Troels Kløvedal: Hver morgen er en ny, dejlig dag på jorden

Troels Kløvedal er hårdt ramt af sygdommen als, og han er derfor koblet til en respirator, der hjælper ham med at trække vejret. Alligevel har han nu skrevet en ny erindringsbog, hvor han deler ud af sine minder om et eventyrligt liv med masser af kærlighed til mennesker og verden

”Jeg har en indre ro og har det fint med at dø, selvom jeg selvfølgelig godt kunne have tænkt mig et dejligt otium,” anfører Troels Kløvedal. Billedet her er fra 2014. –
”Jeg har en indre ro og har det fint med at dø, selvom jeg selvfølgelig godt kunne have tænkt mig et dejligt otium,” anfører Troels Kløvedal. Billedet her er fra 2014. – . Foto: Janus Engel/ritzau.

”Livet er vidunderligt, fordi man kan bruge det til lige det, man drømmer om, og hver morgen er en stor, dejlig oplevelse.”

Sådan indleder Troels Kløvedal sin nye erindringsbog ”Alle mine morgener på jorden”, der udkommer den 5. december på forlaget Gyldendal. Her fortæller den nu 74-årige søfarer og forfatter om sin brogede barndom, sit liv med Nordkaperen, vennerne og storfamilien. Og tilbageblikket er foregået i hans hjem på Djursland, hvor han har siddet ved sin computer, tilkoblet en respirator, der hjælper ham med at trække vejret.

Troels Kløvedal er ramt af den sjældne nervesygdom als, der kun rammer cirka tre ud af 100.000, og han kan ikke længere tale. Interviewet er blevet til gennem mailkorrespondance, hvor Troels Kløvedal har sendt sine svar på en række spørgsmål.

Det er ikke første gang, Troels Kløvedal skriver om sit farverige liv. Men sygdommen og bevidstheden om, at livet snart ebber ud, har fået ham til at vende tilbage til nogle af de begivenheder og mennesker, der har gjort en forskel. I barndommen, ungdommen og voksenlivet.

”Når man får en dødelig diagnose, vender sindet sig automatisk mod ens samlede liv. Og jeg har nydt at tænke tilbage på det dejlige liv, jeg har levet. Både med de kvinder og venner, som jeg har delt mit liv med – og med de mange kulturer, jeg har mødt,” lyder Troels Kløvedals svar på, hvorfor netop denne bog var vigtig for ham at skrive. Men bogprojektet har været mere besværligt end de øvrige 17 bøger, han har skrevet.

”Det har været svært, fordi jeg er så bundet til min respirator og min begrænsede bevægelsesfrihed. Selv det at finde en bog i mit store bibliotek på godt 3000 værker eller gamle notater er mig næsten umuligt. Min sygdom gør jo, at min krop langsomt forlader mig, men mit hoved er, som det plejer at være. Et gammelt græsk og kinesisk ordsprog siger, at for at en mand kan holde ud at blive gammel, skal han have: en dejlig kone, en smuk have og et godt bibliotek. Jeg har alle tre ting.”

At tro på verden, have tillid til andre mennesker og at turde bevæge sig derhen, hvor man ikke har været før. De tre tilgange til verden og tilværelsen er gennemgående, når man læser om Troels Kløvedals mod til at gå nye veje. Både som langfartskaptajn på Nordkaperen og i andre sammenhænge, hvor blandt andet parcelhus og kernefamilie blev byttet ud med kollektiv og flere forskellige parforhold. I bogen sammeligner en af hans ungdomsvenner Troels Kløvedal med vagabonden i en af Storm P.’s tegninger – den anderledes figur, der tør gå sine egne veje i stedet for den, de øvrige ensartede typer følger på tegningen.

”Jeg hylder mangfoldigheden og oplever, at man har alt for travlt med at sætte folk i bås. Jeg skriver om Odysseen i bogen som et eksempel på, at vi som europæere faktisk er nysgerrige mennesker. Det har jeg blandt andet også fået bekræftet i Indien, hvor unge mennesker aldrig ville finde på at sætte et gammelt skib i stand og sejle til Danmark – for hvad skulle de dog der? Men netop det at sejle er jo på en måde den ultimative frihed – at kunne lægge kursen lige præcis derhen, du ønsker det. Ikke at have en arbejdsgiver, men kun vejret, himlen, alle øerne i Sydhavet under De Maggelanske Skyer og stjernerne, der hjælper dig på vej. At ankomme med et gammelt sejlskib betyder også, at du ankommer med et stykke af din egen kultur. Du kan invitere folk om bord, tage dem med ud at sejle, dykke med dem på koralrevene og invitere på en kop kaffe. Derfor møder du en stor gæstfrihed, som selvfølgelig har påvirket mig meget.”

