Prøv avisen

Norge hører til i den litterære superliga – og det bekræfter Gunnhild Øyehaug

5 stjerner
Gunnhild Øyehaug er både digter og prosaist og underviser ved Skrivekunstakademiet i Bergen. Hun debuterede i hjemlandet i 1998 og kommer senere på sommeren til Danmark til festivalen Louisiana Literature. – Foto: Magne Sandnes

Norske Gunnhild Øyehaug er et pragtfuldt nyt litterært bekendtskab, der bekræfter aktuel norsk litteraturs ødsle frodighed

Norsk litteratur fortsætter med at imponere. Landet har længe ligget i superligaen med Karl Ove Knausgård som allestedsnærværende spydspids, men før ham var det nu også litterære giganter. Og tendensen til imponerende mange stærkt skrivende navne i en trods alt relativt lille befolkning fortsætter.

De gamle kører på med gode romaner: Jan Kjærstad, Per Petterson, Dag Solstad, Tomas Espedal, Linn Ullmann, Jon Fosse og altså Knausgård er vedblivende uomgængelige. Journalistisk sætter de også dagsordenen: Åsne Seierstad er for længst et verdensnavn. Samtidig begynder nyere navne som Helga Flatland, Vigdis Hjorth, Nina Lykke og hende, det skal handle om her: Gunnhild Øyehaug, at udkomme på dansk. Sikken ødsel frodighed.

Øyehaug er både digter og prosaist, underviser ved Skrivekunstakademiet i Bergen, hvor også Knausgård gik, og debuterede i 1998. ”Knuder”, som hendes debut hedder på dansk, er en samlet udgivelse af to novellesamlinger: ”Knuder” fra 2004 og ”Drømmeskriver” fra 2016.

Mange af de godt 40 noveller er helt korte, en enkelt kun en side lang, mens andre er længere og mere klassiske i snittet.

Typisk for Øyehaug har mange af teksterne et absurd eller metafysisk twist. Miljø og personer er umiddelbart genkendelige – vi er mestendels i Norge i nutiden blandt personer med vante navne som Eva og Frank og Ragnhild og Signe (ikke mange efternavne her). Men ofte er synsvinklen overraskende, eller teksten har et absurd element midt i alt det genkendelige, eller handlingen blandes med indsigter fra litteraturteori.

Eksempler på de tre formater er den sidelange ”Hjorten i skovbrynet”, der kan læses i sin fulde længde her på siden. Novellen fortælles af en ensom og ulykkelig hjort, der gerne vil være en anden, for eksempel et rådyr eller en elg.

Absurdismen i det genkendelige ses i novellen ”Lille knude” om en mor og en søn, der er tæt forbundne. Det er der jo mange, der er, men Kåre og Marianne, som de hedder, er faktisk fysisk forbundne af en navlestreng, som lægerne ikke kan klippe over, så hele livet hænger mor og søn sammen.

Det sætter jo visse begrænsninger i en ellers normal hverdag, for eksempel da Kåre bliver teenager og går på bar og debuterer seksuelt, men både mor og søn er nu glade for den tætte forbindelse, der varer ind i døden. Læs endelig selv hvordan. Det er stor komik og en anelse tragisk.

Endelig er der litteraturteorien. Øyehaug underviser som nævnt på en forfatterskole og kan sin Roland Barthes, så en hel – også kortfattet – novelle hedder ”Objektet indtager en ophøjet plads i diskursen” med et citat fra bogen ”Litteraturens nulpunkt”. I det hele taget dukker mange forfatternavne op, som man læser sig gennem bogen – Rimbaud, Solstad og Inger Christensen med flere – men det gælder generelt, at Øyehaug balancerer det litteraturhistoriske med et varmt hjerte. Hun føler for sine personer, også de lidt modløse.

Som nu den stakkels mand, der er mentalt fanget i Ikea på persienneindkøb og tænker på den tenniskamp, han nu misser. Besøget i Ikea er et forsøg på at vise handlekraft over for sin kone, men åh, opmærksomheden er jo også rettet mod en anden kvinde: Anna Kournikova. Igen: læs endelig selv. Et besøg i Ikea bliver aldrig det samme efter ”Mildt og dejligt”, som historien hedder. Og norsk litteratur på dansk er ikke længere den samme efter oversættelsen af Øyehaug. Hun er simpelthen et pragtfuldt nyt litterært bekendtskab.