Prøv avisen
Interview

"Hvis jeg kun skulle tale med præster, ville jeg gå rundt med konstant hovedpine"

”Det kan blive meget navlepillende og selvoptaget at fortælle om sig selv i en erindringsbog, men når jeg har valgt at fortælle om mig selv gennem møder med andre, er det først og fremmest, fordi jeg mener, at engagementet og mødet med andre mennesker er det blivende i tilværelsen,” siger Kjeld Holm. – Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Det blivende i tilværelsen er engagementet og mødet med andre mennesker, mener biskop Kjeld Holm, som i dag udsender endnu en erindringsbog. Denne gang er fokus på de menneskelige møder, der har formet ham

I Kjeld Holms sønderjyske barndomshjem havde man ung pige i huset. En af dem hed Gudrun. Hun kom fra et pigehjem ved Genner Strand mellem Haderslev og Aabenraa, hvor man anbragte løsagtige piger, der var vanskelige at styre.

Kjeld Holm overhørte som barn ofte sin mors moralprædikener, som han opfattede som en blanding af moralsk oprustning og dommedagsprofetier, til pigen. Men først og fremmest kunne han bare godt lide Gudrun, og hun skulle senere i hans liv få stor betydning for hans måde at være menneske og kristen på.

I erindringsbogen Man lever af det, man får skænket, der udkommer i dag og er en efterfølger til Åbne døre fra 2010, dukker Gudrun op med jævne mellemrum. Først som hovedpersonen i en oplevelsesrig cykeltur, som den otteårige Kjeld Holm havde til Knivsbjerg, det tyske mindretals samlingssted, der blev sprængt i luften af danske modstandsfolk, og hvor Gudrun på hjemvejen viste ham pigehjemmet. Det var der, jeg boede, jeg vil ikke tilbage, sagde Gudrun og efterlod Kjeld Holm med en følelse af at have set to ruiner den dag: en bogstavelig og en sindets ruin. Senere i bogen dukker Gudrun op som en erindring, når Kjeld Holm fortæller om forskellige former for engagement og tanker om socialt dårligt stillede.

Jeg havde glemt Gudrun, men på et tidspunkt, da jeg går til timer hos K.E. Løgstrup på Aarhus Universitet, bliver jeg opmærksom på, at holdninger og engagement får tyngde af erindringen om ens egen historie. Derfor er Gudrun med i bogen som et eksempel på erindringens anfægtelse, og fordi hun for mig bliver sådan et prisme, hvor lyset brydes igennem, og en katalysator for min forståelse af næstekærlighed, siger Kjeld Holm.

Han sidder på sit bispekontor på Dalgas Avenue i Aarhus, hvor han, mens træerne endnu er uden blade, har udsigt til havet.

Det store skrivebord er ryddeligt, men vidner alligevel om aktivitet. 19 år har Kjeld Holm foreløbig bag sig som biskop, og endnu to resterer, inden han i sommeren 2015 fylder 70 år og går af som det kirkelige overhoved over Aarhus Stift. Kjeld Holm har dog aldrig lagt skjul på, at hans liv er meget andet end det, der foregår bag bispeskrivebordet.

Hvis jeg kun skulle tale med præster, ville jeg gå rundt med konstant hovedpine, siger han med det velkendte glimt i øjet.

I hans erindringsbog nummer to er der da også relativt få præster, men til gengæld store personligheder som forfatterne Martha Christensen, Tage Skou-Hansen og Peter Seeberg samt filosoffen Peter Kemp. Gennem sine 20 år som sognepræst ved Ellevang Kirke gennemførte Kjeld Holm hver vinter to studiekredse, hvortil han inviterede forskellige foredragsholdere. Mange af dem spiste og overnattede hos familien Holm, så han fik ofte et personligt forhold til dem, og deres tanker og personligheder satte sig varige spor.

Det kan blive meget navlepillende og selvoptaget at fortælle om sig selv i en erindringsbog, men når jeg har valgt at fortælle om mig selv gennem møder med andre, er det først og fremmest, fordi jeg mener, at engagementet og mødet med andre mennesker er det blivende i tilværelsen. Det er ikke en masse begreber som identitet og den slags ting, som vi ellers er optaget af, nej, det er selve det, at man i mange livsformer og i mødet med mange mennesker og konkrete udfordringer i sit eget liv svarer med et engagement og siger: Det her, det kommer mig ved. Jeg er blevet ledt på vej til engagementets mulige emneområder via de mange forskellige personer, jeg fortæller om. Det er deri, engagementet bliver spejlet, mener Kjeld Holm.

Det lå ikke direkte i kortene, at Kjeld Holm skulle blive præst.

Han er uddannet i idéhistorie, men tog senere en teologisk tillægseksamen. Efter flere år som underviser på Aarhus Universitet, blandt andet i systematisk teologi, oplevede han i midten af 1970erne, at der blev varslet voldsomme besparelser på universiteterne, og det fik ham til at kigge sig omkring efter andre jobmuligheder. Hans gamle mentor og ven Johannes Sløk, om hvem han for nogle år siden skrev bogen Mennesket er en misforståelse, foreslog ham at blive præst.

