etablerede medier i Danmark” i større eller mindre grad har problemer med troværdigheden.

Interessant nok var skepsissen over for medierne blandt de danske vælgere også størst til højre for midten. I den blå blok udtrykte 65 procent, at medierne havde problemer med troværdigheden.

Måske er det ikke helt indlysende for alle vælgere, hvad ”etablerede medier” dækker over, men inden for mediebranchen er opgøret om falske medier så småt ved at udarte til en krig netop mellem etablerede og knap så etablerede medier.

Mediechefer fra DR, Politiken, Ekstra Bladet og Berlingske har over for fagbladet Journalisten for nylig erklæret sig parat til efter norsk forbillede at oprette en fælles platform, som skal bekæmpe de falske nyheder.

I Norge er Dagbladet og VG gået sammen med NRK, der svarer til DR herhjemme, om at oprette en hjemmeside med titlen faktisk.no mod ”fake news”, et projekt til 10 millioner kroner.

Hos de knap så etablerede medier er begejstringen for den idé til at overskue.

Gennem de senere år har Danmark fået flere nationalkonservative netmedier, der opfatter sig som i opposition til det, chefredaktør for Den Korte Avis Ralf Pittelkow kalder ”Journalistisk Venstreparti”, det vil sige stort alle de gamle medier. Ligesom Den Korte Avis er blogs og netmedier på højefløjen især optaget af at få stoppet den muslimske indvandring til Danmark.

Typisk møder man her støtte til præsident Donald Trump, støtte til briternes udtræden af EU og måske endda sympati for Ruslands præsident Vladimir Putin. Foruden flittig brug af stærke billeder og gloser som amok, grotesk, vanvittig og chokerende om alt, der har med indvandring at gøre. Den etablerede presse bliver jævnligt omtalt som ”løgnepressen”.

Men kolporterer de medier falske nyheder eller bare stærkt ensidigt vinklede historier? Ligesom de mener, at den etablerede ”kulturradikale” presse gør med modsat fortegn?

Hvad er falske nyheder i det hele taget? Slår man op på netleksikonet Wikipedia, beskrives fake news som ”fup eller bevidst spredning af misinformation, enten via traditionelle nyhedsmedier eller sociale medier med den hensigt at vildlede for at vinde på det, økonomisk eller politisk”.

På Christiansborg vil Venstres medieordfører, Britt Bager, gerne indkalde til en høring, hvor politikerne kan få det afklaret nærmere.

”Handler det om, at historier bliver forkert vinklet, eller om, at der bliver skrevet direkte løgne? Det må vi have diskuteret,” siger Britt Bager.

Hun betragter falske nyheder som et kæmpemæssigt demokratisk problem. Herunder også, at annoncørbetalt indhold vinder så voldsomt frem i medierne. Det vil sige artikler, der ligner redaktionelle artikler, men hvor indholdet er betalt og bestemt af en annoncør.

Alternativets medieordfører, Rasmus Nordqvist, mener ligesom hende, at man skal passe på ikke at komme til at skade ytringsfriheden, når man vil de falske nyheder til livs. Derfor vil han også være varsom med at lovgive om eksempelvis større kontrol med sociale medier som for eksempel Facebook.

”Vi skal styrke den seriøse og fri presse, og det handler blandt andet om, at vi ikke skal skære ned på public service,” siger han med henvisning til de kommende forhandlinger om et nyt

medieforlig.

Studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst fra Kommunikation, Journalistik, Medier på Roskilde Universitet tror ikke, det bliver let at komme de falske nyheder til livs. Hverken Google eller Facebook vil fortælle, hvor mange annoncekroner der bliver brugt på falske nyhedssider, men Facebook har dog lagt an til, at brugerne i flere lande nu kan indberette historier, de anser for falske. Angiver flere det, vil Facebook muligvis fjerne historierne efter nøjere granskning.

Men måske kan man sætte sin lid til annoncørerne. Der har allerede været eksempler på, at annoncører har frabedt sig, at deres annoncer bliver vist på bestemte hjemmesider.

Herhjemme meddelte en række store firmaer som Nordea, Just Eat, Føtex og Ikea i december, at de ikke længere ville have deres annoncer bragt på Den Korte Avis’ hjemmeside. Det førte imidlertid straks til en voldsom protest og boykot af netop de firmaer fra borgere, der ikke kunne se noget galt i Den Korte Avis’ redaktionelle linje.

Fra borgerligt hold fik avisen også støtte.

”Jeg tror desværre ikke, at man kan forvente, at clickbate (lokkende overskrifter, der skal få brugere til at gå ind på bestemte historier, red.) eller falske nyheder forsvinder,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

I forhold til den politiske effekt af falske nyheder er Europa og især Danmark dog foreløbig mindre udsat end USA.

”På grund af vores valgsystem med udstrakt repræsentativt demokrati har de sociale medier meget lidt effekt på, hvem der bliver valgt. Det afgørende er, om man er stillet op på en valgliste, og det foregår stadig ude i den enkelte vælgerforening,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst.