Der er dem, der mener, at Karen Blixens bog Den afrikanske farm øjeblikkeligt ville have udløst en anmeldelse til Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, hvis den var udkommet i dag. Karen Blixen er gennem tiden både blevet kaldt racist og feudal aristokrat. Især i Kenya er diskussionen af forfatterindens racesyn blusset op med mellemrum.
LÆS OGSÅ: Min og din Karen Blixen
Det skyldes blandt andet hendes beskrivelser, hvor hun sammenligner afrikanerne med dyr og karakteriserer intelligensen hos sine kenyanske ansatte som værende på niveau med niårige børns.
I Kenya er man stolt af sin verdensberømte dansk-kenyanske forfatterinde. Men samtidig tilhører Blixen for de fleste kenyanere et kapitel, der helst skal holdes lukket: kolonitiden. Når debatten om Blixen og hendes racesyn alligevel bryder ud med mellemrum, har dønningerne det med at nå Danmark.
Kritikken af Blixen begyndte efter Kenyas uafhængighed i 1963, og den fik ny kraft, da Kenyas mest respekterede nulevende forfatter Ngugi wa Thiongo først i 1980erne udsendte et stærkt Blixen-kritisk essay.
Den afrikanske farm er en af de farligste bøger, der nogensinde er skrevet om Afrika, netop fordi den danske forfatter helt tydeligt var begavet med ord og drømme. Racismen i bogen er smittende, fordi den med stor overbevisningskraft bliver præsenteret som kærlighed. Men det er som et menneskes kærlighed til en hest eller et kæledyr, sagde Ngugi wa Thiongo i en tale ved årsmødet i Danmarks Biblioteksforening i 1980
Ngugi wa Thiongo, der ellers var på vej til et internationalt gennembrud, bekendtgjorde ved samme lejligheden, at han aldrig mere ville skrive på koloniherrernes sprog, engelsk. Han har siden skrevet på swahili.
Senere kom filmatiseringen af Den afrikanske farm til. Out of Africa var den engelske titel, mens den danske var Mit Afrika. Også i den forbindelse blev der debatteret, men fokus var dog i høj grad rettet mod de to Hollywood-stjerner Meryl Streep og Robert Redford, der havde hovedrollerne.
Sidste gang, debatten for alvor brød løs, var, da Dominic Odipo fra den toneangivende kenyanske avis The Standard i 2006 leverede et sønderlemmende angreb på Blixen, hvori han betegnede hende som en af de farligste udlændinge, som nogensinde har betrådt afrikansk jord:
Det er på tide at smide Karen Blixens afskyelige mindesmærker ud af Afrika, tordnede journalist Odipo i sin klumme og fortsatte:
Det er på høje tid, vi begynder at dekonstruere Karen Blixen i alle hjørner af vores kontinent. Og det logiske sted at starte er at fjerne hendes navn fra kortet over vores hovedstad, skrev han med henvisning til Nairobi-forstaden Karen, der i dag er en velhaverforstad, hvor mange efterkommere efter landets hvide tilflyttere fortsat bor.
I en række ledere og kommentarer kritiserede avisen, der er Kenyas næststørste, Blixen for at have ødelagt Afrikas image med racistiske fortællinger om primitive og uciviliserede afrikanere. Den pustede dermed til de spændinger, som stadig lurer i mange tidligere koloniserede lande.
Andre kritikere hæfter sig ved, at Blixen trods sit renommé som pro-native aldrig satte spørgsmålstegn ved vesterlændinges ret til at overtage afrikaneres jord og naturressourcer eller tilskrive sig retten til at civilisere de andre.
Men mediekritikken af Blixen afspejler ikke nødvendigvis holdningen blandt flertallet af kenyanere.
Mange sætter hende meget højt også i dag. De bliver meget imponerede, når de finder ud af, at forstaden herude hedder Karen på grund af hende, og de er fulde af beundring over en så modig kvinde, der rejste ned og levede i Afrika helt alene, siger kurator på Karen Blixen Museum i Nairobi Damaris Rotich, men tilføjer, at selvom også kenyanere besøger Blixen-museet, er det store flertal hvide vesterlandske turister.
Men de sidste par år har vi arbejdet målrettet på at tiltrække flere kenyanere ved at fortælle hendes historie fra kenyanernes perspektiv, og det har fanget an, siger Damaris Rotich, der mener, det er forkert at kalde Blixen for racist.
Der er passager i bøgerne, som kan mistolkes, men jeg mener ikke, hun var racist. Så ville hun ikke have plejet sine ansattes sår, og hun ville ikke have givet dem adgang til sin ejendom. Det var helt uhørt blandt hvide på den tid.
Man skal i stedet lytte på alle dem, der kendte og arbejdede for Blixen. De fortæller en helt anden historie. Hun var en meget, meget venlig person. Hun var exceptionel i en tid, hvor langt de fleste andre hvide var her for at udnytte afrikanerne og behandlede dem dårligt. Blixen prøvede at hjælpe folk, siger Damaris Rotich.
Det billede kan Halima Mohamoud, der er barnebarn af Blixens somaliske tjener Abdullahi Ahamed, som Blixen har malet et berømt portræt af, kun bakke op om.
Jeg har jo ikke mødt hende, men efter hvad jeg hører fra min far, hans brødre og andre, var hun en rigtig god person. Hun var en rar og meget selskabelig dame, siger Halima Mohamoud, der arbejder som investeringsanalytiker i Nairobi.
Halima Mohamoud genkender ikke billedet af Blixen som racistisk.
Nej, hverken fra de af hendes bøger, jeg har læst, eller det manuskript, jeg har liggende fra min bedstefar, der betragtede hende som et godt og nobelt menneske. Hun tilhøre jo en anden epoke, men jeg mener, at en racist er en, der ikke tolererer folk af andre racer hun omgikkes jo alle, siger Halima Mohamoud.
Er kenyanerne stolte over Blixen?
Ja, bestemt, ellers ville vi ikke have et museum og en hel bydel opkaldt efter hende!
Spørger man blandt Nairobis boghandlere, bekræftes det, at Blixens bøger stadig sælger. Dog især til turisterne.
Folk er meget bevidste om Karen Blixen på grund af hendes hus, Blixen-restauranten og de andre ting, der bærer hendes navn. Men for langt de fleste er det kun en helt overfladisk viden. De har ikke læst noget af hende og ved intet om, hvem hun var, siger Chan Bahal, der ejer boghandleren Bookstop i Nairobi.
Han fortæller, at Blixen ikke er en del af pensum i skolerne og først og fremmest bliver læst af turisterne, som anskaffer bøgerne i forbindelse med, at de skal på Blixen-museet.
Tove Hussein har i årevis studeret forholdet mellem Blixen og hendes kenyanske ansatte. Hun afviser, at Karen Blixen på nogen måde var racistisk. Racismebeskyldningen er udtryk for en misfortolkning af hendes værker.
Hun var naturligvis farvet af sin tid, men også på mange måder progressiv for sin tid. Bare det, at hun rejste til Afrika, på den måde hun gjorde. Det var på ingen måde et ufarligt projekt. Og det første hus, hun boede i, var en rønne med ét værelse, siger Tove Hussein, der har boet i Kenya siden 1968 og i efteråret udsender bogen Africas song of Karen Blixen.
Det er de samme sætninger, der bliver hevet frem, hver gang det bliver diskuteret, for eksempel at kenyanernes intelligens svarer til et europæisk barns. Men på den tid fik kenyanerne ikke mere uddannelse fra en vis alder, så hvad har hun egentlig ment?, spørger Tove Hussein.