Når Christina Hagen er bedst, er hun en mester i at fremvise nogle af menneskets værste sider. Hos hende er facaden krakeleret og døren til den indre svinehund pivåben. Her får intolerancen, fordommene og hykleriet frit løb. Eller rettere: Her udstilles samtidens repertoire af intolerance, fordomme og hykleri, når det kommer til det komplekse og uhyre aktuelle forhold mellem forskellige kulturer, mellem os og dem, det velkendte og det fremmede, majoritet og minoritet. Hovedværket i den sammenhæng er værket ”White Girl” fra 2012, der nu følges op af ”White Girl 2”.
Gennemgående for begge bøger er det originale greb, som Hagen benytter sig af, nemlig en sproglig forskydning eller omvending af typiske og fordomsfulde dikotomier mellem den hvide korrekte og den ikke-hvide fejlfyldte tale. Teksternes White Girl taler således en karikeret, tegneserieagtig form for, hvad man måske kunne kalde ghetto- eller indvandrerdansk. Det vil sige et afvigende, simplificeret, brudt og gebrokkent sprog, der oftest bliver knyttet til ikke-hvide minoritetsindivider, men som i de to bøger altså tales af den hvide (majoritets-)pige. Det er både morsomt og fremmedgørende – og lyder for eksempel sådan her i den nye bog, der er inspireret af aktuelle begivenheder og Facebook-opslag, hvoraf nogle af dem er gengivet på indersiden af omslaget:
”White Girl sidde i den bus på vej i Føtex, den masse mennesker med brille snakke om den gymnasie den dele sort og hvid menneske op i forskellig klasse, så der blive den ro i time og alle sammen bare hygge sig med nogen, der også er hvid og jeg bare tænke det rigtig god ide, nu vi slut med den rod blande sammen som Clickmix ned i Matadormix ned i tivolistang eller i køledisk herregårdbøf sammen i lammesteg og kyllingelår. Popcornpolitikerdame hun rigtig glad på FB den rydde op i system inde i Aaaarhus-skole.”
Men hvem er så denne White Girl? Hun er en usympatisk og infantil grandkusine til Per Højholts Gitte, der, ikke lunt og gævt, men kværnende, rasende og rablende fører monologer, som satirisk-ironisk gennemhegler tidsånden og den danske mentalitet (Torben Brostrøm skrev i øvrigt om Gittes monologer, at det både var en læselig og oplæselig bog. Det gælder i den grad også for ”White Girl”). Hun er et radikalt destillat af os alle sammen, kan man sige. Ingen går fri, alle er inkluderet. Fra de afstumpede, racistiske Facebook-krigere og højrepopulistiske politikere (som Inger Støjberg, i bogen kaldet ”popcornpolitikerdame”) til de selvgode og hykleriske politisk engagerede, der gerne gør et stort, stort nummer ud af deres eget engagement i flygtningekrisen og sortes rettigheder, men som i praksis ikke er et hak bedre end alle andre.
At ”White Girl” på den måde skyder med spredehagl er en af dens styrker: Man griner ikke kun af de andre, men også af sig selv, og man tvinges uundgåeligt til at konfrontere sin egen lille White Girl, så at sige. Konceptet i ”White Girl”-bøgerne er generelt særdeles effektivt og veludført, og Hagen formår på forunderlig og imponerende vis at bruge den grimme og sjuskede æstetik, så den både fornøjer, forfrisker og provokerer.
Når det er sagt og understreget, er der alligevel under læsningen en lille tvivl, der nager. Kan konceptet virkelig klare en tur mere i manegen? Bliver det ikke lidt for forudsigeligt og monotont, når Hagen blot genstarter den samme sproglige motor? Er den provokatoriske og humoristiske effekt lige så slagkraftig som for fem år siden? Bidrager 2’eren egentlig med noget nyt? Er fascinationskraft stadig funderet i det nyskabende sprogarbejde eller blot i en form for gensynsglæde? At jeg ikke kan svare entydigt på disse spørgsmål ændrer dog ikke ved, at Hagen med ”White Girl” har skabt en figur, der uden tvivl vil gå over i litteraturhistorien. Derfor er det måske også tid til at tage forfatterskabet nye, overraskende steder hen.
