I forbindelse med den seneste væbnede konflikt i Mellemøsten er der talt meget om voksende antisemitisme i Europa, herunder også i Danmark. Det er utvivlsomt, at antisemitisme (og andet race- og religionshad!) udgør en understrøm i vores kultur, som gang på gang bryder igennem til overfladen. Men det er også utvivlsomt, at det officielle Israel og dets støtter i udlandet er meget hurtige til at kalde enhver kritik af Israel for antisemitisme. Så tales der om ”den jødiske stat”, og så skal alle dukke sig i erindring om Nazityskland.
Den tyske forbundspræsident Steinmeier erklærede efter nogle optøjer, at enhver afbrænding af ”flaget med davidsstjernen” måtte karakteriseres som antisemitisme og dermed som en forbrydelse. Flagafbrændinger er aldrig tiltalende, men Steinmeier kom med sine ord til at kræve større beskyttelse for et bestemt flag end for alle andre, fordi det er forsynet med dette særlige symbol.
Dermed accepterede han lighedstegnet mellem en demonstration mod Israel og antisemitisme. Måske forståeligt, at netop en tysk præsident reagerer sådan, men ikke klogt af en ellers klog mand.
På mit universitetsinstitut havde vi en ekstern lektor i jiddisch. Han var jøde, født i Polen, havde overlevet ghettoen i Lodz og boede nu i Lund, hvorfra han krydsede Øresund for at undervise sine få studerende.
Jeg var institutleder, og vi mødte begge to tidligt, så vi havde hyppigt samtaler på tomandshånd, herunder om Israel, som hr. G. mente aldrig skulle have været oprettet.
Det var det værste, der var sket for jøderne, sagde han. Jamen, hr. G., sagde jeg, der gik jo noget forud! Ja, svarede han, det var forfærdeligt, men man drog den forkerte konsekvens. Og så fortalte han historier om bekendte i Israel, som var blevet forulempet, hvis man hørte dem tale jiddisch. Nu skulle der tales ivrit!
Længere væk fra fronten kan man hæfte sig ved, at langtfra alle danske jøder, som måtte flygte til Sverige under Besættelsen, var eller blev zionister. Deres hjem var ikke Erez Israel, men Danmark.
Jeg havde uden tvivl været tilhænger af Israels oprettelse i 1948, hvis jeg var blevet spurgt. Og jeg havde betragtet datidens terrorister som frihedskæmpere. Israel er der og skal blive der. Men jeg har tit tænkt på hr. G.s antizionisme.
Det ender galt, sagde han. Jøderne skal være surdej i hele verden og især i Europa, ikke have deres egen stat. En særlig jødisk stat uden for Europa er antisemitismens største triumf. Europa har myrdet eller fordrevet sine jøder, og de fordriver arabere for at tage et land i besiddelse, som deres forfædre beboede for totusind år siden. Hvordan ville verden se ud, hvis det blev almindeligt? Så vidt hr. G.
Og hvordan ser den ud nu? Israel er en besættelsesmagt og har været det siden 1967. I modsætning til andre lande, der risikerer at blive angrebet eller er blevet det, hvis de ikke retter ind efter FN’s Sikkerhedsråds resolutioner, har Israel kunnet sidde resolution 242 overhørig i over 50 år. Israel har ”genforenet” Jerusalem og befæster med bosættelser og ulige fordeling af ressourcer sit herredømme på Vestbredden – for ikke at tale om stranguleringen af Gaza.
Vi vedtager sanktioner mod Rusland for dets anneksion af Krim. Men vi er tavse om Israels besættelse og de facto anneksioner. Nej, ret skal være ret: Vi opfordrer ”begge parter” til at tage den med ro – og støtter derved i realiteten den stærkere part. Det ved vi også godt.
Kritik, også skarp kritik af Israel, er ikke antisemitisme. Eller er de israelske veteraner, som har stiftet bevægelsen ”Breaking the Silence”, antisemitter? Eller for den sags skyld de israelere, som ikke har stemt på Benjamin Netanyahu og hans politik?
Vi kan ikke med vores selvrespekt i behold acceptere Israels fortsatte undertrykkelse af palæstinenserne og samtidig tale højt om folkeret i andre sammenhænge. Og hvis man mener, at der må gælde særlige regler for Israel, sætter man først for alvor skel mellem jøder og andre.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.