Første søndag i advent er det mit gæt, at man i mindst 95 procent af alle danske kirker synger Grundtvigs ”Vær velkommen, Herrens år”. Men vel at mærke den rigtige af dem. Det er jo så pudsigt, at der findes to salmer med netop dette navn: En til adventstiden (Den Danske Salmebog 74) og så den anden, som vi synger nytårsaften sammen med DR’s pigekor og/eller nytårsdag i kirken (Den Danske Salmebog 712).
Der er således tale om en salme i to variationer, og deres tilblivelseshistorier er da også tæt og spændende knyttet sammen.
Begge salmer skyldes, at en af N.F.S. Grundtvigs sønner, Svend Grundtvig, i en visebog på Det Kongelige Bibliotek i slutningen af 1849 fandt en gammel, dansk adventssalme, som han fik aftrykt i Dansk Kirketidende til første søndag i advent, den 2. december 1849 med en fodnote om, at den også fandtes i en verdslig udgave.
Far og søn har tydeligvis talt sammen om Svends salmefund, for allerede samme dag, som sønnen fik den oprindelige, gamle salme udgivet, havde faderen den med som særtryk til menigheden i Vartov – præcis som den findes i Den Danske Salmebog.
Den oprindelige adventssalme havde den samme grundlæggende struktur som Grundtvigs med faste indledende og afsluttende linjer og varierende verselinjer i midten, og den anføres således også i Den Danske Salmebog som ”dansk adventssalme” (formodentlig udgivet første gang i 1556) med Grundtvig som sekundær forfatter. Men som så ofte før skal man ikke underkende Grundtvigs skaberkraft og geni, selv der hvor han ”bare” bearbejder overleveret stof. Rytme, metrum og rim er på plads, men dertil kan man iagttage den konsekvente brug af ordet ”da” i de tre førte vers, hvormed Grundtvig lader den historiske begivenhed følge af en udlægning. For eksempel i første vers:
”Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød.”
Altså: Der skete noget en gang, og det havde en betydning, der rakte langt ud over selve begivenheden.
Hvor den oprindelige salme med sine ti vers kom omkring ganske mange helligdage og begivenheder i Jesu liv, kondenserer Grundtvig salmen i tre vers om de store højtider og til sidst et vers, der samler det hele i det kirkeår, hvor vi mødes hver søndag. Salmen rummer et væld af bibelske referencer, og den favner smukt både fortid, nutid og fremtid, idet menigheden i et syngende nu byder det kirkeår velkommen, som kommer til os forfra, men med bevidstheden om, at alt skyldes Guds indgriben i verden i den bibelske fortid. Der kan desuden ses smukke og favnende, tidslige bevægelser fra nat (vers 1) over morgen (vers 2) til dag (vers 3) og endelig år og hver søndag (vers 4).
Mens adventsalmen således er ret loyal mod ånden i den oprindelige salme, forholder det sig anderledes med den verdslige udgave af salmen, som vi lige så godt kan komme omkring nu, selvom der er lang tid til nytår. Grundtvigs nydigtning blev udgivet som sangark i Vartov til brug ved jul/nytår 1849 og siden under overskriften ”Nytårsønske” i Dansk Kirketidende den 30. december samme år, men i en så selvstændig skikkelse, sådan at Grundtvig også står som eneforfatter i Den Danske Salmebog.
Den oprindelige vise har en form, der minder om dens kirkelige tvilling med faste ”omkvæd” både først og sidst og varierende verselinjer i midten, men den handler ikke om kirkelige højtider, men om naturens frembringelser og det daglige brød i alle dets afskygninger.
I den oprindelige vise takkede man således for korn, flæsk, grise, gåse, fede køer i båse og for æbler, urter og smukke piger at danse med. Visen, der formodentlig er den ældste af de to tvillingesange, rummer linjer og vers, der er så lumre og lystige, at det nok er grunden til, at et fromt menneske på et tidspunkt har set sig kaldet til at digte et kirkeligt modstykke, og det er ikke hverken første eller sidste gang, at der på den måde har været parallel-leg og konkurrence mellem verdslige og kirkelige sange og salmer.
Grundtvig digter sin nytårssalme fri fra forlægget, og det er nok især selve idéen om en kirkelig og verdslig variation af den samme sang, han har ladet sig inspirere af, for salmen, som den foreligger her, drejer sig især om oplysning, nåde, fred og vækst. Men en salme er det, for Grundtvig understreger, at alt kommer fra Guds hånd og i Jesu navn, og fordi det ikke bare er et kalenderår, vi byder velkommen, men et ”Herrens år”.
Mens den mere verdslige salme i salmebøgerne og kirkerne har stået i skyggen af adventssalmen, så har nytårsudgaven sikret sig overlevelse og popularitet blandt andet i kraft af den gennem adskillige generationer hævdvundne afsyngning i DR – og før det Statsradiofonien – nytårsaften.
I klummen ”Sang&salmer” skriver sognepræst og historiker Morten Skovsted løbende om udviklingen inden for musik og sang i kirken.