Berømt forfatter: Hvis du ikke tror på Gud, tror du på hvad som helst

Forfatteren Fay Weldon skrev tidligere feministiske romaner. Men nu bevæger hun sig atter mod strømmen og sympatiserer med en bogstavelig kristendomsforståelse

Folk er i årevis blevet ved med at sige til mig: ’Vend tilbage til hundjævlen’, men jeg har aldrig set, at der var noget at vende tilbage til,” siger Fay Weldon. Foto: Sofie Amalie Klougart/information/ritzau

Fay Weldon beskriver himlen for mig. Ikke ved at benytte sig af den mægtige og undertiden uregerlige, men også altid uimodståelige fantasi, som har gjort hende til en af vores førende romanforfattere de sidste 50 år, men snarere ved at trække på sin personlige erfaring.

For nylig følte hun sig næsten bogstaveligt talt splittet mellem liv og død, da hun på grund af hjerteproblemer lå i narkose på hospitalet.

”Det var ganske livagtigt. Der var folk iført noget grønt, uden tvivl læger, som trak mig den ene vej. Og så var der dette mærkværdige væsen, som lignede Kerberus, med en masse ben og arme, som forsøgte at trække mig den anden vej,” fortæller hun. Med andre ord mod portene til det næste liv.

”Farverne var ikke neutrale eller perlegrå, men hinduistiske farver – orange og lyserøde – som et tempel.” Og hvilken retning foretrak hun? Portene forekommer tiltalende. ”Ikke ligefrem tiltalende,” korrigerer hun. ”Bare anderledes. De var bare det eneste, som var der.”

Vi er i den smukke by Shaftesbury og sidder i det store højloftede køkken i det smukke hus med stenfacade, som Weldon deler med sin tredje ægtemand, Nick Fox. Rundt omkring os ligger der gratulationskort – for nylig fejrede hun sin 86-årsfødselsdag – og uden for vinduet stiger tårnet fra en nu nedlagtanglikansk kirke op over træerne.

”Det er nu viet til gode formål,” siger hun, da jeg nævner det.

For nylig tildækkede den nærliggende alternative kirke sine store, gamle paneler, hvor De Ti Bud stod skrevet, fordi folk fandt dem ”deprimerende”. Så Weldon – der blev døbt anglikaner i år 2000 og senere konfirmeret i St. Paul’s Cathedral – skal køre 17 kilometer for at finde en ”meget traditionel” gudstjeneste.

”Jeg antager, at jeg driver mere i retning af en bogstavelig tro,” reflekterer hun, ”end en meget metaforisk tro, dog mere mod Det Nye end Det Gamle Testamente.”

Weldons syn på himlen bringer uden tvivl noget nyt og forbløffende med sig. ”En anden ting med portene til Paradis,” fortsætter hun, idet hun samler den farverige tråd op, ”var, at de havde termo-vinduer.”

Hun siger det næsten konspiratorisk med sin høje, pigede stemme, mens hendes øjne funkler, og et bredt grin breder sig over hele hendes runde, ungdommelige ansigt. Hun kan lide, finder jeg snart ud af, at overrumple sine tilhørere.

”Og de skyder til siden,” siger hun. ”Der var en åbning, og man kunne se, at der bare var det samme bagved.” Flere prangende farver? ”Nej, neutrale, mere som en græsklædt bakkeskråning. Og jeg trådte frem og sagde, ’Åh javel, mere af det samme’.”

Weldon har en meget særlig evne, som gør hende i stand til på en gang at være morsom, seriøs og kontroversiel. Det er også kendetegnende for de romaner, som har gjort hende kendt – især hendes berømte ”En hun-djævels bekendelser” (som både er blevet filmatiseret til en mindeværdig tv-serie og en Hollywood-film).

Men Himlen er vel, fastholder jeg, bedre end Jorden? Nu er det hendes tur til at se rådvild ud. ”Nej,” insisterer hun, ”du forlader den model, der hedder et skridt frem og to tilbage, som findes her, til fordel for mere af det samme der. Bare endnu en fortsættelse.”

Jeg må indrømme, at jeg føler mig skuffet. Nu er hun barsk.

