Prøv avisen

Hverdagen er det store i tilværelsen

"Jeg kan ikke forestille mig, hvem jeg ville have været, hvis jeg ikke var stødt på "Ulysses," siger forfatteren Svend Åge Madsen, der læste romanen første gang som 19-20-årig. Foto: Lars Aarø/Fokus.

"Ulysses" er blevet kaldt det 20. århundredes vigtigste bog. For forfatteren Svend Åge Madsen er romanen ikke blot en stor inspirationskilde, men også en hjørnesten i menneskehedens forståelse af sig selv

Det er hverdag i Svend Åge Madsens have. Han nyder efterårssolen, drikker kaffe og spiser af de blommer, der modne og saftige er faldet ned fra et af hans mange frugttræer. Blommestenen er fjernet og frugten skåret i mundrette skiver. En lille, men vigtig detalje for nydelsen ved at spise.

"Ulysses" kan lære os om det subjektive

Vi mødes på forfatterens terrasse lige over middag. Det passer ind i hans hverdagsrytme, og vores møde bliver til en af mange begivenheder, der fylder Svend Åge Madsens liv netop i dag. Vi spiser blommer og snakker, han og jeg er til stede her samtidig, udefra set oplever vi det samme, men om nogle timer vil vi gå herfra med hver vores subjektive fornemmelse af, hvad der skete under vores samtale. Og vi vil hver især have vores særlige oplevelse af, hvor godt de blommer smagte!

At det er sådan, livet er, forstod Svend Åge Madsen først rigtigt, da han som helt ung læste James Joyces "Ulysses" - den moderne klassiker, som måske flest har hørt om, men som meget få har læst.

"Det 'Ulysses' først og fremmest lukkede op for mig, var den der pluralisme, vi lever i. Det, at man kan udtrykke og angribe ting på forskellig måde og dermed variere sin verden. Som menneske er det spændende at blive opmærksom på, hvor subjektivt vi hele tiden må forholde os til tingene. Der er måske nok en objektiv verden, men vi har kun adgang til den gennem subjektet. Vi ved alle, hvor forskelligt vores liv kan tage sig ud. Fra den morgen, hvor man vågner og er sur og træt, til den dag, man sidder ude i solen og er glad og energisk. Det er næsten to verdener, og den erkendelse synes jeg James Joyce virkelig får banket ind i læseren. At det er helt vores egen tilgang, der er afgørende for, hvordan verden tager sig ud," siger Svend Åge Madsen.

Joyces hyldest til hverdagen

James Joyce beskriver i sit 750 sider store værk virkeligheden for sin hovedperson, Leopold Bloom, en enkelt dag, hvor han går rundt i Dublins gader. Værket er gennem årene blevet gennemanalyseret, og masser af lag er blevet afdækket, men ifølge Svend Åge Madsen bør nye læsere glemme alt om analyser og fortolkninger og simpelthen kaste sig over romanen, fordi den tegner et sandfærdigt billede af menneskers forskellige syn på verden og samtidig hylder de hverdage, som vi allesammen har flest af.

"Selve historien i 'Ulysses' er egentlig fuldstændig banal. Det er en mand, der går en tur, og som møder nogle mennesker undervejs. Men det er hele det, der ligger udenpå, som gør det fængende og interessant. For Leopold Bloom er det en ganske almindelig hverdag, men samtidig så lukker den hverdag op for nogle perspektiver, så vi kan se, at vi alle går igennem myter og har et kæmpe liv hver eneste dag. Joyce gør os opmærksom på, at hverdagen er det store i vores tilværelse," mener Svend Åge Madsen.

Den snart 71-årige forfatter læste "Ulysses" første gang som 19-20-årig. Han var lige gået ud af gymnasiet og søgte efter noget litteratur, der var anderledes end de traditionelle, store klassiske fortællinger, han var flasket op med der. En kammerat gjorde ham opmærksom på Kafkas "Processen", senere fandt han selv James Joyce, og dermed tog hans liv en ny drejning.

"Da jeg fik fat i 'Ulysses', røg benene virkelig væk under mig. Det var den, der satte mig i gang med at skrive, fordi jeg pludselig indså, hvad litteraturen kan. Den klassiske litteratur sagde mig ikke noget om min egen tilværelse. Den gjorde det ikke muligt at forstå det kompleks, jeg selv syntes, jeg gik i. Det var da gode historier, men ikke noget der belyste, hvad den menneskelige identitet egentlig er for noget. Blandt andet det, at vi hele tiden former os selv gennem de valg, vi tager. Det har filosofferne naturligvis sagt noget begavet om, men at det også kunne siges i litteraturen, forløste noget for mig, og gjorde det muligt for mig at nærme mig de problemer, jeg gik med, og begynde at behandle dem."

"Det er jo meget hypotetisk, men jeg kan ikke forestille mig, hvem jeg ville have været, hvis jeg ikke var stødt på 'Ulysses'."

Hvorfor har "Ulysses" fået den næsten kult-agtige status, som romanen alle kender, men næsten ingen har læst?

"For mig er romanen en hjørnesten i menneskehedens forståelse af sig selv. Der sker et ryk, og verden bliver anderledes i og med, at den bog udkommer og bliver læst. Nu behøver vi ikke længere gå og søge efter de melodramatiske historier fra de gamle litterære klassikere, men kan få en forståelse af, at tilværelsen altså også er ude i vores baghaver. 'Ulysses' er for mig at se et rednings- forsøg for at prøve at finde en ny slags stor fortælling, hvor Joyce gør os alle sammen til hovedpersoner."

