Prøv avisen
Boganmeldelse

Bog om Sydslesvig er hverken det ene eller det andet

Kristian Ditlev Jensen har skrevet bogen "Sydslesvig - steder og mennesker". Foto: Claus Fisker

Denne bog om Sydslesvig virker som resultatet af en brainstorm , hvor forfatter og forlag bare har glemt at sortere i idéerne bagefter

”Sydslesvig findes ikke længere. Det er et faktum. Betegnelsen dækker over den del af den tyske delstat Schleswig-Holstein, som engang for mange, mange år siden tilhørte det danske rige.”

Sådan indledes et af kapitlerne i denne sammensatte bog. Det er godt skrevet, men i bedste fald upræcist. Hertugdømmerne Slesvig og Holsten hørte indtil 1864 under den danske krone. Slesvig og Sønderjylland var indtil da synonymer. Derefter skete der en betydningsforskydning, således at Sønderjylland blev betegnelsen for den nordlige halvdel af Slesvig, hvoraf det meste i 1920 blev dansk, mens Sydslesvig siden har været brugt – mest af danskerne – om den del, der forblev tysk, og hvor der bor et dansk mindretal.

Kristian Ditlev Jensen bevæger sig i flere genrer. Første kapitel er et interview med Gerda, der har boet i Læk hele sit liv. Andet kapitel handler om, hvordan Jensen selv flyttede ”fra den gastronomiske armod i Sønderjylland” til Flensborg, hvor udbuddet af god mad er meget bedre ifølge Jensen (den skal han nok lige vende med slagter Vollstedt i Haderslev). Tredje kapitel gennemgår Flensborg Avis fra tirsdag den 5. januar i år blandt andet med gengivelse af fire helsider fra avisen i faksimile. Der står meget interessant i den avis. Fjerde kapitel udgøres af indtryk fra ture til blandt andet Sylt og Altona, ”der ligger som et minde om det danske kongeriges sydligste del”, som han skriver, selvom Holsten netop ikke var en del af kongeriget, men et hertugdømme i personalunion med Danmark. Det kan lyde pedantisk, men det er sådan noget, man går meget op i på de kanter.

Femte kapitel handler om julemarkeder i blandt andet Sydslesvig, og sjette kapitel er et interview med den netop afgåede museumsinspektør fra Sønderborg Slot, Inge Adriansen, der fortæller indsigtsfuldt om det lokale køkken. Syvende kapitel er en parafrase over Politikens ”Ture i Nord- og Sydslesvig” fra 1965. Ottende kapitel er et essay om mindretal, hvor Jensen blandt meget andet også kommer ind på jøderne i Danmark: ”Det er ikke uden grund, at det ikke hedder Det jødiske Samfund i Danmark, men derimod Det Mosaiske Trossamfund i Danmark. Det er jødernes egen betegnelse for sig selv.” Det er det så lige præcis ikke. Den største jødiske menighed i Danmark har faktisk for nylig skiftet navn fra ”Det mosaiske Troessamfund” (med e) til ”Det jødiske Samfund”. I kapitel ni anvises, hvordan man tilbereder surkål. Kapitel 10 handler om kirkelivet i Grænselandet, og epilogen er historien om, hvordan rockjournalisten Jan Poulsen som halvstor dreng i 1970’erne var på en spændende cykeltur i Sydslesvig.

Illustrationerne fylder meget, men de er helt uformidlede. Portrættet af den ældre dame, der interviewes i kapitel et, gengives over et helt opslag – eller man må formode, det er hende, for billedteksten lyder bare: ”Læk”. Hele side 155 fyldes op af fotografiet af en i Rendsborg indregistreret Volvo 544 stående i en parkeringskælder. På side 38 er der et mindre foto fra Husum af en Mercedes 230 TE, som også er en god bil. På hele opslaget side 120-121 gengives et sløret billede af en traktor, der kører med halm- eller høballer. Det er ifølge billedteksten taget i Aventoft. Julekuglen, der gengives i en knivskarp næroptagelse tværs over hele opslaget side 94-95 er til gengæld fra Eckernførde. En stabel Nutella-glas – ifølge billedteksten i Flensborg – er interessant, fordi de fleste danskere opfatter det som et tysk produkt. Det er italiensk.

Historien er ikke Kristian Ditlev Jensens stærke side, og det er et problem, hvis man vil skrive om en region, hvor fortiden er så nærværende, at de døde omtrent har stemmeret. Det er Jensens gode pen, der holder bogen flydende, og hans almindelige begejstring for Sydslesvig forsyner den med energi.

Den står stærkest, hvor han kombinerer sine evner for at almengøre det selvoplevede med noget håndgribeligt som for eksempel i kapitlet om surkål. Men den mangler foruden en ordentlig billedredaktion først og fremmest ret kurs. Den er hverken rejse-, koge-, historie-, foto-, erindrings- eller reportagebog. Den virker som resultatet af en brainstorm, hvor forfatter og forlag bare har glemt at sortere i idéerne bagefter.