”Det var en stor lettelse for mig. Min mor opdragede mig ikke med forventningen om at være lykkelig. Du kan ikke have to køn med henblik på forplantning og formode, at de vil trives sammen og være lykkelige. Jeg tror ikke på, at du har ret til at være lykkelig. Det er netop det, som du får ud af terapi (hun er ikke tilhænger, red.). Du kan håbe på at være lykkelig. Det er det eneste, du kan gøre. Det er et sandt kristent standpunkt.”

Himlen er dog altid blevet frembudt til kristne som et lykkeligt sted.

”Er du helt sikker?”, svarer hun tilbage. ”Det er bare et andet liv. Jeg tror på efterlivet, men det betyder ikke så meget for mig. Enten stopper man op, eller også går man videre, og jeg foretrækker at gå videre.”

Med hensyn til dette jordiske liv, så handler det ”at gå videre” for Weldon udelukkende om at skrive. Som hun fortæller, så er dette, hvad hun gør, når hun ikke gør noget andet, det er hendes stan-dardindstilling. Og på trods af en fremskreden alder og problemer med tænderne, som gør, at hun føler sig en smule øm i dag, er hun stadig i fuld gang. Mellem os på det lange spisebord ligger en ny paperback-udgave af hendes seneste roman, ”Death of a She Devil” (En hundjævels død), den længe ventede opfølger til hendes mest berømte værk.

Den er dog blevet mødt med en anden form for rabalder end sin forgænger. Mens ”En hundjævels bekendelser” – fortællingen om den vragede hustru Ruth og hendes ekstraordinære, ufattelige bestræbelser på at genvinde den utro mand, Bobbo – blev modtaget af feminister som en moderne klassiker om kvinder, der kæmper mod mænd for magt og triumf (klummeskribenten Caitlin Moran har hyldet Weldon som ”en stammoder”), så misbruger Ruth i ”Death of a She Devil” den magt i en sådan grad, at hun og hele hendes køn nu er den undertrykkende part. Og i et sådant omfang, at en af de mandlige karakterer føler, at han ikke har andet valg end at skifte køn.

”Folk er i årevis blevet ved med at sige til mig: ’Vend tilbage til hundjævlen’, men jeg har aldrig set, at der var noget at vende tilbage til. Det var dengang, og nu er vi her. Det drejede sig om en bestemt tid, hvor kvinder havde det meget skidt i deres funktion som mænds redskab, og det forekom at være et nyttig og interessant emne at skrive om. Men forholdet mellem kvinder og mænd er i dag betydeligt anderledes.”

Så Weldon – der insisterer på, at hun ikke er feminist, som hun ellers fremstod for sine tilhængere, da ”En hun-djævels bekendelser” udkom (”jeg har aldrig være tilhænger af nogen -isme”) – har på sin vanligt flabede, sjove, men også tankevækkende måde fået de sejrende kvinder til at smage deres egen medicin. Anmelderen fra The Guardian var så oprørt over det, som hun opfattede som Weldons forræderi, at hun tweetede ”LÆS IKKE DENNE BOG”.

Modreaktionen har betydet, at Weldon for første gang i årtier ikke kan finde en forlægger i USA, som vil røre hendes nye bog. Det må være hårdt? ”Tja, det er fint nok,” fortæller hun mig, med en antydning af ”fald nu ned, kære du”.

Jeg tager mig ikke af antydningen. Virkelig?

”Det gør ikke den store forskel. Det er en bog. De kan læse den eller lade være. Jeg har kun mulighed for at beskrive det, som underholder og interesser mig, hvilket er det, jeg altid har skrevet om. Og det ændrer sig en hel del.”

Igennem hele sit lange liv har også Weldon ændret sig. Født med navnet Franklin Birkinshaw i Birmingham blev hun indtil en alder af 14 år opfostret i New Zealand, hvor hendes far arbejdede som læge. Efter at hendes forældre blev skilt, vendte hun tilbage til England med sin mor, Margaret (der skrev romaner under pseudonymet Pearl Bellairs).

