Prøv avisen

Hverdagslitteratur skyder idealer om den kernesunde familie ned

I forfatteren, Kristinas Nya Glaffeys roman spidder hun med sort sarkasme det lykkelige familieliv, hvilket kan ses som en generel tendens blandt unge forfattere i Danmark i dag. Foto: Mads Jensen

En bølge af nye bøger sætter fokus på hverdagen og kernefamilien. Især kvindelige forfatter beskriver ofte med humor forskellige hysteriske idealer om det gode liv, der selvfølgelig er umulige at leve op til

Mens det i de materialistiske 00ere handlede om at eje det nyeste fladskærms-tv, er målet i dag et perfekt og kernesundt liv med økologi og livsstilsdikteret lykke i hverdagen. Denne nye forestilling om det gode liv skydes ned i en række nye bøger af både etablerede forfattere og debutanter. Det er blandt andet håbløse forestillinger om autentiske liv på landet i pagt med naturen og såkaldt simple living, der snarere gør livet mere kompliceret, hvilket de to forfattere Nanna Goul og Rebecca Bailey beskriver i deres debutromaner.

LÆS OGSÅ: Forfattere gør op med det gode liv

Idealerne om det lykkelige liv er dog ret forskellige, og måske siger forfatteren Katrine Grünfeld det meget rammende, når hun påpeger, at vi i stigende grad opdeler os i små stammesamfund, hvor man skal kunne koderne for at passe ind.

I hendes tredje roman, Et hjem i mørke fra 2012, lever manden Mos og kvinden Pelle (ja, der bliver spillet på kønsrollerne) i et hipt kvarter på Vesterbro i København. Et kvarter, der tidligere var blandet op af fastliggere på værtshusene, arbejdere og studerende, men hvor der i dag findes hele kareter overtaget af børnefamilier. Med fællesgrill i gården, blødt underlag under gyngerne og økologisk perlespelt på menuen.

Det er et pres at passe ind i det fælleskab, der insisterer på økologisk idyl og konsensus, siger forfatteren, der i bogen lader sine personer flytte til byen Mørke i Jylland for der at søge lykken og det enkle liv.

En anden forfatter, der med sort sarkasme spidder vore forestillinger om det lykkelige familieliv, er Kristinas Nya Glaffey, der med romanen Padder og Krybdyr fra 2012 forholder sig til den lesbiske familieidyl med inseminationsbarn. Med stor humor kritiserer hun hele den babyin­dustri, der er opstået i kølvandet på nye familieformer.

De kvindelige forfattere har satiren til fælles, og det er tydeligt, at der er sket et gearskifte siden den selviscenesættende selvironi, der startede med Bridget Jones dagbog i slut-1990erne.

Vi er gået fra en letbenet humor til en mere udadvendt og samfundskritisk satire, som forlagschef hos Lindhardt og Ringhof Hans Henrik Schwab siger det.

Nu kunne man få den tanke, at det kun er de kvindelige forfattere, der sætter hverdagen og vores forestillinger om den på litterær prøve, men eksempelvis en forfatter som Nikolaj Zeuthen er også eksponent for tendensen. Han brød igennem med Verdensmestre fra 2010 om et par storbyforældres forhippede forsøg på at gøre alting rigtigt for deres førstefødte. Men der er mange flere, siger cand. mag. Kamilla Löfström, der er litteraturanmelder ved dagbladet Information.

De mandlige forfattere skriver om familielivet. Forfatteren er blevet familiemenneske, siger hun.

Det er en forfatter som Martin Glaz Serup et eksempel på. I hans langdigt Marken filosoferes der eksempelvis over begrebet den sammenbragte familie. En øvelse, der betegnes som kompetencegivende gruppearbejde. Der er også Pablo Llambías, hvis digtsamling fra 2010, Ud over havet, slet og ret begynder:

Hun er forfatter. Jeg er forfatter. Vi har tre børn tilsammen. Det går fantastisk. Vi er en fantastisk familie.

Her ser man det, som Kamilla Löfström betegner som forskellen på de kvindelige og de mandelige forfatteres måder at behandle familielivet litterært på:

De mandlige forfattere skriver måske i højere grad end de kvindelige om relationerne i familien. Det hænger også sammen med den selvbiografiske bølge, der brød op til overfladen med Karl Ove Knausgårds romanværk Min kamp, der også handler om det belastende ved alt det sociale, forklarer hun.

Imens lader de kvindelige forfattere deres kvindelige hovedpersoner klovne sig igennem tilværelsen. De er totalt ubrugelige, men det er en sarkasme, der gør ondt.

I Privat skov drikker hovedpersonen Olga tilbudsvin og gemmer cigaretter i kagedåsen og balancerer på kanten af en regulær depression. Hos Katrine Grünfeld gemmer den kvindelige hovedperson sig i et skab, når der er noget, hun ikke kan overskue. Ret beset nogle håbløse hovedpersoner.

Men som Kamilla Löfström siger det: Det er på én gang så sjovt og satirisk rammende, at man må spørge sig selv, om det er hovedpersonerne, der er syge, eller det er dem, der har en normal reaktion på noget sygt i samfundet?.

Spørgsmålet er, hvor den nye hverdagsvendte litteratur peger hen?

Jeg ser en reel afsøgning af nye værdier, siger forlagschef Hans Henrik Schwab og uddyber:

Jeg har set manuskripter, der peger i retning af beskrivelsen af nye samlivsformer. Tingsligheden fra 00erne bliver erstattet af et fokus på kropslighed, siger han.

For under punkteringen af den ene eller anden form for lykkekonvention ligger en tristesse, der leder frem til spørgsmålet: Hvis ikke den her måde at leve på gør os lykkelige, hvad gør så? Svaret ligger måske for enden af den sarkastiske bro, hvorfra forfattere som Nanna Goul, Katrine Grünfeld og Kristina Nya Glaffey punkterer livsstilsmyter og kritiserer de industrier, der opstår i deres kølvand.