Hverken lægevidenskab eller kinesisk medicin kan kurere Lars' allergier: Jeg øver mig på tålmodighed

Lars Handesten har prøvet både det danske sundhedsvæsen og traditionel kinesisk medicin mod en mystisk allergi

Det klør, det svier, det er som at have grus i øjnene. Det løber fra øjnene, det flammer op i panden og ned over kinderne. Det er måske et allergisk tilfælde. Det er måske en alvorlig virusinfektion. Lægerne ved det ikke præcis og er ikke enige om diagnosen. Jeg har fået udskrevet for 800 kroner – salve, dråber og piller – og lige meget hjælper det. Det vil ikke gå over, og jeg er nu på tredje uge i et forløb, som efterhånden er blevet hverdag.

Sidste gang for to år siden, da jeg havde et anfald, varede det i 14 dage, så forsvandt det lige så pludseligt, som det opstod. Jeg vågnede bare op en morgen, og så var mine øjne som nye. Det var, som om al dårligdom var strøget væk og aldrig havde været der, men uden nogen fattede præcis, hvad der var sket.

Jeg har prøvet det danske sundhedsvæsen, og jeg har prøvet traditionel kinesisk medicin. I sundhedsvæsenet har jeg været i behandling for både allergi og astma. Sammen med speciallægen på hospitalet gik vi igennem hele hendes medicinkasse. Præparat efter præparat har jeg inhaleret, spist, dryppet og smurt på – med samme virkning, nemlig næsten ingen.

Da vi så var nået igennem alle præparaterne og ikke var nået til nogen tilfredsstillende løsning, blev jeg udskrevet. Det kom bag på mig, da hun sagde det, og jeg fik ikke spurgt, hvorfor hun udskrev mig, når jeg ikke var kureret og ikke var på en tilfredsstillende kur. Hun virkede bare lettere distræt, som om hun allerede havet hevet den næste patient frem på sin skærm. Bagefter har jeg tænkt på, at hun var frustreret over, at hun ikke kunne stille noget op og nu bare ville have mig væk og ud af systemet. Jeg var et irriterende tilfælde. Umulig at behandle. Umulig at få en ordentlig ende på.

Og så stod den kinesiske naturmedicinlæge ellers parat. Hun vidste præcis, hvad der skulle til, og var sikker på, at hun kunne få min allergi ud af verden. Så jeg drak et pulver opløst i vand. Pulveret var uden deklaration og uden den sædvanlige videnskabelige redegørelse for virkning og bivirkninger. Det virkede så heller ikke, hvad enten det nu skyldtes min manglende tro på kinesisk medicin, eller fordi det faktisk slet ikke virker på det, jeg fejler.

Når jeg møder venner og familie, der ser mine øjne, spørger de med det samme, om jeg da ikke får piller eller noget andet, der kan fjerne generne. Det er, som om de undrer sig over, at lægevidenskaben ikke for længst har løst det problem. Vi skriver da 2021! Og den slags burde der være tjek på! Ingen burde plages i ugevis af sådan noget. Men jo længere dette her tilfælde varer, jo mere går det op for mig, at denne blinde forventning til lægerne er en stor vildfarelse.

Jeg tror i hvert fald ikke på lægevidenskaben, men jeg regner med den i en vis udstrækning.

Lars Handesten

Egentlig ved jeg det jo også i forvejen, for godt nok skylder jeg min yngste søn til de læger, der kunne bringe ham levende og hel til verden, da min kone blot var i 28. uge, men de stod også magtesløse, da min søster døde af kræft. Lægevidenskaben har fundet på effektive vacciner mod corona, men ved endnu ikke, hvad man skal stille op med for eksempel kol og demens.

Jeg er ikke skuffet over sundhedsvæsenet og dets læger. Der er masser af sygdomme, som man ikke forstår og ikke kan behandle effektivt. Vi skal ikke gå hen og blive overtroiske og forvente, at lægerne kan alt. Jeg tror i hvert fald ikke på lægevidenskaben, men jeg regner med den i en vis udstrækning. Derfor øver jeg mig i tålmodighed og langmodighed, to egenskaber, som ikke står i høj kurs i vores samfund, hvor det kun er kontant afregning og omgående resultater, der tæller.

Jeg forsøger at forholde mig helt roligt og fatalistisk til, at de ikke ved, hvad de skal stille op med mine øjne – selvom det da er rasende irriterende, at det bliver ved med at klø og svie, og jeg nu også må gå med solbriller indendørs, fordi jeg ikke kan holde lyset ud.

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.