Hendes opdragelse var ikke traditionelt religiøs, mindes hun. Hendes mor rettede sig mod teosofien – ”snarere en litterær masse, noget semi-buddhistisk og semi-fredsbetonet med fokus på udbredelsen af lys og gavmildhed til alle” – men mellem år 1935 og 1939 blev den unge Fay sendt til en katolsk klosterskole i New Zealand ”for at blive uddannet i gode manerer”.

”Mødrene var helt igennem dejlige, men søstrene var alt i alt sadistiske og ikke særligt rare.”

Den måde, som hun så blødt fremsiger dommen om dem på, viser, at uddannelsen i gode manerer uden tvivl har sat sig.

”Ved siden af mit skrivebord var der et billede af Sankt Antonius, som bliver plaget af djævle. Dette var Helvede, og her skulle jeg hen, hvis jeg ikke blev katolik og fik overtalt min mor til at blive katolik, men hun ville ikke.”

I løbet af sit voksenliv i Blighty – hvor hun som bekendt arbejdede i reklamebranchen (og fremkom med sloganet, ”Go to Work on an Egg”), blev gift tre gange, havde tre sønner, udgav 34 romaner, skrev åbningsepisoden til ”Herskab og tjenestefolk” og blev tildelt CBE-udmærkelsen – var hun aldrig, understreger hun, ateist.

”Jeg var en nonkombattant. Jeg var en, der sagde ’Jeg ved det ikke’.”

Det, som drev hende mod kristendommen i de sene 60’ere, var til dels en kærlighed til salmer, som udviklede sig på et anglikansk gymnasium i New Zealand. Hun begyndte at tage til gudstjenester i Hampstead Parish Church i nærheden af sit daværende hjem i det nordlige London.

Og delvist var grunden også, mindes hun, invitationen fra forlaget Canongate i London til at skrive en kort introduktion til hendes foretrukne tekst fra Bibelen – sammen med berømtheder som Nick Cave, Blake Morrison og Will Self. Hun valgte Paulus’ Korintherbreve.

”Og jeg syntes, at det var ganske overbevisende. Hvis han kan tro på det, så kunne jeg måske også, eftersom han var så god en forfatter. Det hele er så klart og elegant.”

Paulus fordømmes selvfølgelig ofte for sin holdning til kvinder, og jeg kan ikke helt frigøre mig fra indtrykket af, at Weldon er et feministisk ikon. ”Altså,” svarer hun, da jeg spørger ind til det, ”jeg taler ofte heller ikke særlig pænt om kvinder.”

Men det er en udbredt opfattelse, at Paulus tilskynder kvinder til at være sagtmodige, milde og underdanige over for deres mænd?

”Hvorfor ikke? Jeg synes, det er en helt igennem fornuftig ting at gøre, hvis du ønsker et stille liv. Paulus havde naturligvis problemer, men jeg tror bare, at vi accepterer den kendsgerning.”

Dog er der andre sider af anglikanismen, som hun har sværere ved at acceptere.

”Det var meget rart at blive taget ind i kirkens favn. Jeg er der stadig, men den synes at have sluppet mig temmelig hurtigt. Jeg opdagede, at den var splittet af alle mulige slags argumenter, og at det ikke var så ligetil, som jeg troede. Ved at ignorere Det Nye Testamente forekommer den mig at give temmelig stort afkald i forhold til sit ansvar over for sin flok.”

Hun er, foreslår jeg forsigtigt, en person, der føler sig allerbedst tilpas, når hun går imod mængden – i hvert fald i sine romaner og måske endda i sit valg af tro i en tid, hvor kirkens medlemstal er faldende. For et øjeblik ser hendes gode humør ud til at svigte hende.

”Jeg har bestemt ikke i sinde bare at gå i den modsatte retning af andre. Jeg er bare. Jeg tænker mine egne tanker.”

Og så bløder hun endnu en gang op:

”Men jeg vil hellere have, at folk har religion end ikke. For ellers tror de på krystaller. Som G.K. Chesterton sagde – hvis du ikke tror på Gud, vil du tro på hvad som helst.”

Interviewet har tidligere været bragt hos The Tablet og er oversat fra engelsk af Translated By Us.