Udefra ligner Ny Carlsbergfondet sig selv med skæve brosten i den smukke, gamle københavnergård med orange facademure, der stråler i vintersolen som en guldøl i et rent glas. Pengene til at drive fondet kommer også stadig fra øl – endda i stride strømme.
I denne uge præsenterede Carlsberg et rekordregnskab for 2018 med et overskud på over fem milliarder kroner, og de seneste år er der også blevet stadig flere ”ølpenge” at forvalte og fordele for fondet, der med sit store årlige aktieudbytte nu uddeler omkring 200 millioner kroner om året til kunst og kunstvidenskab.
Det er næsten fire gange så meget, som da æstetikprofessoren Morten Kyndrup blev udpeget til direktionsbestyrelsen i 2006. I øjeblikket fungerer Morten Kyndrup også som fondets daglige leder, da fondets formand, Karsten Ohrt, er sygemeldt i en længere periode. Men den danske kunst har det usædvanligt godt, nåede Karsten Ohrt at skrive i fondets nye beretning, og det bekræfter Morten Kyndrup oppe fra direktionslokalet, hvor noget alligevel har ændret sig, siden Hans Edvard Nørregård-Nielsen sad for bordenden i fondet fra 1988-2013 pakket ind i Kaare Klint-møbler.
”Dem savner jeg nu lidt. Vi plejede at sige, at vi havde en Kaare Klint-detektor nede i porten, så det kun var Kaare Klint-møbler, der kunne komme ind. Men nu er her både kommet nye møbler og ny kunst,” siger Morten Kyndrup og smiler, mens han kigger sig rundt i lokalet, der har et smukt ovenlys som en stor kunstners atelier og nu er møbleret med moderne kunst. I en glasmontre på gulvet er et slags spindelvæv spændt ud som et lidt kryptisk værk, der måske refererer til internettet, og på væggene er der mest naivistiske malerier med tydelige penselstrøg, som kan virke meget langt fra Hans Edvard Nørregård-Nielsens forkærlighed for guldaldermalere. Men god kunst kan være mange ting, som Morten Kyndrup siger.
”Kunstbegrebet har fået en diversitet, som det ikke havde tidligere, hvor kunstværker helst skulle ligne hinanden inden for samme årti, hvis de skulle komme med på kunstsalonerne. Men nu kan man netop have udstillinger, der spænder fra skovsøer til cykelhjul, og det kan alt sammen opfattes som stærk kunst. Det er en rigdom. Men det gør det også umuligt at komme med en generel definition på, hvad god kunst er. Kunst kan åbne et refleksionsrum for den enkelte, fordi god kunst gør noget afgørende i vores møde med den. Men det kan den gøre på mange forskellige måder. Den kan twiste vores perception, ændre vores selvbillede eller simpelthen være smuk i klassisk forstand. Og det er alt sammen god kunst.”
Diversiteten er også til at få øje på, når man bladrer gennem kataloget over værker, som Ny Carlsbergfondet har støttet gennem det seneste år. For det spænder fra støtte til museer med erhvervelser af klassiske værker af Matisse og Pissarro til moderne kunstinstallationer – og ikke mindst en øget millionstøtte til forskning og erhvervelser af dansk kunst på udenlandske museer. Men i det, som Morten Kyndrup kalder kunstens danske økosystem, spiller Ny Carlsbergfondet stadig en form for konservativ rolle.
”Vi arbejder helt klart både i samfundets og kunstens tjeneste, men det er ikke vores formål at tilgodese alle kunstnere. Nogen ser en modsætning i, at kunsten har det godt, selvom flere rapporter viser, at det kan være svært at leve af at være kunstner. Men mens Statens Kunstfond godt kan prioritere at give unge kunstnere en chance, før de for alvor har bevist, hvad de kan, udvælger vi kun efter kvalitet. Når jeg skal vælge en kunstner til et projekt, tænker jeg ikke: ’Har vi ikke en eller anden kunstner, der trænger til en opgave?’. Jeg tænker: ’Hvem er den bedste til den opgave her lige nu?’. Vi går heller ikke specielt op i, om det er mandlige eller kvindelige kunstnere. Det eneste, der tæller for os, er kvaliteten. Sådan er vi heller ikke sat i verden specielt for hverken kunstnerne eller kunstinstitutionerne, selvom vi i praksis kan støtte dem. Vi er sat i verden i hele kunstens tjeneste.”
