”Hver eneste kamp er livet i miniature.” Citatet er fra André Agassis overraskende vise selvbiografi ”Open”. Citatet åbner også tennisfilmen ”Borg”, som desværre er for lille i sit psykologiske anslag til at udleve udsagnet.
For på trods af en spændstighed som en perfekt opstrenget ketcher, er den velspillede og stramt koreograferede film uden anden charme end Shia LaBeouf, der spiller John McEnroe og Sverrir Gudnason som Borg. Det er en alt for alvorlig film uden kærlighed til tennis, Borg eller McEnroe.
”Borg”, baseret på virkelige hændelser, handler om Wimbledon-finalen i 1980. En myte inden for sporten, men indrømmet ukendt for mig. Den disciplinerede isbjørn Björn Borg kunne sikre sig sit femte mesterskab i træk. Udfordreren John McEnroe sit første.
”Borg” er en klassisk sportsfilm. Halvt hælder den til fascinationen af de født fænomenale. Halvt forsøger den at finde sprækkerne, det menneskelige, bag talentet.
Tennis er en ensom sport. I pauserne sidder spillerne der på den store bane, helt alene til skue for alle. Taler med sig selv og ser ingen, mens alles øjne hviler på dem. Ensomheden er også omdrejningspunktet for instruktøren Janus Metz og manuskriptforfatter Ronnie Sandahl. Metz, der vandt verden med sin stærke krigsdokumentar ”Armadillo”, slås her med et svagt manuskript.
”Borg” er lige så disciplineret som hovedpersonen selv. Men filmens påstand er, at Borg er et tæmmet dyr og Center Court hans bur. I glimt fra barndommen er Borg temperamentstyret, impulsiv og aggressiv. Hvorimod den følelsesladede og utilpassede McEnroe portrætteres som en dydig spejderdreng, inden karrieren tager fat.
Dette psykologiske omvendt-spil er vist et forsøg på at forklare vindermentalitet. Björn blev bortvist fra den lokale tennisklub i Södertalje for dårlig opførsel, som trænerne mente bundede i hans lave sociale kaste. John var et kuet barnegeni i en rig familie, hvor kun det sublime kunne ryste en sagte anerkendelse af sig. Björn vokser op og bliver kontrolleret, John bliver rock’n’roll.
Tilbageblikkene til træningskampe og spisestuer er uden egentlig nerve og fremdrift. Alligevel skal den afgørende kamp obstrueres af de samme klip tilbage til barndommen. Metz og Sandahl har ikke kød nok på historien. Det hjælper ikke at gentage det.
Musikken spiller igennem filmen som et pulsslag. Metz koreograferer snarere end instruerer de tenniskampe, der ikke indkapsler livet, men alligevel er medrivende. Det skyldes især fornemme præstationer af både amerikanske Shia LaBeouf og svenske Sverrir Gudnason.
”Borg” bliver aldrig en verdensetter, men snarere en gedigen arbejdskamp. Ikke kedelig, men heller ikke neglebidende som de finaler, der bliver til myter.