Prøv avisen

Duras i dialog med en fraværende Gud

Marguerite Duras opfandt autofiktionen som litterær genre og revolutionerede fransk teater. Hun var i permanent dialog med en gud, hun aldrig fandt i den alkoholiserede tåge, der omhyllede en stor del af hendes liv

”Frankrigs Pythia” er Marguerite Duras blevet kaldt. Udtrykket gælder den litterære myte og oraklet, der blandede sig i den franske debat i over 30 år og producerede til tider obskure avantgardistiske værker, som kortfilmen ”L’homme atlantique”, hvor hendes stemme smyger sig hen over et ravnsort billede i 30 minutter. Ingen intriger, ingen handling. Men ord, der smyger sig ind i sjælen, uanset om de høres eller læses.

”En kort skrivestil, uden grammatik, kun med ord. Ord uden støtte fra grammatikken. Fortabte. Dér, nedskrevet. Og straks efter forladt,” lyder Marguerite Duras’ egen beskrivelse af sin stil, leveret i hendes let genkendelige, på én gang brudte og flydende stil.

Hun producerede både litteratur, teater, journalistisk og film, og uanset genren endte hun med at forandre den og ”nå ind til det, der er litteraturens kerne”, som professor Gilles Philippe skriver i forordet til hendes samlede værker, der blev udgivet i den prestigefyldte Pléiade-samling i 100-året for hendes fødsel i 2014.

”Duras’ rejse løber parallelt med fransk litteraturs rejse, fra en bestemt type roman til en mere løs, mere personlig skrivestil og et autofiktionelt indhold,” har han sagt til magasinet Le Point.

Hendes første roman fra 1944, ”La Vie tranquille”, (Det rolige liv), er nærmest en eksistentiel roman. Derefter kom hendes ”Hemingway-periode”, som hun selv kaldte den, og derefter finder hun sit helt eget personlige udtryk, ikke mindst med ”L’amant” (Elskeren).

Den skaffede hende den store franske litteraturpris Prix Goncourt i 1984 og blev en verdensomspændende bestseller, der er oversat til 35 sprog.

”L’amant” er en roman, men baseret på Marguerite Duras’ egen fortid i de franske kolonier i Indokina, hvor hun voksede op med moderen og de to brødre efter faderens død. Hovedpersonens vanskelige familieforhold, affæren med en kinesisk rigmand og det grænseoverskridende seksuelle spil er et spejl af hendes egen historie. Med denne roman slår hun som den første autofiktionen fast som en litterær genre, der siden har inspireret forfattere i og uden for Frankrig.

Hele hendes forfatterskab kredser om denne personlige historie, som hun tager fat på igen og igen, uden at blive færdig. Hun fortæller hudløst om sin kærlighed til sine skiftende mænd, herunder den næsten 40 år yngre Yann Andréa. Men også om det ødelæggende, brutale forhold til journalisten og forfatteren Gérard Jarlot og det altfortærende alkoholmisbrug, som blev konsekvensen.

Flere af hendes bøger er skrevet i en alkoholiseret tåge og et depressivt helvede, der begyndte i 1960’erne. For hendes kritikere var hun et selvoptaget vrag, for hendes beundrere rammer hun det universelle i den endeløse søgen efter en mening, som hun gerne havde fundet i Gud. Men hun fandt ham aldrig.

”Hvis Gud var der, ville vi ikke være alkoholikere,” sagde hun i et tv-interview i 1984.

I sine sidste år læste hun dagligt Bibelen, især Det Gamle Testamente.

”Hun sagde, at hun drak, fordi Gud ikke svarede hende og ikke hørte hendes skrig, når moderen slog hende, eller da hendes lillebror døde. Men hun fortsatte sin søgen. Hendes værk er et forsøg på at nå frem til noget. Det er en søgen efter det guddommelige,” skriver lektor i fransk litteratur Alain Vircondelet i bogen ”Duras, Gud og det skrevne ord”.