Morten Kyndrup har været tovholder på så forskellige projekter som Jesper Christiansens kommende altertavle til den danske kirke i Paris og Christians Lemmerz’ ”Lazarus”-skulptur til Bispebjerg Hospital, ligesom han har haft en særlig personlig glæde i at være projektleder på billedkunstneren Viera Collaros lyskunstværksprojekt til den nye KB Hallen, der kommer til at stå klar i år. For som dreng gik han på Søndermarkskolen i nærheden af KB Hallen og cyklede derfor dagligt forbi hallen, hvor han også spillede både håndbold og fodbold. Siden brændte KB Hallen i 2011, men da Ny Carlsbergfondet for nogle år siden fik en ansøgning om støtte til et kunstværk til den nye KB Hallen, var Morten Kyndrup ikke længe om at springe til som projektleder:
”Det er selvfølgelig meget tilfredsstillende, når man kan forene sin personlige historie med at gøre noget i samfundets og kunstens tjeneste. På samme måde står jeg i øjeblikket i spidsen for et skulpturprojekt på Amagerbrogade, hvor min egen familie også stammer fra. Men jeg er også meget ydmyg over for den indflydelse, jeg har fået. Og når folk kommer og takker mig, siger jeg altid, at jeg jo bare er en slags funktionær. Men værket på KB Hallen er da en personlig glæde for mig,” siger han og forklarer, at den regnbueformede lysinstallation er lavet på den måde, at lysene skifter farve og styrke, så i virkeligheden ser de aldrig ens ud.
”Man kan se dem udefra som en del af bygningens ikoniske facon, men man kan også se dem inde fra foyeren. Man kan så spørge, hvad det skal til for? Det er et supplement til bygningen. Det har intet med bygningens funktionalitet at gøre. KB Hallen ville stadig være KB Hallen uden, men det gør den forskel, at bygningen nu hilser os. Det er en gestus til os. Og det er faktisk ret vigtigt, at det er funktionelt overflødigt. For lysregnbuen signalerer en rigdom og et overskud, som for mig netop udtrykker det åndehul, som kunsten kan være,” siger han og fortsætter:
”Kunst er en form for åndehul i vores samfund forstået på den måde, at kunsten er fritaget fra det, vi ellers kalder formålsrationalitet, hvor alt skal gøres for at opfylde et bestemt formål. Kunsten er noget, vi kan gå ind i som enkelte mennesker. Vi kan møde kunsten og blive suget ind i den eller frastødt af den, men et kunstværk er noget, som vi træder i relation til som enkelte mennesker – og som på en måde ligger uden for det timelige og dagens hårde ræs med at få økonomien til at hænge sammen og få bragt og hentet ungerne. Vores liv er gennemrationaliseret i øvrigt, så kunst i alle dens former er sammen med eksempelvis de religiøse institutioner åndehuller, hvor man kan møde sig selv som menneske. Og selvfølgelig beriger kunsten os med det, den er, men jeg tror i virkeligheden, at dens primære kvalitet er det, den gør ved os.”
Selv voksede Morten Kyndrup op med kunst-interesserede forældre, der benyttede den dengang nye motorvej til at køre fra København op til kunstmuseet Louisiana, hvor sønnen også kom med i en tidlig alder.
