Hvis du kun må tage en bog med dig på Noas ark, så vil Jevgenija Ginzburgs ”Min tunge vandring” være et godt bud. Her er 749 siders og 18 års rejse gennem det dybeste mørke – oplyst af en kvinde, som aldrig giver op eller mister troen. Eller drukner i sine egne følelser. Den er et mirakel af medmenneskelighed. Hvordan er det muligt?
"Min tunge vandring" stiller sig på reolen ved siden af klassikere som Solsjenitsyns "En dag i Ivan Denisovitjs liv" og Dostojevskijs "Det døde hus", der begge fortæller om den særlige russiske straffeform: at sende "forbryderne" til lejre i fjerne, kolde egne med tvivlsom udsigt til løsladelse og i stedet hårdt arbejde, sult og sygdom. Men hvor disse bøger er forståeligt mørke, er Ginzburgs "vandring" oplyst af forundring over, hvad vi dog kan gøre mod hinanden. Hun dømmer ikke ret mange. Hun føler og forstår med en nærmest overjordisk nænsomhed. Tonen og sproget har vinger. Hendes bog handler ikke om hende selv, men om en kvinde ved navn Jevgenija Ginzburg. Deri ligger kunsten gemt.
Året er 1937. Stalin er lige blevet færdig med at udrydde Ukraines bønder. Nu går han efter laget af oplyste, intellektuelle, som ofte er medlemmer af partiet. Og det er den unge Jevgenija Ginzburg fra Kazan i Den Tatariske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik. Også i den grad. Hun ville dø for Stalin, skriver hun. Ja, tre gange ville hun dø, hvis hun blev bedt om det. Men i stedet bliver hun arresteret. På en baggrund så tynd som papir.
Det varer dog nogle år, og forløbet ligner kattens leg med musen. Først bliver hun undersøgt, så får hun en advarsel. Hun bliver forflyttet. Hun får undervisningsforbud. Og endelig smækker celledøren i det berygtede Butyrka-fængsel i Moskva bag hende.
De første år tilbringes i fængsler. Senere går turen til Kolyma-regionen i det nordøstligste Sibirien. Hun bliver rehabiliteret midt i 1950’erne. Undervejs har hun mistet sin ældste søn under Leningrads belejring.
Jevgenija Ginzburg husker alt. Hun gengiver samtaler, navne, steder, episoder, oplevelser og tanker i en flydende strøm. Det er overlevelsens seismograf. At huske "var hovedformålet med mit liv i alle de 18 år". Og det hele bliver til en sammenhængende beretning, hvor den venlige læge, den afstumpede lejrchef, ja selv kannibalen får et fordømmelsesløst skudsmål. Han var sulten! Man forstår godt, at fangen Ginzburg giver gode mennesker lyst til at gøre gode gerninger. Hun bliver hjulpet igennem. Hun bliver lettere privilegeret. Men uden regulært held var det aldrig gået.
Særligt betagende er historien om en lille forældreløs pige på to år, som siden trodsigt insisterer på at blive adopteret af Jevgenija Ginzburg. Hun kalder hende Tonja, og hun er 10 år, da de begge bliver løsladt.
Tilbage i Moskva i 1950’erne skriver hun sin bog. Den bliver aldrig antaget på de tidsskrifter, som ellers stod parat til at trykke landsmanden Solsjenitsyns bog. Men den udkom i stedet som undergrundslitteratur – det såkaldte samizdat – og det siges, at da blev "Min tunge vandring" det mest læste værk overhovedet.
Heldigvis nåede en kopi Vesten, og i slutningen af 1960’erne udkom første halvdel endelig – også på dansk. Nærværende bog er den fuldkomne version, for første gang samlet i ét bind og med fyndkort forord af Anna Libak, udenrigsredaktør på Weekendavisen.
Forfatteren døde i 1977. Og hvad holder så troen og håbet oppe igennem alle disse år? Det gør en blanding af kommunisme – som hun aldrig helt afsværger, men også erkender sin tunge skyld i – og så den intense strøm, der kommer over hende i Iljusjin-flyet over det Okhotske hav på vej tilbage til livet: "Jeg er opfyldt af en følelse af taknemlighed! Gode Gud, det er ikke en drøm! Du har ført mig ud af Kolyma …"
Den taknemmelighed rammer også læseren.
Jevgenija Ginzburg: Min tunge vandring – en beretning fra personkultens tid. Oversat af Ole Husted Jensen. Forord af Anna Libak. 780 sider. 399,95 kr. Gyldendal.