Det er almindelig kendt, at den første amerikanske præsident, der blev valgt ved brug af internettets mørkere kræfter, er Donald Trump. Med millioner af computerskabte Twitter-profiler og russiske internet-trolls, der bombarderede USA med falsk information, var Trump den første præsidentkandidat, der kendte til og udnyttede techgiganternes magt over verdens mest magtfulde demokrati.
Det passer også ind i den beroligende fortælling, der placerer den tøjlesløse Trump og den ryggesløse Putin i samme kasse som Mark Zuckerberg, Facebooks både tøjlesløse og ryggesløse grundlægger og direktør.
Desværre er fortællingen forkert. Det var det amerikanske præsidentvalg i år 2008, der var det første, der blev overladt til techgiganterne, nemlig valget af Barack Obama. Han var USA’s første sorte præsident og havde lovet, at forandringen nu var kommet til Amerika. Forandringen kom. Den bestod blandt andet i, at det var Google, snarere end det amerikanske folk, der valgte Obama, et faktum, virksomheden til fulde har udnyttet til den dag i dag.
Hvis De ligesom jeg troede, at det var Trump, som først ødelagde demokratiet ved at lade det underminere af de sociale medier og andre ensrettende ekkokamre, hvor kunstig intelligens sørger for, at du stemmer, hvad du skal, frem for hvad du vil, skal De læse Shoshana Zuboffs nye bog ”Overvågningskapitalismens tidsalder”. Den bærer undertitlen ”Kampen for en menneskelig fremtid ved magtens nye frontlinje”. Zuboff har med alle kræfter kastet sig ind i denne kamp, og det er dårligt nyt for techgiganterne. Zuboff er Harvard Business Schools svar på politikeren Margrethe Vestager (R).
Den amerikanske valgkamp i 2007 er blot én af utallige hårrejsende tilfælde, Zuboff analyserer i sit kæmpeværk om den nye kapitalisme, der har overvågning som sit centrale karaktertræk. I Obamas kampagne blev gammeldags politisk håndværk: møder, dør-til-dør-kampagne og uddeling af pamfletter overtaget af overvågning, registrering og påvirkning af enkeltindivider, uden at disse individer vidste, hvad Obamas kampagne vidste om dem.
Kampagnen indsamlede materiale om mere end 250 millioner amerikanere, inklusive data om deres færden og søgepræferencer på nettet og deres adfærd og interesser på Facebook og andre sociale medier. Det gjorde det muligt at forudsige vælgeradfærd i praksis ned på det individuelle niveau, hvorfor man derfor også kunne iværksætte påvirkning designet til de afgørende svingvælgere i hvert distrikt. En kampagnemedarbejder sagde sidenhen: ”Vi vidste, hvem folk ville stemme på, endnu før de selv havde besluttet sig.”
Barack Obama havde allerede længe haft et meget tæt forhold til Eric Schmidt, direktøren for Google, et forhold, der af en iagttager er blevet karakteriseret som en ”kærlighedsaffære”, og Google blev sidenhen den organisation, der besøgte Obama flest gange. Dette modererer jo vores tillid til Obama betragteligt, og det bør også øge vor mistillid til techgiganter som Google og Facebook, for det er netop gennem vores tillidsfulde brug af deres tjenester, at vi i snart to årtier trofast har fodret dem med data om vores liv, vores præferencer og vores inderste håb.
Vi har ladet os overvåge. Med en tillid, som vi nu, måske for sent, indser, var naiv, farlig og fatal, har vi overgivet et nærmest fuldstændigt billede af vores liv til nogle hundrede tusind dataloger og psykologer i Silicon Valley i Californien, alt sammen iscenesat og kontrolleret af en lille loge af verdens rigeste mænd.
Fordi vi tillidsfuldt og med det strejf af dovenskab, der kendetegner det civiliserede menneske, der tror sig beskyttet af netop civilisationen, har klikket ja til de ”juridiske” aftaler, man skal godkende for at kunne installere Facebook og Instagram på sin telefon, er vi fanget. Vores vandring på vejen til trældom er nu blevet en knapt bevidst vane.
Vi havde, naturligvis, ikke noget valg, da vi skulle acceptere betingelserne, for hvis vi takker nej, fungerer programmet ikke. Vi ”er enige”, fordi der ikke er noget alternativ. Hvis vi vælger at læse aftalerne, før vi siger ja til dem, skal vi statistisk set afsætte adskillige måneder hvert år til læsning af sådanne aftaler, der så desværre er formuleret i et juridisk sprog, vi ikke begriber. Det er ikke en udfordring, det er en fælde.
Tidligere var vi stillet i den måske nok udfordrende, men ret åbenlyse relation som forbrugere over for virksomheder, der tilbød os produkter (ofte indbefattende kælen gøjl og reklame). Vi er ikke længere sådanne forbrugere, vi er ikke længere de subjekter, virksomheden gør til forbrugere og derved tjener penge på. Vi er, argumenterer Zuboff overbevisende, blevet råstof for platformsvirksomhedernes indsamling af data om vores liv. Disse informationer sælger techfirmaerne så til tredjepart, der derfor kan sælge ting til os, påvirke os og tilskynde os baseret på disse informationer. Det er denne forretningsmodel – som Zuboff meget forfriskende bare kalder tyveri – der har gjort disse virksomheder og disse mænd til de mest magtfulde på jordkloden.
Vi, jordklodens oprindelige folk, har dermed fået frataget vores sande natur som mennesker. Industrikapitalismen var en trussel mod den omgivende natur, som den betragtede (og mange steder stadig betragter) som gratis råstoffer og, tilføjer jeg, som et gratis affaldsdepot. Men denne produktionsform beskyttede os både som arbejdere og forbrugere, subjekter og konsumenter, via umådelige bureaukratier, kontrakter og lovgivninger, i hvilke vi måske blev lidt grå og fortvivlede, men som alligevel forsvarede vores rettigheder og, faktisk, vores værdighed, vores værdi.
Til forskel herfor er den nye overvågningskapitalisme en trussel mod mennesket som handlende individ. Den betragter mennesket som et gratis råstof (data) og, tilføjer jeg til Zuboff, et gratis affaldsdepot (indholdet på de sociale medier og internettet).
Derfor skal vi skjule os. Den opfordring findes faktisk i ”Skærmens magi”, en bog, jeg selv skrev blandt andet inspireret af Zuboffs 30 år gamle mesterværk ”Life in the age of the intelligent machine” (Livet i den intelligente maskines tidsalder). Denne pointe udfolder Zuboff så i sit nyeste mesterværk under kampråbet ”retten til fristeder”: Hvis du ikke har noget at skjule, er du ingenting. Denne kamp er i første omgang individuel, men skal også blive kollektiv og politisk.
Bent Meier Sørensen er professor på CBS og forfatter til bogen ”Skærmens magi”.