Hvert sogn har sine trolde, fortæller Drachmanns ”Midsommervisen”, men hvert sogn har efterhånden også sin læsekreds. Det mærker man ikke meget til i den aktuelle tv-serie ”Herrens Veje”, men det ville man nok gøre i virkelighedens verden, hvor præsterne netop leder disse læsekredse.
Det er en stor og vigtig formidlingsopgave, præsterne tager sig af, og så er den gratis for deltagerne i den forstand, at man jo har betalt for præst og menighedshus via sin skat.
Engang var litteraturformidling blandt andet en sag for oplysningsforbundene, men det er det ikke længere. Man skal kigge langt i kursuskatalogerne for at finde noget om litteratur. Finder man det, er det ofte som led i et skrivekursus. Man vil åbenbart ikke høre foredrag om litteratur, men selv være aktiv og udøvende. Man vil hellere skrive end at læse. Det er deltagerkulturen, der har spredt sig til litteraturen.
Lidt mere om litteratur byder folkeuniversitetet på, men heller ikke her er det imponerende, hvor meget man kan finde. Det hænger selvfølgelig sammen med udbud og efterspørgsel.
Hvordan det er kommet dertil, at efterspørgslen er blevet så lille efter litteraturkurser, kan der være mange grunde til.
En af dem er, at litteraturvidenskaben og de såkaldt almindelige læseres interesser er gået i hver sin retning. Litteraturvidenskaben er blevet til en meget teoritung disciplin og ofte med mere vægt på videnskab end litteratur. Det eksistentielle og etiske engagement i litteraturen har det med at forsvinde på universitetet, hvor det gælder om at holde distancen.
Læserne, derimod, går først og fremmest op i at blive godt underholdt. Litteraturvidenskaben og læserne har blandt andet derfor ikke meget at sige til hinanden. Det er, som om de lever i hver sin verden. Det er synd og skam, at det er sådan.
Det har til gengæld givet plads til præsternes læsekredse. For nok vil læserne underholdes, men de vil faktisk også gerne en hel del mere. De vil gerne tale om det, de har læst, og de vil gerne høre om, hvad andre har fået ud af det, og hvordan de har reageret på det. De vil gerne have udvidet deres horisont og læse sig ind i miljøer og mennesketyper, de ikke kender.
Og så vil de gerne læse bøger, som de ikke umiddelbart selv kunne finde på at gå i gang med. Det er bøger, som falder genremæssigt eller emnemæssigt uden for deres almindelige komfortzone, men som altså også fører dem nye steder hen.
Ser man på, hvad der læses i sognene rundt omkring – og det kan erfares ved en simpel Google-søgning – så er det en skønsom blanding af nye og ældre værker. Her læses både klassikere og aktuelle bøger fra bestsellerlisterne. Man kommer vidt omkring i både dansk og udenlandsk litteratur.
Grundtvig talte om livsoplysning, og det er også det, læsekredsene kan byde på. Eller rettere: Det er det, man kan deltage i og bidrage til. For læsekredsene er jo også et sted, hvor hver enkelt deltager kan ytre sig og give sit besyv med.
Der er læsekredse, der har mødetider om formiddagen på hverdage. Det gør selvfølgelig, at læsekredsene primært er for efterlønnere og pensionister, men der er også læsekredse om aftenen, og det åbner for et yngre publikum.
Men generelt kan man nok sige, at læsekredse i offentligt regi tiltrækker modne læsere og ikke mindst kvinder. Ofte bliver der i sjov og alvor talt om kvinderne som samfundets kulturbærere. Det er de uomtvisteligt, når det gælder den kultur, der er omkring bogen, og den, som litteraturen er udtryk for. Og så er de altså hjulpet godt på vej af præsterne.
I læsekredsen er litteraturen ikke for de lærde blot, men for alle og enhver, der har lyst til at læse, lytte og tale – og blive klogere på både litteraturen, virkeligheden og sig selv.
I klummen ”Liv&Litteratur” skriver anmelderne Henrik Wivel, Mai Misfeldt og Lars Handesten på skift om forbindelserne mellem bøger og eksistensen, både historisk og aktuelt.