”Når det drejer sig om uro og bekymring, betragter jeg mig selv som ret erfaren. Næsten hele vort liv sammen har Lotta og jeg passet to børn, som fik det dårligere og dårligere på grund af den hjernesygdom, de var født med. Til sidst blev vi tvunget fra dem i døden. Kampen er forbi, men sårene efter den er der stadig. Og favnen er fuld af savn.”
Det er ud fra denne baggrund, den svenske præst, forfatter og klummeskribent i Göteborg-Posten Tomas Sjödin har skrevet en bog om hvilens, roens og hellig-dagens betydning.
Tomas Sjödin mener ikke, at han og hans kone har gjort erfaringer, der er ”tungere end andres” og således skulle være ”særlig ramt”, men han mener nok, at han har nogle udfordringer i sit liv, der i særlig grad har gjort det relevant for ham at gøre sig overvejelser om vigtigheden af netop hvilens nødvendighed.
Tomas Sjödin giver en rammende - og meget tankevækkende - fremstilling af den ”mobil-tid”, vi nu lever i, og af, hvad det gør ved os som mennesker og medmennesker, at vi altid ”er på”. Og det er op imod denne tidens aldrig standsende strøm af aktiviteter og informationer, han har skrevet ”Det sker når du hviler”.
Tomas Sjödin tager sit udgangspunkt i skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente, hvor han især hæfter sig ved fortællingen om, at Gud efter de seks skabelsesdage hvilede på den syvende. At hviledagen så at sige var kronen på skaberværket og ikke bare en nødvendig pause i skaberarbejdet. Det er refleksioner over dette fænomen, der har ført Tomas Sjödin videre til en indgående interesse for jødernes sabbat, sådan som den fejres og opfattes i moderne jødedom.
Det, der her især har slået Tomas Sjödin som værende af vital betydning, er ikke det, der almindeligvis for en ikke-jøde først falder i øjnene, nemlig de mange regler, forbud og påbud, der omgiver sabbatten i den traditionelle sabbatsfejring. Det er derimod den glæde og forventning, hvormed sabbatsfejringen bliver imødeset. Sabbatten er ikke blot en dag, hvor man ikke må foretage sig noget, der bare ligner arbejde.
Det er det også. Men det er først og fremmest en dag, der netop på grund af dette arbejdsforbud bliver helt anderledes end de hverdage, der omgiver den. Det er forandringen, der skaber hvilen, udfrielsen fra alle dagligdags gøremål. Sabbatten betyder, at man kan samle sig helt anderledes livgivende om det nære fællesskab. At man i ro og mag kan spise et godt måltid mad sammen med sin familie, der denne aften gerne må være udvidet til den større familiekreds og nære venner. Sabbatsmåltidet er et festmåltid, hvor man både har gjort sig den største umage med maden og ”klædt sit hjerte i festdragt”. Derfor er sabbatten også jødernes største højtid, fordi den gentages uge efter uge hele året rundt. Tomas Sjödin mener, at jøderne i sabbatten ejer en trosskat, som de kristne med fordel kunne tage ved lære af. Og han lader sine refleksioner føre direkte over i en omtale af nadverens betydning for det kristne fællesskab
Hvilen er af essentiel betydning for alle menneskers livskvalitet. Hvis man ikke under sig selv at hvile og puste ud, er man ikke i stand til at producere det overskud, der skal til for at være til stede i kærligt nærvær i det fællesskab, hvori man er sat. Derfor kan Tomas Sjödin også både slå fast, at ”hvile er at tage ansvar”, og at ”hvile er kærlighed”. Men hvilen har sine fjender. De tre hovedfjender er ”bekymring, lede og rastløshed”.
Tomas Sjödin mener ikke, man kan hvile sig væk fra dem. Men han mener, at kunsten er at øve sig i at hvile i alt det, som er, og at turde læne sig op ad kræfter, som er større end ens egne. Det er i forlængelse heraf, at Tomas Sjödin proklamerer det, han kalder ”Sjödins trosbekendelse”. Og den lyder i al sin kristne enkelhed sådan:
”Man behøver ikke slå til.Det er nok, at man er til. Alt ud over det er bonus”.