Vi læser om dem i notitser i aviser eller hører om dem i nyheder på radio eller tv. De radikaliserede muslimske piger, der rejser til Syrien for at gifte sig med IS-krigere. Og måske endda dø i sagens tjeneste.
Og vi undres.
Det samme gjorde Åsne Seierstad – og da hun kom på sporet af to norsk-somaliske søstre, der flygtede til Syrien, dykkede hun ned i deres historie.
Åsne Seierstad skildrer pigernes helt almindelige liv som teenagere i en norsk boligblok, og hvordan deres liv langsomt forandrer sig.
Hvordan omverdenen overser alle varsler, og pigerne bevæger sig fra at være ny-praktiserende muslimer til at være radikaliserede. Og hvordan deres fornemmelse af at være fremmede fugle, uanset om de befinder sig i Norge eller i Somaliland vokser sammen med deres længsel efter samhørighed og efter at blive respekteret.
Og herfra udspringer så det gode spørgsmål: Hvorfor være andenrangs-nordmænd, når man kan være førsterangs-muslimer?
Det er de to søstres forældre, Sara og Sadiq Juma, der har ønsket at få deres historie fortalt.
Og den lyder i al korthed på, at deres døtre, Leila og Ayan, over hals og hoved flygter til Syrien, hvor de bliver gift med IS-krigere, hvor de lever og får børn, og hvorfra de ikke har tænkt sig at komme tilbage. Som Ayan siger til en veninde, mens hun endnu er i Norge: ”Hvis du rejser til Syrien, rejser du for at dø”.
Og hendes plan for sig selv og lillesøster Leila er klar: Stikke af. Giftes. Dø.
Sadiq rejser efter dem, i flere omgange, men uden held, og nu sidder han tilbage sammen med Sara og deres tre sønner i Norge og spørger sig selv, hvordan det kunne ske, og hvorfor de døtre, som han reddede ved at flygte fra borgerkrigen i Somalia, nu frivilligt er rejst tilbage til den i Syrien.
”To søstre” er litterær journalistik. Men det er først og fremmest en dokumentarbog. Det slår Åsne Seierstad indledningsvis fast.
De rekonstruerede scener, der behændigt brydes af historiske facts om krigen i Syrien, er baseret på vidneudsagn, og i efterskriften om bogens tilblivelse gør hun det klart, at alle citerede kilder har fået deres del til gennemsyn. Så der ikke er nogen, som boghandleren i Kabul, der kan komme tilbage og sige, at dele af bogen er opspind.
Og hun tager desuden selv fat i det etiske spørgsmål om, hvorvidt man kan tillade sig at skildre mennesker, her de to søstre Leila og Ayan, som man aldrig har mødt, som ikke selv vil fortælle. Men uanset hvad man måtte mene om den sag, så er Åsne Seierstads bog en imponerende dokumentarisk tour-de-force og på alle måder vigtig og læseværdig.
Hun graver ikke grøfter og deler ikke op i et dem og os, men fortæller om det, hun i sin grundige research har fundet ud af.
Man får ingen endegyldige svar på, hvad der trak pigerne til Syrien – eller hvad der skubbede dem ud af Norge – men derimod en række begavede spørgsmål, som bliver ved med at rumle i hovedet på en efter endt læsning. Som for eksempel: ”Har dette kun noget med dem at gøre, eller har det også noget med os at gøre? Hvad er det ved vores samfund, som gør, at enkelte unge føler sig ydmyget og diskrimineret?”