Hvis man holder af Vigdis Hjorths tidligere romaner, vil man givetvis undre sig over hendes nyeste

Tematisk er Vigdis Hjorth på hjemmebane i sin skildring af problematiske forhold mellem børn og forældre. Men bogens temperament og tempo er nærmest ikke til at kende

Sproget og stilen er anderledes, end de plejer at være, i Vigdis Hjorths "Femten år", der i går udkom på dansk. Tempoet er sat betragteligt ned, men forfatterens blik på familien som institution er præcist lige så gennemborende, som det plejer at være.
Sproget og stilen er anderledes, end de plejer at være, i Vigdis Hjorths "Femten år", der i går udkom på dansk. Tempoet er sat betragteligt ned, men forfatterens blik på familien som institution er præcist lige så gennemborende, som det plejer at være. Foto: Leif Tuxen.

Hvis man har læst og holdt af ”Arv og miljø” og ”Er mor død?” – eller den krasse og kompromisløse udgivelse fra norske Vigdis Hjorths hånd ”Hvis bare”,  der udkom i Norge i 2001 og på dansk i februar sidste år – vil man givetvis undre sig en smule over hendes seneste roman, ”Femten år”, der i går udkom på dansk.

Nok er tematikkerne kendte: den tilsyneladende pæne og fornuftige, men i virkeligheden dybt dysfunktionelle familie samt det problematiske forhold mellem mødre og døtre i flere generationer, her set gennem en ung piges øjne, hvis blik på sit ophav langsomt bliver mere og mere bevidst og kritisk. Men sprog og stil er anderledes og langt mere altmodisch, end det plejer at være, tempoet er sat betragteligt ned, og graden af idyl, detaljer og gentagelser er i passager skæmmende stor.

Når det er sagt, så er Vigdis Hjorts blik på familien som institution præcist lige så gennemborende, som det plejer at være, og hun piller nådesløst alle de forestillinger og fortællinger, som vi løgnagtigt og møjsommeligt bygger omkring os, fra hinanden. Det er som altid grove løjer. Bare ikke helt så skarpt, som det ellers gerne er.

”Femten år. Det revolutionære forår” følger den unge pige Paula, der lever i det, der umiddelbart ligner den perfekte familie: en hjemmegående mor, en kontorarbejdende far, en flittig storesøster, en kær lillebror, sommerferier hos mormor, påskebesøg af farmor og farfar og en frejdig bedsteveninde, Karen, der elsker alt det, som Paula selv er bange for.

Men hun står på tærsklen til at blive voksen – og dermed bevidst – og det bliver hun temmelig brutalt, da hun kommer for skade at læse nogle af de breve, som hendes mor har sendt til hendes mormor, og som er fyldt med løgne og fortielser.

Det bliver langsomt tydeligt for Paula, at hun ikke skal følge den sti, som hendes familie med sikker fod har trampet ned, men at hun skal finde sin egen, og at den ikke skal føre ind i deres fortrængningsrum. Der vil hun ikke hen, der kan hun ikke trække vejret, og skildringen af hendes kamp for at finde ud af, hvem hun skal være, når hun ikke skal danne sig i sin families billede, er stærk og vedkommende.

Som det hedder sig et sted i romanen: ”Men hun ville ikke leve sådan, som de levede, lukket om sig selv og deres eget, bange for og mistænksomme over for alt udenfor, alt fremmed, så roligt som muligt og uden forstyrrelser og uden ønske om andet end ro og orden og stabilitet og en følelse af at være i sikkerhed, og derfor skulle de være enige om alt, og andre måder at leve på kunne ikke engang tænkes og ville ikke blive tålt.”

Paulas coming-of-age er skildret med en fin sanselighed med stor opmærksomhed på det genkendelige liv, der dag for dag forskyder sig en lillebitte smule og gør hendes verden, hendes bevidsthed og dermed også hendes afstand til familien større.

Men det er også en lidt henkastet og løst redigeret prosa, som Vigdis Hjorth denne gang præsenterer sin læser for, og ”Femten år” skriver sig desværre ikke helt derind, hvor hendes tidligere romaner ellers har sat sig så godt fast.

Vigdis Hjorth: Femten år. Det revolutionære forår. På dansk ved Karen Fastrup. 188 sider. 299,95 kroner. Turbine.