Prøv avisen
Interview

Komponist Bent Sørensen: Hver morgen vågner jeg op og prøver at være et stort ja til livet

”Når jeg er inde i en skabelsesproces, så oplever jeg også, at hele verden ikke bestiller andet end at give mig input til den musik, jeg skal skrive,” siger komponisten Bent Sørensen, der her ses ved Landbohøjskoles Have ved hjemmet på Frederiksberg. – Foto: Jens Wedding Øllgaard

Komponisten Bent Sørensen har netop modtaget den store amerikanske musikpris Grawemeyer Award. Musik har han skabt hele livet, men de seneste år er troen og taknemmeligheden også vokset i ham

Komponisten Bent Sørensen har haft hovedet fyldt med musik, siden han var barn. Og han skriver stadig sine melodier i hovedet, fordi han ikke vil lade sig begrænse af, hvad han kan finde ud af at spille på klaver. Men Bent Sørensens musik er også i en klasse for sig.

I sidste måned modtog han ovenikøbet en af de største musikpriser i USA – Grawemeyer Award på 100.000 dollars – for værket ”L’Isola della Città” (”Øen i byen”), ligesom han ved samme lejlighed fik uropført ”Eveningland” af intet mindre end New York Philharmonic. Men den verdensberømte dansker begyndte allerede at skrive sine første violinkvartetter på børneværelset, da han voksede op på Midtsjælland. Mens begge forældre arbejdede som skolelærere, var faderen amatørviolinist i fritiden. Faderen brugte også flittigt hjemmets gamle spolebåndoptager til at optage klassiske koncerter fra radioen. Og det gik også i blodet på Bent Sørensen:

”Jeg voksede især op med violinkoncerter, fordi min far var interesseret i Brahms, Mozart, Tjajkovskij, Vivaldi og Beethoven. Han syntes derfor også, at jeg skulle lære at spille violin, men det havde jeg ikke tålmodighed til, jeg havde heller ikke tålmodighed til at lære at spille klaver, men derimod fik jeg tidligt en enorm interesse for alle de noder, der lå på nodebænkene derhjemme,” siger Bent Sørensen, der på den måde meget tidligt blev interesseret i at skabe musik og skrive noder.

”Noderne var som små håndgranater, der sprængte i hovedet på mig og skabte drømme. Jeg er en meget stor drømmer i virkeligheden. Jeg skaber musik på drømme på en eller anden måde. Og det gjorde jeg allerede dengang. Da mine forældre for fem-seks år siden flyttede fra det hus, hvor jeg delvist voksede op, fandt jeg også nogle af de noder, jeg havde skrevet dengang. Der ligger ikke nogen glemte mesterværker. For jeg skrev i forkerte nøgler, men jeg lavede violinkoncerter, som jeg gradvist begyndte at brede ud i takt med, at jeg også begyndte at spille på andre instrumenter.”

Sådan skabte Bent Sørensen musik gennem hele sin barndom, men da han blev student, tog han alligevel til Aarhus for at læse dansk, mens det stadig var musikken, der trak mest.

”Det sjove er, at jeg gennem halvandet år delte lejlighed med vores store trubadur Allan Olsen fra Nordjylland. Han sad inde og skrev sine sange i et rum, og jeg sad inde i et andet rum og skrev strygekvartetter. Og ingen af os gik på danskstudiet for at blive dansklærere. De to år, jeg læste dansk, var mere en slags dannelse for mig, hvor jeg afprøvede livet, inden jeg skulle i gang med det.”

Efter to år flyttede han til København, hvor han først besluttede sig for at blive musikpædagog, så han cyklede ind til konservatoriet for at få en brochure om, hvordan man søgte optagelse. Men da han åbnede brochuren derhjemme, kom han også til at læse om kompositionslinjen.

”Jeg kan tydeligt huske stemningen, da jeg sad i en stol og åbnede brochuren og tænkte, at jeg ikke skulle være musikpædagog, men komponist. Det var jo det, jeg altid havde villet. Det blev et vendepunkt for mig. Fra den dag satte jeg mig derfor ned fra morgen til aften og lærte klaver og hørelære, så jeg kunne komme ind på konservatoriet. Og siden har jeg ikke været i tvivl,” siger Bent Sørensen, der i samme periode blev spurgt om at skrive musik til en teaterforestilling. Og allerede inden han blev optaget på komponistlinjen, skrev han sit første værk til et professionelt orkester:

”Det var til Vestjysk Kammerensemble, der nu hedder Esbjerg Ensemble, hvor jeg i øvrigt også mødte min kommende svigerfar, oboisten Frederik Gislinge, 35 år før jeg blev kæreste med Katrine Gislinge, der kun var en pige på 13 år dengang. Jeg kan tydeligt huske, hvordan hun lige stak hovedet ind og sagde hej, da jeg sammen med nogle andre musikere var på besøg hos Frederik, som lidt tørt sagde, at han syntes, at det lød, som om der var idéer til 10 stykker i mit lidt kaotiske værk. Det var jo en fin balance mellem ros og kritik. Og det var med til at sparke mig i den rigtige retning,” siger Bent Sørensen, som lige siden har holdt fast i sin egen måde at skrive musik på:

