Så endte den store sommer.
Øde er badestranden.
Dagen og natten går hver for sig,
Som kendte de ikke hinanden.
Sådan skriver Tove Ditlevsen i digtet ”Høst”. Det er et kærlighedsdigt, og det er ikke bare dagen og natten, der går hver for sig. Det er også de elskende, som ikke elsker hinanden længere. Efterår er ophørets og ensomhedens tid ifølge de mange digte, der er skrevet om netop denne årstid.
Er foråret et væld af lyd, så er efteråret en overflod af farver – som i Alex Graffs ”Septemberhimmel”:
Hver stubbet mark, vi stirrer på,
Står brun og gul og gylden,
Og røn står rød og slåen blå
Og purpursort står hylden.
Og er sommeren naturmalernes tid, hvor de kan sidde ude og male, så er efteråret digternes. Det er eftertankens tid, melankoliens tid. Efteråret er flittigt brugt som et billede på en sjælstilstand af symbolisterne i 1890’erne, men har også tiltrukket 1950’er- og 1980’er-digtere.
I ”Høj september” skriver Cecil Bødker:
To stokværk i højden
og tækket med trækfuglevinger
rejser September sit hus.
En aula
hvor solen går ind
helt nede ved gulvet.
Høj himmel og lav sol varsler september, hvor man kan føle sig forladt af de ”rejsende magter”, der flyver sydpå, som Bødker skriver. Og Thøger Larsen sukker med i ”Septembernat”:
Høst er endt, og Løvfald
kommer, Nat og Løvfald,
Maaneskin og Løvfald.
Suk og Sorg og Løvfald.
Og jeg ligger ensom
vaagen paa min Sofa,
nylig var det Ungdom,
Leg og lyse Nætter.
Midt i melankolien kan man hurtigt glemme, hvad høst også betyder, nemlig at man plukker frugten af sit arbejde og alt det, man intet har gjort noget for, men bare får.
Træet, man beskar, giver æbler. Men nøddehegnet giver nødder, uden at man har rørt en finger. Man glemmer det praktiske, det livgivende for følelsen af ophør. Og man glemmer måske også, at al livslyst og værdi ikke alene ligger i foråret med dets ungdom og kraft, sådan som forårets store besyngere Johannes V. Jensen og Thøger Larsen ofte får det til.
Chr. Richardt prøver at få det med i ”I Høst”:
Du skjønne Livets Orden,
at der paa Foraar følger Høst,
at der er meer end Vorden,
og meer end Ungdomslyst:
Bring Korn i Lo og Lade!
bring Frugt bag dunkle Blade!
bring Hjertet Fred og Trøst!
Det smager lidt af det ældre menneskes resignation, og det er måske også den, der skal til for at klare september oven på sommer og ferie. I september går vi ind i hverdagene igen. I september skal man finde sig til rette med alt det, som skal ske de næste tre-fire måneder, inden det bliver jul, og året starter på ny.
September er også mere end indledningen på en uendelig række af hverdage, hvori trivialiteten på godt og ondt hurtigt indfinder sig. September er måneden, hvor titusindvis af unge begynder på deres videregående uddannelse. De flytter hjemmefra og skal begynde en helt ny fase af deres liv. De møder september med en nervøs forventning og med drømme om den storartede tid, der skal komme på det nye studie og blandt alle de nye mennesker.
Med højt til loftet er september også mulighedernes tid. Naja Marie Aidt beskriver i ”September gav plads”, hvordan rummet er vokset, og der nu er plads til hende:
I dag kunne jeg se
at også den melankolske mund
kan svulme af røde kys
de tunge skridt i skoven
hører sammen med den lette dans.
September er ikke blot splittelse som hos Ditlevsen, for hos Aidt kommer september også og sætter hende sammen igen.
Der er grund til at fejre tilværelsen, selvom efteråret varsler død og ophør. Derfor skal den finlandssvenske lyriker Edith Södergran også have det sidste ord. I ”Septemberlyren” finder man digtet ”Triumf at være til…”. Det beskriver en intensiveret livsfølelse, som netop svulmer på grund af visheden om altings endeligt. Triumfen ved at være til er ikke forbeholdt nogen alder. Den er ikke blot de unges, ikke blot de ældres, men alle, der lever her i september:
Hvad frygter jeg? Jeg er del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
En ensom verden i millioner af verdener,
en førstegradsstjerne som slukkes til sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
8
Omkring den første dag i hver måned causerer litteraturanmelder Lars Handesten over, hvad danske digtere og forfattere har sagt og skrevet om den pågældende måned.