Hvis man i illusionsløse øjeblikke tvivler på, hvad kunst kan, hvad fiktion kan, eller hvis man slås med dystre tanker om, hvad meningen med dette korte liv er, når vi nu alligevel alle sammen skal dø – eller bare hvorfor det går, som det går på denne jord – bør man læse den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson. Man skal læse, og man skal vove at blive fyldt til mere end randen. Man kan stå af, når ordene nærmer sig lianerne. Men man skal læse.
Hvis man vil trække vejret, skal man læse.
Ikke fordi Stefánsson har svaret. For så ville verden stå stille. Og "måske findes der (heller) ingen anden mening end den, vi selv konstruerer". Men han har en helt sjælden trearmet kraft af sproglig poesi, historisk vingefang og eksistentiel desperation, der rusker i læserens inderste, ophæver ensomheden til en altrækkende kollektiv længsel og gør hans romaner til enestående værker i Norden. Man kan genkende ham fra de første linjer eller bare på titlen. Som her: "Dit fravær er mørke."
Titlen er hentet fra en gravsten. Vi går på kirkegården sammen med vores fortæller, som vi lige har mødt. Og fra den indskrift folder en (som altid hos Stefánsson lidt indviklet) familiekrønike sig ud over næsten 150 års historie. En krønike om livet midt i den islandske natur når det er mægtigst og smukkest og værst.
For i det felt opererer forfatteren. Hvor skulle kunsten ellers være?
Men det begynder med et nulpunkt. Vores fortæller sidder i romanens begyndelse på en bænk i en fremmed kirke. Han kan intet huske. Bagved sidder en mystisk skygge-mand og iagttager ham. Og snart kommer denne fremmede til at fungere som fortællingens både gud, djævel og generator. En buschauffør med stort kørekort, der driver vores hukommelsesløse fortæller fra sted til sted, fra univers til univers, med æggende, gnækkende kommentarer og det evige mantra: fortæl! Fortæl, før det hele er glemt. Fortæl os ud af intetheden.
Døden er grunden til, at jeg skriver, siger Jón Kalman Stefánsson selv. Og denne følelse af tomhed mærker man i randområdet af hver en sætning. Derfor skal de fyldes, sætningerne, med ord højere end himlen.
Der er digt, og der er virkelighed, der er nutid, og der er fortid. Men alt er samme sang.
Vi hører om præsten, der sender breve til den afdøde digter Hölderlin. Om fiskeren, der er ekspert i Kierkegaard. Musikeren, der laver en playliste med musik, der hvert år skal spilles ved hans grav. Almuekvinden, der skriver om regnormen, dette upåagtede væsen, hvis bidrag til livet er vigtigere end menneskenes. Farmoderen, der fra første sekund elsker det spædbarn, der rækkes til hende hen over kaffen af en ung, grædende mor, født i synd og utroskab.
Men første og fremmest hører vi om kærligheden. Og bogen rummer den ene tryllebindende elskovs- og afskedsscene efter den anden. Her er ingen hurtige fix. Alt er Romeo og Julie. Og det handler om at gribe kærligheden, mens tid er. At turde vove og miste.
For netop der, i den umulige, ofte sårende, svigtende og moralsk anløbne kærlighed, bliver din skæbne lagt. Du ser et smil og er beseglet. Vælg det og du vil fortryde. Vælg det ikke og du fortryder endnu mere.
For dit fravær er mørke. Men af det mørke kan historien skrives frem.
Jón Kalman Stefánsson: Dit fravær er mørke. Roman. Oversat fra islandsk til dansk af Kim Lembek. 576 sider. 350 kroner. Batzer & Co.