Hvis man efter de første dage med Trump savner Obama ...

Den charmerende ”Hidden Figures” handler om lige rettigheder for mennesker uanset køn og race. Pakket ind som åndfuld underholdning hylder den USA som mulighedernes land med en kærlig hilsen til tidligere præsident Obama

Taraji P. Henson, Octavia Spencer og Janelle Monae er sitrende sarte og stærke i det amerikanske selvstændiggørelsesdrama ”Hidden Figures”.
Taraji P. Henson, Octavia Spencer og Janelle Monae er sitrende sarte og stærke i det amerikanske selvstændiggørelsesdrama ”Hidden Figures”. Foto: Foto fra filmen.

Martin Luther King bryder igennem mediebilledet med sin kamp for lige rettigheder, og kvinderne er på vej ind på arbejdsmarkedet. Rumkapløbet mellem Rusland og USA er på sit højeste og hos NASA i delstaten Virginia arbejder tre sorte kvinder som menneskelige computere.

Vi er i begyndelsen af 1960’erne og USA er i opbrud. ”Hidden Figures”, som er baseret på virkelige hændelser og har premiere i morgen, udfolder disse løfterige år gennem historien om Katherine Johnson, Dorothy Vau-ghan og Mary Jackson, der ikke blot drømte om det umulige, men var uundværlige for den amerikanske supermagts indtog i rummet.

Er det så en kunstnerisk udfordrende film om lige rettigheder, racisme og kvindeundertrykkelse? Slet ikke. Den er for æstetisk klumpet og alt for klichéfuld som menneskelig fremgangshistorie til det prædikat. Men det er beåndet underholdning, der yderst effektivt klimprer på hele følelsesregistret uden at det bliver til ren spekulativ manipulation. Det kan instruktør Theodore Melfi takke de tre dejlige hovedrolleindehavere for.

Taraji P. Henson er den ydmyge, men inspirerende stærke Katherine Johnson, der er alene med tre små piger og et matematisk talent i særklasse. Hun bliver kaldt helt op i NASA’s øverste ledelse, hvor Al Harrison (en brysk og tyggegummetyggende Kevin Costner) som den eneste kun ser talentet bag Katherines farve og køn. Hver dag forsvinder Katherine i længere tid, fordi de sorte kvinders toilet er i den anden ende af NASA. Al Harrison smadrer skiltet med ordene ”Hos NASA tisser vi alle samme farve”. Sådanne onelinere er filmen fyldt med. Og selvom det er oppustet, falder det ikke fuldstændig igennem og bliver til rene floskler. Men det kræver, at man overgiver sig til filmens lette tone.

For filmen er overvejende lys med pastelfarvet interiør, ørekælende melodier og charmerende humor. ”Hidden Figures” er bestemt for alle, men dens lettilgængelige budskaber mister ikke al værdi af den grund. Parolerne om lige muligheder får liv gennem det jazzede skuespil og spiller insisterende ind i et eviggyldigt håb om forandring.

Octavia Spencer er Dorothy Vaughan, der i sin fritid gennemskuer IBM’s første computer og overhaler alle de bedre uddannede mænd. Med flid og ukuelig fremtidstro bliver hun NASA’s første både kvindelige og sorte chef.

Med en sødmefuld stolthed spiller Janelle Monae den iltre charmerende Mary Jackson, der stikker næsen frem og får overtalt en dommer i Virginia, så hun kan læse til ingeniør.

Det tematiske overlap mellem kvindernes private visioner og menneskehedens drømme om rummet, gør ”Hidden Figures” til en film, der i bedste fald kan inspirere unge mennesker til at turde tro på det umulige. Som superstjernen Pharrell synger i filmen: ”Yes We Can”. En hyldest til Barack Obama, der, ligesom virkelighedens Katherine Johnson, Dorothy Vaughan og Mary Jackson, gjorde det umulige muligt. For der skal være en første til alting.