”Min tro på, at fælles lykke er større lykke, var også noget, jeg oplevede i kollektivet Maos Lyst, og netop årene dér var meget formative for mig.”

I bogen beskriver Troels Kløvedal da også tiden i kollektivet som ”noget af det lykkeligste i mit liv”, og ånden fra 1960’erne og 1970’erne med troen på fællesskabet og en stærk optagethed af det politiske går igennem som en stadig levende rød tråd i hans syn på verden. Mange fra hans generation har senere taget afstand fra nogle af overbevisningerne fra denne tid. Men det gælder ikke Troels Kløvedal.

”Jeg tænker, at meget af den kritik, som især for 20 år siden fyldte avisspalterne om alt det elendige, ungdomsoprøret førte med sig, handler om, at kritikerne ikke aner, hvad vi gjorde oprør imod. Det handlede jo om alt fra professorvælde på universiteterne til bank i skolerne. Mine forældre er født i 1903 og 1907. De havde oplevet to verdenskrige og arbejdsløsheden i 1930’erne, og vi syntes, at deres generation tænkte verden på en måde, der fortsatte denne tankegang. Nu med den kolde krig og faren for en altødelæggende tredje verdenskrig. Derfor blev vi hippier og flower power og vendte os i stedet mod Østens tankegang, fordi man der tænkte verden på en anden måde.”

Troels Kløvedal er helt med på, at hans bøger er inspireret af ånden fra 1960’erne og 1970’erne, og han fortæller, at han også har opdraget sine fem børn ud fra samme tidsånd.

”Jeg skriver et sted i bogen, at de skal lytte til dem, der er søgende, men tage sig i agt for dem, der siger, de har fundet sandheden. (Man kan vel sin Sokrates). Jeg tror ikke, at tidslommen fra dengang vender tilbage, men jeg nyder, at de unge i dag er så velformulerede, og jeg tror, at Danmark går en lysende fremtid i møde – at landet ender med at blive fuldstændig økologisk, og at alle en dag godt kan se, at det er uansvarligt at give beskidt grundvand videre til kommende generationer. Enhver ved inderst inde, at man skal rydde op efter sig. Der findes to slags mennesker, der når de kommer gående hen ad gaden og ser en cykel ligge og flyde midt på fortovet. Den ene slags tager cyklen op og stiller den ved muren. Den anden slags går uden om og siger: Hvad rager det mig? Der findes heldigvis flest af den første slags.”

I indledningen til bogen skriver Troels Kløvedal: ”Alle mine morgener skal være poetiske. Det besluttede jeg mig for som helt ung og har holdt det.” På spørgsmålet om, hvad han gør for at huske poesiens skær, svarer han:

”Jeg er bevidst om, hvor privilegeret et liv jeg har levet, og det husker jeg at værdsætte. At jeg nu er ramt af den sjældne sygdom als, kommer selvfølgelig bag på mig, og så alligevel ikke. Man skal jo dø af noget, og det, jeg dør af, er altså als. Jeg har en indre harmoni, der gør, at mit humør er, som det plejer at være, og jeg er trods alt 74 år og lykkelig for, at sygdommen ikke har ramt mig tidligere. Derfor har jeg altid nydt ’alle mine morgener på jorden’, og det har også præget mine børn, at jeg aldrig ville have stress og brok om morgenen, men har set hver dag som ny og dejlig. Jeg er ikke troende, men holder af at læse Kristeligt Dagblad og elsker at besøge kirker og at læse min gamle ven Ebbe Kløvedal Reichs oversatte bibel – men de bibelske tekster, som er gode historier, forbinder jeg ikke med mit eget liv. Jeg er nok mere til en smilende buddha end et tortureret menneske på et kors. Og til moralske filosoffer som Konfutse og Zen: At ride, at skyde med bue – og at tale sandhed.”

I bogens epilog skriver Troels Kløvedal, at han har en følelse af, at han er ude i dårligt vejr, hvilket gør ”at jeg mere og mere drømmer om at sejle ind i en atol, i en lagune med stille vand”. Og han forklarer i mailen, hvordan det skal forstås:

”Jeg har en indre ro og har det fint med at dø, selvom jeg selvfølgelig godt kunne have tænkt mig et dejligt otium. Den eneste sorg, jeg har, er den sorg, jeg ved min død vil være for mine nærmeste. Jeg kan huske, at den gamle kirkeminister Bodil Koch sagde, da hun skulle dø, ’I skal danse på min grav’. Jeg ved ikke lige, om mine børn skal danse på den, men de skal tænke på, at fatter levede et godt liv – og at jeg har givet det videre til dem.”