”Min far var i mange år også formand for Kristelig Forening for Børneforsorg og havde baggrund i KFUM. Min far gik i kirke, min mor gjorde ikke. Jeg opfatter ikke mig selv som et særlig religiøst menneske. Jeg er medlem af folkekirken, men det har mere med kulturen at gøre. Jeg er et sekulariseret menneske, og jeg tror, at den åndelighed, vi skal have, skal skabes af os selv hernede på Jorden ved at forvalte de pund, vi har fået betroet,” siger Morten Kyndrup, der i en tidlig alder besluttede sig til, at han ville bruge sine gode karakterer i kunstens tjeneste. Og det var faktisk først og fremmest litteraturen og musikken, der sendte Morten Kyndrup på sporet af kunsten og de litteraturstudier, der senere førte til, at han blev Danmarks første professor i æstetik.
”Jeg har aldrig forstået, hvorfor kunstarterne skulle behandles hver for sig, for jeg mente allerede dengang, at de handlede om det samme,” forklarer Morten Kyndrup og tilføjer:
”Sådan fandt jeg også en åndsfælle i Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der jo også er meget optaget af litteratur. Og mens vi arbejdede sammen herinde, diskuterede vi tit litteratur, fordi vi blandt andet begge var optaget af Jakob Knudsens forfatterskab. For ligesom billedkunsten er litteraturen også et spejl, der kan gøre en klogere og vise andre vinkler på verden. Og hvis man ikke får twistet sit livsperspektiv en gang i mellem, bliver man dum. Jeg tror, at vores samfund har brug for de åndehuller, som kunsten kan give. Det er altid rart at forstå noget intellektuelt, men de store kunstoplevelser løfter sig over det intellektuelle, så man oplever en form for større eksistentiel indsigt. Sommetider kan jeg også opfatte gudstjenesten som et kunstværk. Mere i forhold til liturgien og ritualerne end i forhold til prædikenerne, som jeg tit synes bliver til meningsmageri. Men kirkemusik kan jo også være stor kunst, og jeg bliver for eksempel aldrig færdig med Bach.”
Sådan kan god kunst udvide verden, mener han. Og som noget relativt nyt er Ny Carlsbergfondet begyndt at række ud i verden for at udbrede dansk kunst på den internationale scene.
”I vores formålsparagraf står der, at vi skal styrke trangen til kunst i Danmark. Det var fra bryggerens side selvfølgelig mest tænkt som kunst herhjemme, og udenlandsk kunst bragt til Danmark. Men kunsten og kunstlivet er jo blevet internationaliseret, og der er mange danskere, der går mere på Louvre i Paris end på Statens Museum for Kunst i København. Vi rejser jo alle sammen. Og hele kunstoplevelsen er blevet internationaliseret. Det er vigtigt for den danske kunst, at den også er en del af det internationale kunstliv. Hvis dansk kunst ikke var repræsenteret i det internationale kunstliv, ville vi måske ende som en provinsiel enklave.”
Har danske kunstnere ikke altid søgt inspiration i udlandet?
”Jo, det har altid været sådan, at danske kunstnere tog til Rom, Paris, Berlin og siden til New York, hvor mange danske kunstnere bor og arbejder ude i de internationale kunstmiljøer. Derfor ville det også være underligt, hvis vi ikke var repræsenteret. Det er ikke sådan, at vi forsøger at proppe en dansk kunstner ned i halsen på MOMA i New York, men det rygtes internationalt, at vi er åbne for gode ansøgninger. Og vi har gjort os den erfaring, at ansøgningerne fra de store internationale museer høfligt sagt er af en kvalitet, der godt kan måle sig med dem, vi får fra danske museer.”
Men får dansk kunst så lige så meget ud af pengene?
”Den slags er jo altid svært at måle. Men symbolsk status betyder også meget. Hvad er det, folk forbinder med ordet Danmark? Er det, at man tager smykkerne fra flygtninge? Eller tænker man på Hammershøi eller en gigantisk, dansk kunstinstallation, der signalerer overskud? Det betyder noget for Danmarks image, men det betyder også noget for kunsten, for det siver tilbage i det danske kunstliv, når dansk kunst får plads på scenen i New York, Berlin eller Paris.”