Ved siden af universitetetsarbejdet valgte Kjeld Holm at tage imod en ulønnet stilling som hjælpepræst ved Vejlby Kirke. Den stilling blev han så glad for, at han et halvt år efter søgte og fik stillingen som sognepræst i det helt nye sogn Ellevang tæt på Vejlby.

Ellevang Sogn var et dybt sekulariseret samfund, der fortrinsvis bestod af venstreorienterede universitetsfolk i nye Friis- og Molkte-rækkehuse og villakvarterer med revisorer, læger og advokater. Det var bedre bemidlede folk, men det med kirke og kristendom var ikke noget, der interesserede dem, så jeg måtte jo prøve at vise dem, at kristendommen var en god idé, fortæller Kjeld Holm.

Foruden vinterens studiekredse lavede han blandt andet også en filmklub i kirkens tilhørende sognegård. Menighedsrådet var generøst, og der blev blandt andet investeret i en videomaskine, så man kunne vise Leif Panduros populære tv-spil og efterfølgende diskutere, hvad man havde set.

Jeg ville placere mig der, hvor jeg mente, at folk var, og så komme dem i møde med evangeliets ord. Der var da også nogle, der aldrig tidligere havde sat deres ben i kirken, men som blev nogle af mine mest trofaste kirkegængere. Jeg tror, jeg vækkede deres nysgerrighed og engagement.

Jeg havde nok haft problemer, hvis jeg som ny præst havde overtaget et eksisterende sogn, for jeg havde et behov for at gøre tingene på min egen måde. Derfor passede det fint med Ellevang Sogn, hvor arbejdet var præget af pionerånd. Kirken skulle have en mening. Det havde den ikke haft, da man projekterede den, der skulle den blot bygges, fordi der nu boede så og så mange mennesker. Der var ikke nogen idé med, hvad vi egentlig skulle med kirken, ud over at evangeliet skulle forkyndes, der hvor mennesker var. Men jeg tænkte, at det måtte formidles ind i en sammenhæng, og derfor var jeg nødt til at få en forståelse af, hvad sammenhængen i det nye sogn var, siger Kjeld Holm.

Årene i Ellevang har haft stor betydning for Kjeld Holms måde at være præst og biskop på. Prædikatet folkelig er ofte blevet sat på ham, og det prædiktat vedkender han sig meget gerne.

Det har altid været min ambition at prædike, så man kan få noget ud af ordene uden at have en teologisk ballast, og jeg undgår bevidst teologiske dogmer, når jeg taler om kristendom. Derfor tror jeg, hvis jeg må prale lidt, at jeg også i dybt sekulariserede kredse er kommet igennem med det, jeg står for. Når jeg holder foredrag om eksempelvis dannelsesbegrebet og kommer ind på kristendommen, som jo er min måde at se tingene på, opnår jeg en fantastisk lydhørhed, siger Kjeld Holm.

I sine erindringsbøger forsøger han på samme måde at få mange i tale ved at fortælle i et levende sprog, der er ligeud ad landevejen. I den henseende er han meget inspireret af Hans Edvard Nørregård-Nielsen og ikke mindst den nu afdøde musikformidler i Danmarks Radio og musikkritiker i Dagbladet Information Hans-Georg Lenz.

Man hørte ikke bare bedre, når Lenz havde fortalt om et stykke musik, man hørte også på en ny måde, som Kjeld Holm skriver i bogen.

Blandt de mange ekstrabeskæftigelser, Kjeld Holm har haft, både i sin sognepræsttid i Ellevang og gennem årene som biskop, fortæller han i bogen især om formandskabet i Nævnet for Etnisk Ligestilling og ærgrelsen over, at nævnet blev nedlagt. Igennem arbejdet der mødte han mennesker, der satte sig varige spor.

Det samme er sket gennem hans glødende interesse for fodbold, herunder især interessen for den aarhusianske fodboldklub AGF.

Fællesskabet på Aarhus Stadion lever af noget andet end de sociale fællesskaber, jeg ellers er medlem af. Fodboldtilhængere er en slags klasseløst samfund. Vi er der, fordi vi har en fælles interesse for spillet, og fordi vi kan lide hinanden. Blandt mine fodboldvenner er jeg aldrig på vagt, for der er ingen fare for at få en kniv i ryggen, siger Kjeld Holm.

Han indrømmer dog, at det ikke altid er lige muntert at være AGF-tilhænger. Og da klubben for tre år siden rykkede ud af Superligaen, var Kjeld Holm så nedtrykt, at han hele tiden måtte minde sig selv om, at livet altså også har lyse sider.

Fodbold er den vigtigste ting af det ligegyldige. Men når folk kommer hen til mig og siger: Kan du ikke lige bede for AGF i aften?, svarer jeg altid, at det kunne jeg aldrig drømme om at ulejlige Vorherre med!.