Hvad mener du, "Ulysses" har betydet for kulturhistorien?

"Det var jo ikke sådan, at verden pludselig var helt anderledes, efter at den var kommet, men jeg tror, at den erkendelse og den indsigt, der ligger i den, den breder sig også til folk, der ikke har læst den. Vi har fået en anden omverdensforståelse takket være, at der er nogle, der har læst den og bærer dens idéer videre."

Inspirationen fra Odysseus

James Joyce gav sin store roman navn efter Homers helt Odysseus, krigeren fra Troja (Ulysses er Odysseus på engelsk), og dermed er Leopold Blooms vandring gennem Dublins gader også blevet set og læst som en moderne Odysseen: Homers helt farer ned til dødsriget, Bloom deltager i en fjern vens begravelse, Odysseus møder den smukke Nausikaa, Bloom beundrer en pige, som viser sig at være halt, Odysseus kæmper mod de onde kykloper, Bloom bliver antastet af en brutal irsk nationalist, fordi han er jøde.

Til slut finder Odysseus hjem til sin trofaste Penelope, mens Bloom ud på natten kommer hjem til sine kone, Molly, der i løbet af dagen har haft en anden mand i ægtesengen.

"Det er jo noget, der ligner en odyssé, det som Leopold Bloom går igennem, og romanen er naturligvis inspireret af Homer, men den er også inspireret af så vældig meget andet, eksempelvis Dantes "Den Guddommelige Komedie". For mig er det imidlertid ikke det vigtige, jeg synes simpelthen bare, man skal kaste sig ud i at læse den og lade sig føre af det magtfulde sprog, som forfatteren bruger. Og hvis man så bliver fanget af den, så kan man begynde at løse gåder og finde paraleller til en helt masse andre hovedværker og begivenheder i verdenshistorien. Selv gik jeg fuldstændig spontant til den og blev hurtigt opslugt."

Joyces farverige sprog

"Joyce bruger sproget så intenst og opfindsomt, som jeg ikke kender i noget andet værk. Bogen er i 18 kapitler, og der er faktisk forskellig toneart og stilart i hvert eneste kapitel. Han finder en indtrængende tone, en sjov tone, en spørgende tone, en filosofisk tone og så videre, som trænger igennem og ramte mig meget hårdt, da jeg læste den første gang. Jeg kunne pludselig se gennem ham, at det også er sproget, der farver vores verden. Verden er ikke bare en fast størrelse, som vi har uden om os, og som vi så kan beskrive. Det er verden, der hele tiden bliver beskrevet og opfanget gennem vores sprog," siger Svend Åge Madsen.

James Joyce skriver med en enorm detalje- rigdom, eksempelvis kan et toiletbesøg strække sig over flere sider. Hvad skal vi bruge alle de detaljer til?

"Det handler om at se det store i det små. Selvom jeg ikke kan opfatte et toiletbesøg som noget specielt stort, så er det så fundamental og vigtig en integreret del af tilværelsen, at det naturligvis må med. Også her vil han vise os storheden i hverdagen."

"'Ulysses' udkom først i forfatterens irske hjemland i 1936 - 14 år efter at den var udkommet i Paris. Med sine detaljer om masturbation, bordelbesøg og utroskab var den i første omgang for moralsk anstødelig til det katolske Irland. I dag vil de færreste formentlig blive stødt over bogens indhold.

"Der er jo ting, som dengang blev opfattet som obskøne eller sjofle. I dag skal vi lede godt efter for at se, hvad det er, der er så slemt, fordi vi er blevet nogle forhærdede tidselgemytter i den henseende," mener Svend Åge Madsen.

Han lægger ikke skjul på, at han i sit eget forfatterskab er meget inspireret af James Joyce. En af de første noveller, som Århus-forfatteren sendte ind til et forlag, uden at den dog blev optaget, var, kan han se i dag, nærmest et plagiat af "Ulysses". Den handler om en mand, der er paranoid og farer omkring i nogle cirkler i Århus.

"Novellen er opdelt i afsnit, hvor jeg prøver at skifte stilart, og det var helt klart min måde at prøve at indoptage Joyce på, ikke bare i mit eget system, men også i mine skriverier," fortæller Svend Åge Madsen og tilføjer, at hans roman "Lystbilleder", der udkom i 1964, nok er den bog, der er mest inspireret af James Joyce. Men også "Tugt og utugt i mellemtiden" fra 1976, der blev hans store folkelige gennembrud, er skrevet med inspiration fra "Ulysses".

James Joyce har ry for at være vanskelig at læse, og det er vel ikke uden grund. Hvorfor er "Ulysses" så svær?

"Det er en krævende bog, og jeg ved godt, at jeg skal bide tænderne sammen, når jeg læser den. Men min oplevelse er, at de rigtig gode læseoplevelser, jeg har haft, samtidig har indebåret noget bøvl. Der er ikke nogen action, der driver læsningen frem, så man skal være vågen og anderledes på dupperne, end hvis man læser sådan en hurtigt

slugt bog. Den er så til gengæld så givende, at den også virker bagefter, hvorimod den bog, man har slugt i en fart, er ude af systemet næsten lige så hurtigt, som den er kommet ind."

"Jeg læste 'Ulysses' anden gang for 15-20 år siden og var vældig glad for den, og selvfølgelig så jeg nogle ting, som jeg ikke havde set i første omgang. Men samtidig oplevede jeg, at jeg kendte den, fordi den i den grad var gået ind første gang. Den var allerede en del af mit tankesystem, og jeg har en fornemmelse af, at den sidder i rygmarven."

washuus@k.dk