”Jeg var heldig meget tidligt at finde mit dna som komponist. Det er svært at forklare, men jeg har fra begyndelsen betragtet musikalske former som organismer. Nogle gange arbejder jeg næsten som en skulptør, der skal lave en skulptur i stedet for et stykke musik. Jeg laver også tit tegninger frem for noder for at være sikker på, at organismen fungerer. Og når jeg laver ting til symfoniorkestre, tænker jeg også på det som en organisme, hvor alle instrumenterne skal forme én ting sammen, ligesom vores krop skal forme et liv ud af blodårer, hjerte, hjerne og alt muligt, der skal hænge sammen.”

Ligesom Paulus skrev, at kirken består af mange lemmer på samme legeme?

”Ja, det er det samme. Instrumenterne har jo også forskellige funktioner. Men et symfoniorkester kan også godt sammenlignes med en kirke med en masse individer, der hænger sammen.”

Hvordan opstår din musik?

”Inspirationen opstår næsten altid ved, at noget udefra har ramt noget inden i mig, og så skaber det en kemi, som gør, at musikken kommer frem. Jeg tror, at den væsentligste inspiration til at være kunstner kommer fra en selv. Man skriver jo ikke om en solnedgang, man ser, medmindre, at man har en solnedgang i sig i forvejen. De ydre indtryk farver snarere det, der er inden i en, og hiver det op. Musik er en fantastisk abstrakt kunstform, men ofte bliver man inspireret af noget, der er mere konkret. Det kan være mennesker, billeder eller bøger, fordi man pludselig får et billede af noget, som i forvejen lever i en selv. Hvis jeg bliver inspireret af billedet bag dig, er det kun, fordi det minder mig om noget i min egen musik,” siger han og peger på et hvidt billede, der hænger på væggen:

”Sådan opstår musikken i mødet med den musik, jeg allerede har i mig, ligesom musik avler musik på nodearket. For når jeg så skriver den ned, opdager jeg nye mønstre, som jeg kan arbejde videre med, ligesom man ser nye ting, når man ser en film igen og igen. Og sådan former musikken sig langsomt som en langsom samtale med en selv. Og sådan tror jeg, at det er med al kunst, man skaber noget, der inspirerer en til at skabe mere.”

Selvom musikken på den måde hele tiden er en surdej, der vokser sig større i ham, inspirerer stilheden ham også:

”Stilheden er måske det største i musik. Hvis man siger, at stilheden er det hvide lærred, som man skal male med musik på, så skal man virkelig være sikker på, at den bliver smukkere, hvis der bliver sat en tone på den. Et af mine værker hedder faktisk også ’Smerte, der løber langsomt ned ad en hvid væg’. Det var en ungarsk kvinde, der gav mig den sætning fra en ungarsk digter, fordi hun syntes, at min musik mindede hende om det digt. Men da jeg så tre år efter mødte hende igen og takkede hende for inspirationen, sagde hun, at hun havde været ked af, at hun huskede forkert. For digteren havde skrevet om en rød væg, men det var den hvide væg, der inspirerede mig, fordi den ramte noget inde i mig selv.”

Sådan kan titler også give hele værker retning for ham. En anden gang kæmpede han med at få en klarinetkoncert til at hænge sammen. Det var, som om det var titlen, der var gal, da han sammen med sin datter gik ned ad en lille vej i Barcelona.

”Jeg husker stadig, hvordan der var helt stille og meget varmt på den lille gade. Foran en marskandiser var der et bord med bøger, og jeg tog en digtsamling op, der hed ’Serenidad’. Det var på spansk, og jeg læser ikke spansk, så jeg gik videre, men pludselig slog det mig, at det var den titel, jeg ledte efter, så jeg vendte om for at købe bogen. Der var ikke andre på gaden end min datter og jeg, men da vi kom tilbage, var bogen væk. Det er min musik i en nøddeskal, den er forsvundet, inden den er skabt. Men så snart jeg fik fat i det ord, kom musikken til mig. Og den slags uforklarlige oplevelser er vigtige for mig,” siger Bent Sørensen, der havde en lignende oplevelse med sit sidste orkesterværk, han netop har fået opført i New York.

”Før jeg lavede værket, havde jeg to billeder i hovedet. Det ene stammede fra min barndom, hvor jeg sidder i mine forældres hjem og ser ud på et aftenlandskab en sensommer med et særligt lys, som jeg aldrig har glemt. Jeg var måske seks eller syv år gammel dengang, og jeg ved ikke, hvorfor jeg husker det. Og det andet billede stammede fra New York, hvor jeg som voksen havde stået og kigget ud over byen med al dens lyshav. De to billeder gav mig titlen ’Eveningland’, aftenland. Jeg var lidt i tvivl om den titel, men mens jeg gik og tænkte over titlen, kom jeg forbi en antikvarboghandler, der havde Pär Lagerkvists ’Aftenland’ med illustrationer af vores ven Maja Lisa Engelhardt i vinduet. Jeg gik ind og købte bogen. Og derfra var jeg hverken i tvivl om projektet eller titlen, og musikken kom også bare derfra.”

