Ny bog om lykke er en af dem, som sandsynligvis har været sjovere at skrive end at læse

Hvad er lykken? Det er folk enige om i en bog, der tegner et stereotypt billede af det lykkelige liv i alle aldre

”Lykken er. 500 danskere fortæller om lykke gennem livet” er en af de bøger, hvor man ikke kan lade være med at tænke, at den har været sjovere at skrive, end den er at læse. Der er ganske enkelt for mange gentagelser og stereotyper til, at det for alvor bliver interessant, og for mange fejl, skriver anmelder.
”Lykken er. 500 danskere fortæller om lykke gennem livet” er en af de bøger, hvor man ikke kan lade være med at tænke, at den har været sjovere at skrive, end den er at læse. Der er ganske enkelt for mange gentagelser og stereotyper til, at det for alvor bliver interessant, og for mange fejl, skriver anmelder. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Danskerne lander lunt, når man måler, hvor lykkeligt et folkefærd er. Men hvad er lykke egentlig for det enkelte menneske? Og forandrer vores opfattelse af lykke sig gennem livet?

Det har Mette Odderskov sat sig for at undersøge i ”Lykken er. 500 danskere fortæller om lykke gennem livet”, der i tekst og billede forsøger at indfange, hvad lykken egentlig er for en størrelse. Bogen består hovedsageligt af en række meget korte svar på spørgsmålet ”Lykken er...”. Her scorer det nære og næstekærligheden højt: Lykken er familie og venner, hunde og katte, årstidernes kommen og gåen, børn og børnebørn, at være sund og rask, natur og kultur. Lykken er altså sjældent hverken gods eller guld, og det er på sin vis dejligt at få bekræftet. Men det kan også ske for mange gange på for kort tid, og det er ærgerligt nok tilfældet her, hvor redundansen spænder ben for ellers både gode og opbyggelige budskaber. Der er desuden en række korte interviews med udvalgte danskere, der fortæller, hvad lykke er for dem, blandt andet den 92-årige Ella Søndergaard, som er den eneste gennemgående figur, og som klart er den, der fungerer bedst, fordi man rent faktisk får en fornemmelse af hendes lykkebegreb:

”Da jeg forelskede mig som 18-årig i Svend. Det var en forårsdag i Dronninglund, hvor jeg lå og skurede trapper foran slagterbutikken, som jeg tjente i,” ”at plukke tyttebær i Norge og nyde pausen med en termokande kaffe”, ”at gå i biografen med Svend og se Morten-Korch-film”.

Endelig er der en række nedslag i årtierne, hvor forfatteren kommer med sit bud på, hvad der ligger af udfordringer og lykke i de respektive aldersgrupper. Og her står (køns)stereotyperne desværre i kø.

Her formodes det, at alle er gledet lykkeligt gift gennem livet, at alle har forplantet sig og sparet op til pension, fået børnebørn og måske endda oldebørn, og at familien Danmark stadig består af far, mor og børn. Det rosenrøde glansbillede, der tegnes, vil en stor del af den ellers nok så lykkelige danske befolkning, der falder uden for den kategori, næppe kunne nikke genkendende til. Som for eksempel her om årene i 40’erne:

”Det kan være et svært årti for manden, og lykken kan bestemt findes ved, at kvinden understøtter hans maskuline funktion i hverdagen og derved syer sømmene på hans supermands-kappe.”

”Lykken er. 500 danskere fortæller om lykke gennem livet” er en af de bøger, hvor man ikke kan lade være med at tænke, at den har været sjovere at skrive, end den er at læse. Der er ganske enkelt for mange gentagelser og stereotyper til, at det for alvor bliver interessant, og for mange fejl: En kommakyndig korrekturlæser ville have haft kronede dage. Det er ærgerligt, for det er en bog og et begreb, som man ikke kan undgå at være nysgerrig og venligt stemt over for – og derfor ville det have været dejligt at kunne mønstre mere begejstring for dette sympatiske projekt.