Tror du, at det var Guds forsyn?

”Det ved jeg ikke. Jeg har helt klart en tro på Gud, men jeg tror egentlig også, at han har større ting for end at hjælpe mig med at finde titler. Men jeg tror, at man leder efter sammenhænge i livet. Om det er Guds forsyn eller mit eget, ved jeg ikke, men jeg tror på, at der er en magi i verden. Og jeg tror også, at den magi er religiøs. Og timingen omkring de tre titler var i hvert fald rigtig. Men når jeg er inde i en skabelsesproces, så oplever jeg også, at hele verden ikke bestiller andet end at give mig input til den musik, jeg skal skrive. Jeg kan føle, at fugle synger min musik, og bilerne spiller den. Og alle samtaler virker, som om de handler om min musik, selvom de handler om noget andet, men det hele kommer til at dreje sig om min musik, fordi det er det, der foregår i mit hoved.”

Hvordan vil du så beskrive din tro?

”Jeg tror egentlig, at jeg altid har været troende, men det, der er kommet til de senere år, er, at jeg ikke er bange for at være det. Jeg tror heller ikke, at man kan lave det, som jeg gør, uden at have en form for tro. Jeg synes, at ateisme er en forfærdelig kedelig religion. Og jeg kan godt forholde mig til Søren Ulrik Thomsen, som pludselig kunne mærke, at der var en tro i hans digte, som ikke var der før. Sådan har jeg det selv med min musik, og jeg føler også, at jeg er moden nok til at turde tro. Jeg har også oplevet nogle ting, der bekræfter den tro. Når mennesker omkring er døde, har jeg for eksempel haft oplevelsen af, at kroppen kun var en skal, mens det menneske, jeg kendte, nu var et andet sted. Jeg går ikke i kirke hver søndag, det kunne jeg egentlig godt tænke mig, for jeg har en stor kristen fornemmelse inde i mig – uden jeg kan forklare det,” siger komponisten, der også havde døden tæt inde på livet under tilblivelsen af ”Eveningland”.

”Da jeg arbejdede på værket, blev min svigerfar virkelig syg af kræft. Da vi fandt ud af, hvor alvorligt det var sidste år, skrev jeg en obosolo ind i værket. Det var min naive måde at prøve at helbrede ham på eller i det mindste få ham til at holde ud, så han kunne komme med til New York og høre den obosolo. Desværre døde han inden, men når jeg selv hører den obosolo, er det, som om det er en hilsen, der kravler opad. Musikken kunne ikke redde ham, men det var den obosolo, der fuldendte værket, så det var faktisk ham, der reddede mit værk.”

Bent Sørensen planlægger nu at gå i gang med at komponere en passion, ligesom Bach både lavede Johannes-passionen og Matthæuspassion:

”Jeg ved endnu ikke, om min egen passion skal tage udgangspunkt i Matthæus-evangeliet eller Johannes-evangeliet. Det ene virker nærmest som en journalistisk reportage, mens det andet er mere poetisk, men Bach fik også noget fantastisk poetisk ud af Matthæuspassionen. Men jeg går også ind i den fortælling med en troendes betragtning, fordi jeg gerne vil gå ind i den enorme lidelseshistorie og kærlighedshistorie, som også farver mit liv. Jeg forbinder også meget troen med kærlighed og taknemmelighed. Og jeg synes, at troen er en god måde at erkende, hvor smukt livet er.”

Selv har han tidligere prøvet at have en kortvarig depressionsperiode, men nu er det taknemmeligheden, der fylder:

”Indtil nu har jeg levet et vidunderligt liv. Men når man står op om morgenen, kan man sommetider næsten vælge, om man skal være deprimeret eller glad. Man kan både være et stort ja til livet og et stort nej til livet. Og hver morgen øver jeg mig i at være et stort ja til livet. Jeg kan sagtens forstå, at der er mennesker i stor nød og sorg, der har andre vilkår end mig. Men jeg er selv blevet stadig mere taknemmelig. Og jeg har brug for at sende den taknemmelighed videre til Gud,” siger Bent Sørensen og tilføjer så:

”Nogle spørger, hvordan man kan tro på en Gud, man ikke kan forklare, men alt det største i livet kan man jo heller ikke forklare. Kærligheden, kunsten og musikken er jo også en religiøs verden at gå ind i. Og for mig er livet, kunsten, kærligheden og troen helt uadskillelige. Jeg beder ikke til Gud, hver gang jeg har lavet en takt, der fungerer. Men jeg skammer mig ikke over at vide, hvor jeg skal sende min taknemmelighed hen.”